Rapporter og søvnløshed

[Francine af Gyldensø]

Til:   Conal af Tirrsmont

Der var stille på Danefortet nær Tyras grænse. Så stille som man nu engang kunne forvente der var et sted hvor mange mennesker var samlet på én gang. Det var langt over midnat og de fleste lå trygt og sov, mens andre tog hundevagten på fortets palisadeværk. Francine sov heller ikke, men ikke fordi hun havde vagt.

Samme eftermiddag var hun vendt tilbage til fortet efter halvanden uges rekognoscering i området med de to grupper af Dronningens Ryttere hun selv havde fulgt til grænsen. Efter at have ligget længe, vendt sig, stirret op i loftet og stadig ikke kunne finde ro i sin køje, stod hun op igen. Nu sad hun ved et lille bord og lod en fjerpen skratte hen over et stykke pergament der snart var fyldt. Med det var også hendes rapport færdig og den manglende søvn virkede dermed ikke komplet spildt.

Hun lagde pennen fra sig, lænede sig tilbage og strakte sig så leddene knagede lidt. Selvom hun var vant til at sidde i sadlen i længere tid, var det alligevel rart med bare en dags stilstand. Hun sad lidt endnu før hun rejste sig, greb det varme sjal der var slængt over stolens ryg og gik udenfor. Den kølige natteluft var behagelig, men hun trak alligevel sjalet tættere om skuldrene mens hun gik hen over gården mod bænkede i midten.

[Conal af Tirrsmont]

Det var endnu en af de nætter for Conal. Han kunne endda have sig sig selv det, hvis han tænkt sig om, bare lidt tidligere på aften, og nu lå han alligevel i sengen klar til at sove. Uden at han kunne sove. Han havde siddet oppe og arbejdet og var kommet lidt sent i seng. Francine og rytterne var kommet hjem fra en længere rekognoscering i grænse området, og umiddelbart tegnede det ikke godt. Og nu lå han så der som en anden tøs og kunne ikke lade være med at tænke. Der var kun en ting at gøre, ud i den friske luft. Lyn hurtigt tog han bukser og en skjorte uden over. Skoene var han ligeglad med, der var alligevel ikke nogen som skulle se ham på denne tid af døgnet.

Forsigtigt sneg han sig ud af bygningen og han kunne ikke lade være med at ånde ud, da han kom ud i den frisk og kølige natte luft. Han stod en tid der uden for og trak vejret helt ned i lungerne, da han så en skikkelse gå hen over gården, en skikkelse han syntes at genkende. Uden at gøre sig selv bemærket på nogen måde gik han hen imod kvinde som viste sig at være Francine. "God nat" Hilste han hende.

[Francine af Gyldensø]

Francine frøs ikke for alvor, men den kølige vind trængte alligevel let igennem det tynde tøj og de bløde sko. Det var beregnet til at være inde i varmen, ikke til at være ude. Hun nåede bænkene uden at se andre end en skygge på palisaden hun vidste var en af soldaterne på hundevagten. Hun satte sig og trak fødderne med sig op så hun kunne lægge armene om sine egne knæ og på den måde få sjalet næsten helt omkring sig.

Hun sad i sine egne tanker, om sin familie, om krigserklæringen, om hvad det ville betyde på langt sigt. Lyden af en dør der gik op fik hende tilbage til virkeligheden og hun drejede hovedet mod lyden hvor en skikkelse nu kom nærmere. Et lille smil spillede på hendes læber da han kom tæt nok på til at hun genkendte ham, men hun rejste sig ikke, eller tog fødderne ned fra bænken "Gudindens fred." hilste hun halvt per automatik og rankede sig lidt mens hun lagde hovedet på sned "Holder du din egen hundevagt for at være solidarisk?" spurgte hun spøgende og måske en anelse kringlet i stedet for bare at spørge hvad han lavede oppe på denne tid.

[Conal af Tirrsmont]

"Man kunne jo spørge dig om det samme. Man skulle ellers tro at du havde fået nok af hundevagte på dette tidspunkt. Må jeg sætte mig?" Han ventede ikke på svar men satte sig på bænken en passende afstand fra hende, ikke for tæt på så det kunne virke påtrængende ej heller meget langt væk, så det gav en antydning om at hun lugtede. Han kiggede ud over gården som åndede af fred og stilhed. Han vidste ikke rigtig hvorfor han havde sat sig, når hans egentlige mål var palisaderne. Hans ynglings ståsted når han ikke kunne sove, der var bare meget bedre plads til at tænke over tingene. Han satte hænderne på hver side af sig selv nede på bænkens kant så han kunne skubbe fra med hænderne for at rejse sig igen. "Jeg ville egentlig ikke forstyrre dig eller snakke med dig, det får vi jo nok rig mulighed for i morgen. " Her tænkte han på de rapporter og sager der skulle ordnes når en deling kom tilbage til fortet. Folk skulle sættes ind i rutinerne igen, så det hele kørte glat. Conal snakkede lidt fra værende. "Øhm, jeg var egentlig selv på vej op på palisaderne for at tænke" Han kom i tanke om den aften til midvinter, som efter hånden virkede som længe siden.

[Francine af Gyldensø]

Francine skar en grimasse der blev til et momentært smil og rystede på hovedet "Måske, men det betyder ikke jeg slipper for dem de første mange år." konstaterede hun snusfornuftigt mens hun fulgte ham med blikket da han satte sig. Selskab gjorde hende intet lige nu. Hendes blik hvilede fortsat på Conal og hun morede sig lidt for sig selv over hans diskrete akavethed. At han ikke var typen der havde det som en fisk i vand i store forsamlinger havde hun dog meget hurtigt konkluderet.

Tavshed gjorde hende heller ikke noget og det blev ham der brød den igen. Hun svarede med en indledende hovedrysten "Du forstyrrer ikke, men du skal sandelig ikke føle dig tvunget til at underholde mig." der var en drillende undertone i hendes stemme, underholdt over det selvmodsigende i, at han hverken ville forstyrre eller snakke, men stadig havde sat sig ved siden af hende på bænken. Hun løftede hovedet og så op mod palisaden hvor nattevagten var forsvundet ud af syne "Tænke over hvad?" spurgte hun nysgerrigt mens hun så på ham igen. Så længe han ikke havde rejst sig antog hun at han ikke havde så travlt.

[Conal af Tirrsmont]

Han smilede let og fnøs-grinte let ved hendes kommentare, han kunne et sted godt se det dobbelte i det han havde sagt. Han blev let distræt igen. Han sad tavs et stykke tid før han svarede. "Mange ting. Og så bare følelsen af tomhed når man kigger ud i luften uden at kigge efter noget bestemt. " Han havde på ingen måde lyst til at fremstå uprofessionel for denne kvinde eller uden omtanke, så han forsøgte at veje sine ord med omhu inden han sagde dem. "Jeg tænker også over fordelingen af mandskabet selvom jeg har folk til det. Jeg gennemgår min dag i morgen for at være forberedt. Jeg tænker over om der er nogle specielle forhold som skal tages. Man skulle ellers tro at alle disse små trivielle ting omkring at styre et fort er kørt ind. Men der kommer hele tiden noget nyt, som kan sættes ind i ens rutine, eller nogle nye overvejelser man må gøre sig." Han tav igen og kiggede ud i luften. Stadig med hænderne placeret på bænken. "Så nogle gange er det bare meget rart at tænke uden at blive forstyrret hele tiden. " Sådan nu var han kommet frem med pointen. Han sukkede.

Han så op og hen på Francine. "Jeg lovede dig vist at vise dig stjernerne en dag, gjorde jeg ikke?" Han prøvede at lyde som om at han ikke rigtig kunne huske det. Men han syntes desværre at den borggårdsdel stod lidt for lysende klar for ham. Han ville have lukket øjnene og kigget ned hvis det ikke var fordi hun sad der lige ved siden af ham.

[Francine af Gyldensø]

Francine nikkede og kunne uden nogen problemer følge Conals tankegang. Så hun nikkede med et dæmpet "Mhmm." for at gøre sin enighed tydelig. Hun løsnede grebet om sine egne knæ og satte igen fødderne mod jorden. Hun lyttede opmærksomt mens han fortsatte, og selvom hans overvejelser fik alvoren frem på hendes ansigt og i hendes blik, blev antydningen af et smil siddende på hendes læber.

Hun nikkede igen da han understregede sin pointe "Og forstyrrelser er der altid rigeligt af når man har ansvaret for andre end sig selv." tilføjede hun, så væk og sukkede selv uden at tænke over det. Som han fortsatte vendte hun hovedet mod ham med et hurtigt ryk og så et øjeblik uforstående ud "Stjernerne?" noget dæmrede og hun ville have sværget på hun et sekund følte sig femten år gammel igen. En boblende latter undslap hende før hun så ham i øjnene med et overvejende udtryk "Stjernerne." gentog hun, denne gang uden den spørgende tone "Jo, det tror jeg du gjorde." hun trak sjalet tættere og rejste sig fra bænken.

[Conal af Tirrsmont]

Han så tålmodigt på hende, indtil der var begyndt at gå et lys op for hende. Han smilede let forskrækket da hun begyndte at grine. Da hun rejste sig, rejste han sig også og fulgtes stille med hende hen mod trappen op til palisaderne. "Ja det er lidt nemmer når man bare er ridder for sig selv. " Han grinede let. Især ved tanken om de gamle egenrådige gamle ridder som han havde mødt igennem tiden løb. Især den gamle ridder han havde afløst, han kunne stadig huske duften der var inde på kontoret og de ting der skulle tages fat i. "Stødte i på mange banditter på jeres tur? Skal skulle jo egentlig nok få det at vide i morgen, men det er var et fint samtale emne til nu syntes han. Han kiggede hen på hende og smilte.

[Francine af Gyldensø]

Francine begyndte at gå sekundet efter Conal - det var trods alt ham der kendte fortet bedst. I hvert fald bedre end hun gjorde efter nogle ugers ophold, hvoraf næsten de to havde været i området omkring det. Hvordan man kom op på palisaden var dog ikke så svært og mens de gik, samlede hun sjalets ender på ryggen og bandt dem sammen "Spor efter flere små grupper, men ingen direkte sammenstød." hun stoppede et øjeblik, blot for at blive opfordret til at forcere trappen først, hvilket hun gjorde uden noget besvær.

Vinden var mere at mærke da hun først stod flere meter over jorden og fik hendes hår til at flagre let. Der var en perfekt udsigt over hele fortet og da hun vendte sig med ansigtet ud over landskabet, kunne hun se små prikker af lys der markerede hvor den nærmeste landsby lå. Længede ude end det kunne hun skimte lysene fra Masbo, der strakte sig over et langt større område end landsbyen. Hun pegede mod den nærmeste samling lys og drejede hovedet mod Conal "Landsbyen der passerede vi igennem, men jeg har glemt hvad den hed." hun så spørgende på ham, men hun trak hånden ind under sjalet igen for at holde varmen.

[Conal af Tirrsmont]

Da de kom hen til trappen, stod han pænt ved siden af den og vinkede Francine op af trappen inden han selv gik op ad den efter hende. Han gjorde et nik med hovedet som om han næsten havde forventet det svar han fik.

Vel oppe af trappen bredte sig det smukkeste syn af sorte trætoppe som stikkede op hist og her. Hvis træerne ikke havde været der, kunne man have set ned til floden som skar grænsen ned gennem landet til både Galla, Tusain og Tyra. Han fulgtes hendes blik og hendes pegende hånd. "Arh, den by. Den hedder Monte. Det er en meget hyggelig by og der vi har fået det meste hjælp fra, nå noget i lejer skulle ordnes og vi ikke lige havde en af soldaterne som kunne hjælpe. Det er også fra den by vores dygtigste kok kommer fra. " Han kiggede hen på hende og pegede i modsat retning af hvor de kunne se Masbo. Helt ude i horisonten mod nordvest kunne de se svagt lys. "Det lys du ser der ude er Tirrsmont. " Når han sådan sagde det lød det meget underligt at være så tæt på dit eget barndomshjem og så næsten aldrig være på besøg. Han forsøgt som regel at sende andre hvis de skulle have noget med Tirrsmont at gøre.

[Francine af Gyldensø]

Francine glemte udsigten over landskabet et sekund eller to længere end hun måske burde og så hurtigt ud over det mørke landskab igen da han begyndte at tale "Monte, det var sådan det var." hun nikkede og smilede svagt over det billede han malede af den lille by. Det var ikke helt ved siden af det indtryk hun selv havde fået på det korte besøg hun selv havde aflagt i den "Hvad gør folkene i Monte så nu hvor de mangler kokkens gode mad?" hun drejede hovedet lidt og så tenderende drillende på ham "Søger de alle tjeneste heroppe for stadig at få del i glæderne?"

Hun vendte blikket væk igen og anstrengte sig lidt for at se efter lys i den retning han pegede "Virkelig?" en lille overrasket lyd undslap hende "Jeg troede vi var længere væk end det." hun rystede på hovedet og så halvt beklagende på ham "Jeg stoler på du kan holde det hemmeligt at Rytternes kommandant ikke altid har den bedste afstandsfornemmelse?" hun så igen i retning af det der åbenbart var hans hjem "Er det ikke underligt at være så tæt på, og alligevel ikke bare kunne tage hjem."

[Conal af Tirrsmont]

Conal kiggede ud over landskabet og nød udsigten. Han grinte let. "Historien om kokken kan ikke være mere kær. Han var oprindelig bonde nede i byen som de fleste andre. Men da jeg så kom her til og var på besøg i byen gav jeg ham et tilbud han ikke kunne sige nej til. Arbejde de 5 dage om ugen og har fri to gange om ugen. Så han lavede slet ikke mad før, kun en gang imellem til familien. Og nej det er ikke alle som arbejder her oppe. De skal jo stadig passe deres marker og huse. Vi skal jo ikke tage alt arbejdskræften. Så kan vi ikke købe korn og grøntsager af dem" Han smilte til hende og kunne godt forstå hendes undren. Det andet ville jo blot have været ondskabsfuldt.

Det var så befriende at være sammen med denne ridder, noget han ikke helt have oplevet før. Hendes kommentarer var så lette og befriende. Og hendes smil... Han rømmede sig og kiggede væk fra hende og ud mod Tirrsmont. "Du har mit ord på at det forbliver i mit hoved" Han gjorde en gestus som viste med en smule overdrevet at han nok skulle holde den hemmelighed, men samtidig gjorde en smule grin med den måde han reagerede på. han smilte og sukkede. "I starten var det meget underligt at være så tæt på Tirrsmont, at den var så tæt på" Men nok ikke på den måde du tænker på tænkte han og så hen på Francine. "Altså jeg kan jo godt tage der hen, fordi vores patrulje område går derhen af og nogle gange koordineres vores patruljer med deres. " Han undlod at tilføje at det ikke var ham som tog sig af dette. Hun ville nok alligevel ikke forstå hvorfor han ikke ville.

[Francine af Gyldensø]

Francine rynkede brynene lidt da Conal forklarede, fordi det lod til han havde taget hende i ramme alvor, hvor hun ellers havde spøgt. Hun var dog ikke sikker. Det var begyndt at være en tilbagevendende følelse i selskab med den lidt ældre ridder - ikke at være sikker. Så snart hun mente at have puttet ham i den rigtige kasse, gjorde eller sagde han noget der gjorde hende i tvivl om hvorvidt han nu var i den rigtige kasse, eller om han overhovedet kunne placeres i en. Hun endte med at ryste på hovedet med et overvejende smil "Nej, det er til alles fordel hvis der er et samarbejde i stedet for en fjendtlig overtagelse." hun tav et øjeblik og tilføjede så et spørgsmål "Hvem passer hans marker nu hvis han selv er her? To dage om ugen kan ikke være meget for at få gjort det arbejde også." interessen var oprigtig og uden spøj. Hun havde tidligt været involveret i den daglige drift af godset hun selv kaldte hjem og dermed også lenets indbyggere og deres erhverv.

Hun smilede på ny over det muntre løfte og nikkede med et påtaget højtideligt blik "De har min taknemmelighed, Sir Tirrsmont." hans suk fik smilet til at falme lidt og brynene trak sig igen nedefter. Hun lyttede opmærksomt og anstrengte sig lidt for at se hans ansigt i det sparsomme, og flakkende, lys fra den nærmeste fakkel "Du kan godt.." begyndte hun da han tav og overvejede momentært før hun fortsatte og satte ord på den fornemmelse hun havde fået mens han talte "..men du gør det helst ikke?" hun så spørgende på ham, ikke sikker på om hun var trådt over en usynlig grænse. Det ville ikke være første gang.

[Conal af Tirrsmont]

Han smilede. "Det gør resten af familien. De er en del mennesker om lidt jord, så familien tjener mere ved at lade ham komme her op. " Han havde prøvet at tænke på det hele, da det var tid til at få skiftet nogle folk ud på fortet, og der havde han prøvet at få lokale folk til, da de kendte området bedre.

Han kiggede over på hende ved hendes sidste bemærkning, let overrasket over at hun havde opdaget det. Han bukkede sig forover og lænede sine underarme mod værnet, kiggede ned mod jorden. Han sukkede. "Det er korrekt. " Han nikkede mest for sig selv. Han rettede sig op og kiggede op på himlen. "Men det var jo stjernerne vi var kommet op for at kigge på. " Han smilede til hende og kiggede igen op. Han kunne ikke på nogen mere tyde måde at skiftet emne. Kun en ting kunne havde været tydeligere hvis han havde råbt EMNESKIFT ind i hovedet på hende. Det var han dog for elegant til. Han pegede op. "Se den stjerne der må du kende. Det er katten."

[Francine af Gyldensø]

Francine nikkede da hun fik uddybet sammenhængen omkring bønderne, eller måske nærmere de manglende bønder i Monte. Det var dog ikke det der blev ved at have hendes interesse, men snarere det glimt hun fik af en anden side af Conal. Hun betragtede ham tavst og undersøgende mens han lænede sig ind mod rækværket uden at se på hende. Nok var der ting (og personer) på Gyldensø der gik hende lidt imod og endda kunne få hendes blod til at koge, men der var alligevel intet der kunne holde hende fra barndomshjemmet på samme måde som hun fik følelsen af han gjorde.

Hun havde takt nok til ikke at spørge mere ind selvom hun havde lyst. Hans undvigende ord skabte flere nye spørgsmål end det gav svar. Med et lille suk tog hun blikket af hans ansigt og fulgte hans finger op mod den stjerneklare nattehimmel "Ethvert barn i Tortall kender Katten." hun smilede svagt, lænede sig ind over rækværket lige ved siden af ham og pegede selv op mod himlen "Og Gudinden lige ved siden af Katten." hun pegede otte stjerner ud i en bestemt rækkefølge før hun lod hånden falde igen.