Presset øges

[Dewin Franklin]

Det var en lettelse, at høre jordmoderen sige, at det var tid til at presse. Han var ikke sikker på, at nogen af dem kunne klare ret meget mere. Hans lettelse, blev dog hurtigt til et gys af noget meget ubehageligt, ved hans hustrus ord. "Selvfølgelig gør du det," sagde han bestemt, og klemte hendes hånd. Han var alt for bevidst om, at det desværre ikke var en sjældenhed, at kvinder døde i barselssengen. "Det har du bare af, så let lader jeg dig ikke slippe!" han tog en indånding gennem næsen. "Du vover på andet Apolla, for jeg elsker også dig," der var et øjeblik noget ømt i stemmen. Derefter sagde han ikke mere - gav i stedet kvinden arbejdsro. Men. Men, hun kunne ikke få ham til at forelske sig i hende, kun for at forlade ham igen. Gudinde, lad det ikke ske.

[Apolla Franklin]

Hun smilede svagt op til ham, og sendte ham et forelsket blik, inden jordmoderen igen tiltrak hendes opmærksomhed. "De skal presse, hver gang de føler trang til det," sagde hun irettesættende og fik blot en hvæsen tilbage fra Apolla. Hun hadede stadigvæk, når folk fortalte hende, hvad hun skulle gøre. Selv når hun var udmattet og i gang med at føde. "Glem mig ikke," sagde hun, og ville have sagt noget mere, men måtte afbryde sin sætning for et skrig, og en trang til at presse. Hvordan kunne en fødsel tage så lang tid, når det tog så kort tid at undfange? Hun stoppede med at presse igen, for at få vejret igen.

"Ikke stoppe! Der er ikke tid til pauser nu!" Skældte jordmoderen, og det fik Apolla til igen at presse. Der skete noget. Hun kunne mærke, at der skete noget. Adrenalinen begyndte at bruse i hendes krop, og hun klemte stadigvæk hårdt omkring Dewins hånd. En gråd begyndte at fylde rummet. Og det var ikke hende der græd. "Pres! Pres!" Lød det fra kvinden, og Apolla samlede sine sidste kræfter, for til sidst at presse det sidste af deres barn ud.

[Dewin Franklin]

Han rystede på hovedet "Det bliver ikke aktuelt," holdt han fast, lige så stædigt som han vedblev at holde hendes hånd fast. Han havde ikke villet være en del af fødslen - nu ville han ikke give slip.

Hans opmærksomhed havde været fastklistret til Apolla. Fastklistret, lige indtil det sekund, hvor skrig fyldte rummet. Det var en blodig, rynket klump. Jordmoderen tog med det samme den lille skabning i sine hænder. Dewin selv, lod igen blikket finde sin hustru. Barnets mor. "Se min elskede," prøvede han forsigtigt, uendeligt bange for, at hun ikke ville svare ham.

[Apolla Franklin]

Udmattet. Så udmattet. Hun havde lyst til at lukke øjnene. Hun kiggede op, da jordmoderen holdte deres nu fødte barn i armene. "Ja," sagde hun næsten ikke hørligt. Hendes hånd, der havde holdt Dewins, blev pludselig slap. Hun kunne ikke holde øjnene åbne længere.

"Det blev en dreng," sagde jordmoderen, efter at have vasket og klippet navlestrengen på barnet. Hun havde svøbt det ind i et klæde, og vendte sig nu først om, for at se på den noget blege købmandsfrue. "Få fat i helbrederen!" Råbte hun til den nærmeste tjenestepige.

[Dewin Franklin]

Han stivnede, da hånden i hans blev slap. "Apolla?" Han slap hendes hånd for første gang i mange timer, kun for at placere hænderne på begge sider af hendes skuldre, og ruske ganske let i hende. "Nej! Det her gør du ikke mod mig! Hører du!?" Adrenalinen pumpede rundt i hans krop. Nej. Nej, nej, nej, nej. Han ignorerede jordmoderen. Ignorerede den søn, han havde ønsket sig så inderligt. "Hurtigt!" Skød han med på vejen, som tjenestepigen for ud af lokalet. Det var kun et spørgsmål om sekunder, før helbrederen gjorde entre i kammeret. Men sekunder var dyrebare. Alt for dyrebare.

[Apolla Franklin]

Sove. Hun ville bare gerne sove. Hun havde været i fødsel i næsten et halvt døgn. Måtte hun ikke bare gerne få noget søvn? Hun var for langt væk, da Dewin begyndte at ruske hende. Hun mærkede det ikke. Hun var besvimet af udmattelsen over fødslen.

Helbrederen, bukkede sig over den bevidstløse Apolla, og han begyndte at føle efter, om det nu var så alvorligt. "Hun trækker vejret. Hun er blot besvimet på grund af udmattelse," sagde han og rejste sig op. Han gav nogle ordre til tjenestepigen om at lave en særlig kop te. Lidt efter, kom pigen op, og helbrederen gik om på den anden side af Apolla og løftede hendes hoved. Han så op på Dewin. "De skal tvinge al teen i hende," sagde han og så pigen række teen til Dewin.

[Dewin Franklin]

Dewin var parat til at høre det værste. Hun havde jo netop selv bragt det på banen, at.. Han følte sig lettet ved helbrederens ord. Det var ikke optimalt men, det var ord, der var håbefulde. Han tog imod koppen med te, og tøvede ikke længe med at føre det til Apollas læber, det var kun for at puste let på den varme væske. Forhåbentligt, ville hun synke i ren refleks. Hvis det var hvad der gav hende kræfter til at fortsætte, skulle han i hvert fald nok få det ned i hende. Om så han skulle give hende det mund til mund. Hvordan var han blevet så blød en mand? Det var næsten skræmmende.

"Drik elskede." Han vidste ikke om hun kunne høre ham, men det gled ud mellem hans læber alligevel. "Vi er afhængige af dig. Både vores søn og jeg." Måske talte han mest for at dulme sine egne nerver.

[Apolla Franklin]

Hendes hoved blev holdt fast af helbrederen, og af ren refleks begyndte hun at synke den varme væske, der blev hældt ind i hendes mund. Lidt efter lidt, begyndte hendes krop at røre på sig, og hendes øjenlåg sitrede ganske let. Da den sidste dråbe var blevet drukket og synket, trak hun vejret dybt ned i maven. "Hvad..." Hun var stadigvæk træt, men nu mere forvirret og derfor vågen. "Hvor er han? Hvor er min søn?" Hun løftede hånden og tog fat i Dewin. Hun var ikke klar over, at hun havde været bevidstløs.

[Dewin Franklin]

Hans ansigt revnede i et smil. Andet var umuligt. Igen tog han hendes hånd, og førte dem derefter til sine læber. Tørre læber, kyssede den bløde hud i hendes håndflade.

Der var ingen tvivl om, at Apolla havde brug for hvile, men at holde et barn fra sin mor, var også en udmattende ting. Den nybagte fader, viftede sønnen mod sig, og jordmoderen bevilligede ham ønsket. Den bløde bylt blev lagt først i Dewins arme, og derefter fra hans favn, til Apolla. Forsigtige klodsede mandehænder, strøg den rynkede men bløde barnehud med fingertipperne. For nu sagde han ikke noget, holdt i stedet øje med, om barnets mor holde ikke gled ud af bevidstheden.

[Apolla Franklin]

Hun var næsten ved at gå i panik. Hun havde da hørt barnegrød, havde hun ikke? Eller var det ren indbildning i hendes udmattede krop. Hendes blik var fikseret på Dewin, da han kyssede hendes hånd. Hun så han viften med hånden, og fulgte hans blik. Hun fik øje på jordmoderen og den bylt hun bar på. Hendes hjerte sad oppe i halsen. Var han levende? Hun holdt næsten vejret, mens Dewin fik bylten mellem hænderne og derefter rakte deres barn ned til Apolla. Et lettelsens suk gled over hendes læber, da hun så de levende øjne i drengens ansigt. "Min søde dreng," hviskede hun lavmælt og fik blanke øjne. Et tydeligt vræl indikerede, at drengen var sulten. Rent instinkt gled ind i Apollas bevidsthed og hun lagde ham til rette.

[Dewin Franklin]

Det var et smukt øjeblik. "Er de altid så grimme når de bliver født?" et fjoget smil viste sig flygtigt om hans mund. Han strøg drengen en sidste gang, før han trak sin hånd til sig, og lod Apolla tage sig af barnets behov. "Velkommen til verden." han lænede sig sidelæns på sin stol, og lagde en arm om sin hustru, så godt det nu lod sig gøre. Havde lyst til at knuge hende til sig, som for at holde hende fra at glide fra ham. Hun havde jaget ham en ordentlig skræk i livet. Det var ikke noget man så let kunne ryste af sig.

Han måtte undertrykke et gab. Han var udmattet, og det var endda ikke ham der havde klaret den hårde del. "Nu er det overstået."

[Apolla Franklin]

Apolla så strengt på sin mand, da han forsøgte at være morsom. Hun fandt overhovedet ikke deres søn grim. "Han er noget af det smukkeste verden endnu har set," sagde hun med varme i stemmen, mens en tåre gled over hendes kind. Hun var så lykkelig for, at de havde overlevet begge to. Hun var blevet mor. Dewin var blevet far.

Hun nikkede til hans ord. Det var overstået. For denne gang. En slubren og derefter dæmpet vejrtrækning afslørede, at det lille menneske i hendes arme, var faldet i søvn. Hun kørte en finger over den lille kind, og følte, at hun holdt et mirakel mellem sine hænder. "Jeg elsker dig," hviskede hun lavt og gjorde tegn til, at en tjenestepige skulle komme med den seng, som han skulle ligge i.

[Dewin Franklin]

Han brummede tilfreds. "Og jeg dig. Jer begge to." blikket fandt først hendes, og så den lille grimling i hendes arme. Utroligt, at man kunne holde af den lille fyr, allerede som han gjorde sin entre i verden. Og måske faktisk endda før det.

Tjenestepigen kom baksende med en seng, hjulpet af en anden. "Her, lad mig hjælpe." Han stablede sig på benene, og gav en hånd med. Sengen skubbede han tæt på deres egen, sådan at Apolla ville kunne nå den, hvis hun strakte armen ud. Ja. Det var godt sådan.

"Hvad skal vi kalde ham?" spurgte han Apolla, som den lille dreng lå i sin seng, sovende ganske uden skam i livet. Han satte sig på sengekanten hos hende, og stirrede på det lille liv de sammen havde skabt.

[Apolla Franklin]

Hun kunne ikke have forestillet sig for et år siden, at hun skulle sidde her og sige til både sin mand og sin søn, at hun elskede dem. Men det gjorde hun. Hun elskede dem virkelig. Hun lagde deres søn i sengen og sank så tilbage i sin egen seng. Adrenalinen var efterhånden ved at sive ud af hendes krop, og hun mærkede endnu engang trætheden melde sig. Men hun gjaldt det om at give Dewin lidt opmærksomhed.

Til hans spørgsmål, rynkede hun panden lidt. Hun brugte et øjeblik, før et navn flød over hendes læber: "Tyron," sagde hun med en beslutsom stemme. "Tyron Franklin," hun nikkede. Det var et navn for hendes søn. For deres søn.

[Dewin Franklin]

"Tyron." Han tyggede på det. Gentog det et par gange i sit indre. "Ja." Han nikkede let, og tillod sig derefter at kravle op til hende i sengen, på den modsatte side af lille baby Tyron. "Kom." Han havde brug for hende i sine arme, og strakte dem ud så hun kunne putte sig ind til ham. Han havde været igennem nærmest hele følelsesregisteret den aften, så han kunne knapt følge med længere. Han var efterladt med en blanding af stolthed, glæde og svag bekymring. Det var for meget for selv hans mandige skuldre at bære.

"Min hustu. Mit livs kærlighed. Min søns mor." Han kyssede hende på håret. "Lad os sove. Du har brug for hvile." Han besluttede sig for, at det var i orden at være lettere sentimental, når man var udmattet og netop blevet far. Den slags skete trods alt kun ganske få gange i livet.