Ægteskabelige problemer

[Eiralys af Harise]

Hugo af Harise

6. december, 526 M.T.

Lys sad på deres værelse og ventede på Hugo. Hendes blødning var overstået for denne gang og hun var næsten sikker på, at Hugo ville ønske at være sammen med hende igen. Selvom hun ikke var sikker. Hans humør de sidste dage havde været så svingende, at hun havde været en smule bange for ham.

Selv havde hun knapt sagt et ord, efter at han havde afvist hende den første aften af hendes blødning. Hun havde gået rundt på listetæer, når hun var i hans nærhed og havde ikke rigtigt turdet at gå ret meget ud fra værelset for ikke at gøre ham vred.

[Hugo af Harise]

Det havde været svært at være sammen med Eiralys efter deres skænderi. Hun havde opført sig mere skræmt end nogensinde, og han fortrød bittert sit vrede udbrud. Men det kunne ikke laves om. Og han kunne ikke ændre på det faktum, at han var vred og frustreret over, at de endnu ikke havde nogen arvinger på vej.

Deres samtaler havde bestået af ganske få ordvekslinger, og han havde sørget for at bruge så lidt tid i værelset som muligt. Især fordi, at Eiralys havde brugt det som opholdssted, når hun ikke deltog i de offentlige arrangementer.

Han trådte træt ind af døren, og så på sin hustru, der sad på sengen med hænderne i skødet. Som om hun stadigvæk var en uskyldig komtesse uden meget livserfaring. Han brummede lavt og fjernede så blikket fra hende. Han fortsatte hen til sit skrivebord og satte sig ved det, mens han lod som om, at han skulle læse et par breve. Han gik ud fra, at hun endnu blødte. Han holdt ikke øje med, hvor lang tid det varede for hende.

[Eiralys af Harise]

Da han kom ind, turde hun næsten ikke at se på ham og han satte sig da også øjeblikkeligt med ryggen til hende. En lille tid sad hun og kæmpede med sin usikkerhed, inden hun langsomt rejste sig op.

Hun var så bange for, at han skulle afvise hende igen. At han skulle fortælle hende, at han ingen interesse havde i at være sammen med hende mere, fordi hun var en ødelagt kvinde, som ikke kunne bære hans børn. Men samtidig vidste hun, at hvis han gerne ville være sammen med hende, så kunne det finde på at irritere ham, hvis hun ikke gjorde opmærksom på, at hendes blødning var stoppet, med det samme.

Hendes hjerte bankede voldsomt og med en vild intensitet, mens hun gik de få skridt hen til ham og lagde sine hænder på hans skuldre. "J-jeg bløder i-ikke mere." Hendes stemme var spag og rystede en lille smule, mens hun afventede hans dom.

[Hugo af Harise]

Han tog en dyb indånding, og hørte hende godt rejse sig op fra sengen. Men han troede, at hun enten ville forlade rummet eller blot lægge sig ned under dynerne. At hun gik hen til ham, og lagde sine hænder på hans skuldre, det var han langt fra forberedt på. Han stivnede i hele kroppen over den pludselige berøring, og det hendes små fingre gjorde ved hans krop.

Han lukkede øjnene, for han vidste ikke, hvad han skulle sige til hende. Det var som om, at uanset hvad de gjorde, så kom der ingen børn ud af det de foretog sig. Han sukkede tungt og opgivende. "Godt," sagde han, men vendte sig stadigvæk ikke om. "Har..." Han rømmede sig. "Skal vi prøve igen?"

[Eiralys af Harise]

Hun var enormt tæt på at trække hænderne til sig og træde hele vejen tilbage til sengen, da hun mærkede ham stivne under sin berøring. Med en kraftanstrengelse blev hun dog stående og trak vejret i små overfladiske gisp.

Hans ord hjalp lidt på situationen, men han vendte sig ikke om og hun kunne ikke finde ud af at tage det første skridt til elskov. "Mhm," svarede hun bare med sammenpressede læber. Lyden var for høj til, at han ville tro på, at hun ikke var anspændt.

[Hugo af Harise]

Det var næsten en uge siden, at de havde ligget sammen i sengen og haft elskov. Og under hendes blødning havde han flere gange overvejet, om han skulle gå til en af de blomsterpiger, der rejste med rundrejsen. Men i sidste ende havde han stoppet sig selv.

Han brummede af hendes svar og lagde brevet mellem sine hænder ned på bordet. "Så gør dig klar," svarede han ganske enkelt. Han havde allerede lyst til hende, det havde han hver gang, hun gjorde ham vred eller irriteret. Han rykkede lidt rundt, så han kunne se på hende i mens, og han var også allerede klar til hende.

[Eiralys af Harise]

Hun havde ikke opdaget, at hun havde holdt vejret i ren nervøsitet, førend hun slap det og mærkede lettelsen over, at han ikke afviste hende. Hendes skuldre faldt et sekund, indtil hun kom i tanke om, hvad han havde sagt og hun mærkede uroen i maven igen. I et forsøg på at lade som om, hun ikke vidste, at han kiggede på hende, trådte hun hen til sengen og løsnede kjolen, som hun ville gøre, hvis hun var alene.

Hendes kinder brændte, da hun lagde først kjolen og siden brystbånd, braies og underkjole hen på en nærliggende stol og lagde sig ned under dynerne i deres fælles seng.

[Hugo af Harise]

Han så på hende, mens hun ganske forsigtigt klædte sig af foran ham. Han bevægede sig ikke den mindste smule, mens hun gjorde det. Men han kunne mærke, at hans bukser blev det ekstra stramme.

Da hun havde lagt sig under dynerne, trak han først sine støvler af, inden han rejste sig op fra stolen. Han trak sin skjorte over hovedet og løsnede derefter sit bælte. Han var dog ikke lige så påpasselig med sit tøj. Han lod det blot ligge på gulvet, så en tjener kunne samle det op for ham. Han trak sine bukser og braies af, og stillede sig i fodenden af sengen, så hun tydeligt kunne se ham i al hans pragt.

[Eiralys af Harise]

Hun kunne ikke lade være med at følge hans bevægelser, da han ligeledes klædte sig af. Der var ikke meget, som var så fantastisk at se på, som Hugo's overkrop. Desuden mærkede hun stadig en insisterende knude i mellemgulvet, fordi hun vidste, at hun om et øjeblik ville føle sig meget afvist eller meget glad. Og da han lod sine bukser falde, mærkede hun et insisterende, lettet smil bryde frem på sit ansigt. Han havde i den grad ikke afvist hende.

[Hugo af Harise]

Han satte hænderne i siderne og så ned på hende med et mørkt blik, der tydeligt afspejlede hans begær. Han kunne ikke skjule, at han havde lyst til sin egen hustru. Men han ønskede det bestemt heller ikke. Hun var hans. Med hud og hår. Han gjorde tegn til, at hun skulle komme ud af dynerne og hen til ham. "Kom her," sagde han og blev stående, mens han ventede på, at hun gjorde, som han sagde.

[Eiralys af Harise]

Han var tydeligt lysten efter hende. På trods af de mange dages dårlige stemning og på trods af deres skænderi og på trods af hans skuffelse over hende. Derfor rejste hun sig også med kun en let rødmen i kinderne af generthed og gik hen til ham. Selvom hun stod op i sengen var hun kun en smule højere end ham og inden hun nåede at tænke for meget over det, havde hun slynget armene om halsen på ham og kysset ham med en længsel og en glæde, som hun ikke kunne holde tilbage.

[Hugo af Harise]

Hun gjorde nøjagtigt det, som han havde tænkt at hun skulle gøre. Undtagen det med kysset. Han kunne mærke hendes længsel i kysset. Selvom han et eller andet sted også havde længtes efter hende, så var det ikke på samme måde. Det var hendes krop, og det den kunne give ham, som han længtes efter. Han gjorde hurtigt kysset krævende og grådigt. Han lagde sine arme omkring hendes spinkle krop. Han løftede hende op, så hun kunne lægge sine ben omkring hans liv. Han brummede af følelsen over at have hendes køn lige oven på hans manddom.

[Eiralys af Harise]

Han afviste hende stadig ikke og hun fortabte sig i hans omfavnelse. Hans kys var mere voldsomme, end hun kunne ønske sig, men de var der trods alt og hun lagde villigt sine ben omkring hans liv, da han løftede hende op. "Åh, hvor har jeg savnet dig," klynkede hun mellem kys og pressede sig hårdt ind til ham med både sine arme og ben.

[Hugo af Harise]

Han nikkede blot til hendes ord, ikke helt i stand til at kunne gengælde dem. Han havde trods alt blot savnet en kvindekrop. Han foretrak dog sin egen hustrus krop fremfor mange af de andre kvinders. Hendes var stadigvæk ung og uerfaren. Han trådte op i sengen til hende, og stillede sig i midten, inden han sænkede sig ned på knæ og lagde hende på sengen. "Skal vi så sørge for, at der kommer til at vokse en skøn lille hertug inde i din smukke krop?" Spurgte han og så ned i hendes lyse øjne.

[Eiralys af Harise]

Hendes hjerte smeltede, da han nikkede. Han havde savnet hende. På trods af hans opførsel, så havde han rent faktisk savnet hende og hun følte sig selv blive som smør i hans arme. Der var intet, hun ikke ville gøre for ham lige nu. Intet som helst.

Da han lagde hende ned på sengen løsnede hun sine ben fra hans liv og så op på ham med øjne fulde af kærlighed og længsel. "Ja, Hugo. Intet ville gøre mig lykkeligere."

*Tråd afsluttet*