Silende regn

[Sebela Almsted]

Kara Kulsvier
Den 20. november 526 M. T.

Fra Lysmagerens bod, havde Sebela godt set, at Kara havde søgt læ hos Væver-boden. Hun havde været lidt ærgerlig over det, for hun kunne godt lide at tale med Kara. Men hun måtte bare vente, til regnen var stilnet af. Dog kunne hun ikke lade være med at skotte derhen. Det var hendes kommende svigerinde, som Kara stod og talte med. Hun havde ikke selv ført mange samtaler med hende. Men det så ikke ud som om at den Kara førte var særlig behagelig.

Hun havde efterhånden kendt Kara et par måneder. Matti havde introduceret dem for hinanden, og for Karas søn Mikal. Den dejlige dreng. Derfor kunne hun nemt se, når den anden ikke var særlig glad. Så, da Kara forlod boden, smed Sebela det, som hun havde mellem hænderne og trak lidt op i kjolen, mens hun hurtigt fulgte efter. "Kara! Kara stop!"

[Kara Kulsvier]

Kara var ikke direkte vred. Kvinden havde jo ikke med ord udtrykket hvad Kara havde mistænkt hende for at tænke. Kvinden havde dog været uhøflig, og Kara var så træt af den slags mennesker, at det alligevel var endt med at hun havde forladt boden i dårligt humør.

Kara var nået et stykke, da hun pludselig hørte en velkendt stemme, der råbte hendes navn bag hende. “Sebela”, resolut havde hun drejet rundt, og bevægede sig i hurtige skridt hen mod Sebela, i en tydelig, bekymret mine. “Er alt som det skal være?”

[Sebela Almsted]

Hun havde i et kort øjeblik troet, at der var for meget larm på pladsen, til at Kara kunne høre hende. Men heldigvis, stoppede den anden op og vendte sig rundt. Hun sendte Kara et smil og stoppede op, mens hun forsøgte at få pusten igen. Hun havde endt med at løbe lidt til sidst.

"Hej Kara," sagde hun og rømmede sig let. "Jeg skulle lige til at spørge dig om det samme. Jeg så dig forlade Væver-boden med et mildest talt utilfreds ansigtsudtryk," hun så undersøgende på hende. "Hvad skete der?"

[Kara Kulsvier]

Kara så fortsat bekymret på hende, men hendes træk blødte op, da det gik op for hende at hun blot havde forsøgt at blive hørt i det store mylder af borgerlige. Selvom trækkene var blevet mildere, så rodfæstede der sig en rynke i panden på hende, da Sebela stillede sit næste spørgsmål.

“Åh, det”, startede hun ud, og fugtede sine læber, før hun sendte Sebela et forsikrende smil. “Det skal du ikke tænke på. Det var ingenting”, fortsatte hun, og ønskede ikke at belaste Sebela med den slags, når det eneste hun skulle fokusere på var hende og Mattis bryllup. “Brylluppet er lige om hjørnet nu. Er du ikke helt vildt spændt?”, spurgte hun og lyste op i et smil ved bare tanken om deres store dag.

[Sebela Almsted]

Hun så bekymret på Kara, da denne blot fejede det ind under gulvtæppet. Men hun ville ikke forfølge emnet, hvis Kara ikke brød sig om at tale om det. "Du skal bare sig til, hvis du vil tale om det," sagde hun og stak armen ind under Karas, mens de begyndte at gå igennem mylderet af mennesker.

Da emnet faldt på hendes kommende bryllupsdag med Matti, blev hun med det samme nervøs. "Spændt er måske ikke lige ordet," sagde hun og sænkede blikket. Bare tanken om, at skulle være midtpunktet, gjorde hende nervøs. "Matti har lovet, at det bliver et intimt bryllup hjemme i hans fars værksted," hun smilede til Kara. "Men jeg er glad for, at du vil hjælpe min mor, med at gøre mig klar."

[Kara Kulsvier]

Kara nikkede forsikrende en enkelt gang mere, før hun sendte et mildt smil afsted mod sin kære veninde. Det varmede at hun bekymrede sig, men det var under ingen omstændigheder, at hun ville snakke om det nu. Hun vidste Sebela ville blive påvirket af det og det ønskede hun ikke.

“Selvfølgelig vil jeg det”, sagde hun og gav Sebelas arm et klem. “Det er helt naturligt at være nervøs, Sebela. Det er en stor dag. Men I er så gode for hinanden. Matti vil kun det bedste for dig og han kommer til at gøre dig så lykkelig. Det ved du godt, ikke?”

[Sebela Almsted]

Hun var glad for, at Kara var helt sikker på, at alt var i den skønneste orden. Hun brød sig ikke om, at se sine nære være kede af det. Og selvom den unge Væver-datter var hendes kommende svigerinde, så tillod hun ikke denne, at behandle Kara dårligt.

Hvis hun ikke havde gået arm i arm med Kara, så havde hun vredet hænderne nervøst foran sig. Hun kunne ikke lade være, bare tanken om mange mennesker fik hende til at få det dårligt. Hun så på Kara og smilede, da hun tænkte på Matti. "Jeg er så glad for, at Matti kom ind i mit liv. Jeg troede aldrig, at jeg nogensinde ville finde en mand efter..." Hun sagde ikke sætningen færdig, da hun opdagede, hvad det var hun havde været ved at sige.

[Kara Kulsvier]

Kara var klar over at Sebela havde det svært i større selskab. Det var også derfor hun påtog sig en naturlig beskytterrole, hver gang hun var sammen med hende. Denne gang var ingen undtagelse, som hun trak hende tæt ind til sig, som de bevægede sig gennem den tætte mylder af mennesker, der også var begyndt at søge væk fra at være stået i læ.

“Efter.. hvad?”, spurgte hun undrende, og langt mindre forsigtigt end hun ville have gjort, hvis hun havde haft den mindste fornemmelse omkring hvad hun hentydede til.

[Sebela Almsted]

Hun undveg Karas blik med det samme, og kiggede i stedet ned på sine fødder, mens de gik. Hun anede ikke engang hvor de var på vej hen, men det var også ligegyldigt.

"Det... Ikke noget," sagde hun og vidste ikke, hvordan hun skulle forklare Kara, hvad der var sket. Kun Matti kendte til hele sandheden. Hun sank en klump i halsen. Kara havde været så god en veninde, og hun af alle havde fortjent at vide besked. "Jeg... Jeg blev overfaldet sidste år," hviskede hun og var ikke sikker på, at Kara havde hørt hende.

[Kara Kulsvier]

“Sebela..”, Kara frøs over Sebelas sidste ord, og tænkte slet ikke over at hun stoppede brat op et sted, hvor alle gik så tæt, at hun nemt risikerede at folk ville støde hårdt ind i dem. Alle var dog opmærksomme nok til at bevæge sig udenom, og da først hun var kommet sig over sit chok, trak hun dem da også blidt til side, så deres samtale ikke kunne blive hørt af hvilken som helst.

“Sebela”, sagde hun igen, og lod de blå øjne glide ned over hendes ansigt en enkelt gang, før de fandt hendes igen. “Det vidste jeg slet ikke”

[Sebela Almsted]

Hun var ikke forberedt på, at Kara standsede så brat op. Hun var næsten falde bagover, hvis det ikke var fordi hun strammede grebet om den unge pige. Hun fulgte uden et ord med, da Kara trak dem til side, så de stod i en gyde mellem to huse. Hun havde slået blikket ned og vred sine hænder nervøst foran sig. "Det er også kun Matti, der ved det," sagde hun. "Udover mine forældre naturligvis," ikke engang de mindste af hendes søskende anede noget om, hvad der var sket i gyden den nat. "Det er også derfor, at jeg ikke bryder mig om at gå ud efter mørkets frembrud."

[Kara Kulsvier]

Da først Kara kom sig over sin choktilstand blev hun vred. Rigtig vred, men hun gjorde sit bedste for at fortrænge de følelser, for Sebelas skyld.

“Det gør mig virkelig ondt, Sebela”, sagde hun i stedet, uden at vide hvad man overhovedet kunne sige til sådan noget. Hun havde ingen ord, så i stedet trak hun hende ind i et kram, der ikke var for hårdt så hun blev skræmt af deres tæthed, men nok til at hun kunne give hende en smule tryghed.

[Sebela Almsted]

Hun forsøgte at smile svagt. Kara kunne jo ikke gøre for, at Sebela var blevet overfaldet. Hun gengældte omfavnelsen, men trak sig hurtigt ud af den igen. Det var stadigvæk en mærkelig følelse, at være så tæt med et andet menneske.

"Heldigvis besvimede jeg," sagde hun lavmælt. "Så jeg kan ikke huske, hvad der rent faktisk skete," hun så op på Kara. Det var halvt om halvt sandt, men hun havde ikke lyst til at snakke om det, hun rent faktisk kunne huske. "Men Matti har hjulpet mig meget, og er meget kærlig overfor mig," hun rødmede over sine sidste ord.