Efter et bryllup

[Hugo af Harise]

Petranne af Meron

Hugo havde nydt at være tilbage i rundrejsens følge, efter at have været væk i en måneds tid på grund af sit eget bryllup. De havde været ret isoleret i Harise, fordi næsten alle adelige var med på rundrejsen, og derfor ikke havde været i stand til at deltage i brylluppet. Så der var en hel del nyheder, som han skulle følge op på. Og der skulle indgås alliancer blandt slægter og fremtidige børn.

Han havde forsøgt at undgå de mange unge adelige og ugifte piger, som havde fløjet rundt om ham inden, at han havde valgt sin forlovede. Men han vidste, at mange af dem var ulykkelige over, at han ikke havde valgt dem. I aften til maden, var det dog svært at undgå kvinderne. Og til sidst måtte han søge tilflugt alene ude i haven med et glas vin.

[Petranne af Meron]

Petranne af Linden var en kvinde der trivedes i rampelyset. Hun havde aldrig været typen, der blev overvældet af opmærksomheden fra sine beundrere. Hun svælgede i det. Petranne deltog i den ene samtale efter den anden, og lod i mellemtiden sit blik glide rundt på de fremmødte, mens hun overvejede sine muligheder. Udvalget af mænd her til aften var dog en smule skuffende, og de der ikke var, synes allerede at være forduftet fra selskabet - eller det ledige marked.

Med et glas vin i hånden søgte Petranne på et tidspunkt udenfor for at trække noget luft. Hun havde ikke stået derude længe, før hun fik øje på en adelig et stykke fra hende selv, en person hun ikke havde set i et godt stykke tid. “Deres Nåde. Hugo af Harise”, hilste hun i mørket i det hun kom tæt nok på hvor han stod. Hun lod sit blik diskret løbe ned over hans ansigt, før det fangede hans øjne. “Det er Dem, kan jeg se. Her gik jeg, og var helt begyndt at glemme, hvordan De så ud”, antydningen af et smil lurede i mundvigen.

[Hugo af Harise]

Han havde håbet på, at han ville have været alene udenfor, og at han lige kunne få lov til at trække noget frisk luft, inden han bevægede sig indenfor til kvinderne. Men, hans håb blev ret meget skudt i sænk, da en kvindelig stemme brød stilheden, og han drejede hovedet for at se ned på det lyshårede hoved, der havde henvendt sig til ham.

"Komtesse Petranne," hilste han tilbage, og løftede sit glas op til læberne. Han lagde godt mærke til hendes blik, der gled over ham. Han fik øjenkontakt til hende, og trak let på skuldrene over hendes ord. "Jeg har været travlt optaget. Et bryllup optager meget tid," sagde han. På den tid han havde været væk fra rundrejsen, havde han ladet sit skæg gro, der nu var blevet et fuldskæg. "Men jeg kan se, at De ligner dem selv, komtesse," der var en udfordrende tone i hans stemme, da han så ned på hende.

[Petranne af Meron]

Egentlig lignede han sig selv. På nær skægget, som var nyt, og som mindede hende om en hvis hertug. Det klædte ham, erkendte hun over for sig selv, før hans svar, fik hende til at smile svagt. “Forhåbentlig præcis, som De husker mig fra sidst vi så hinanden”, sagde hun i et ubestemmeligt smil, velvidende at det møde havde været et mindre offentligt sted end dette, og med væsentligt mindre tøj.

“Ja. Jeg har hørt den slags tager sin tid”, svarede hun neutralt, før hun langsomt løftede glasset op til sine læber, for at tage en lille tår. “Hvordan er ægtelivet? Er det som De altid har drømt om?”, spurgte hun, i en tone, der kunne tydes som morende, uden at hendes blik bekræftede det.

[Hugo af Harise]

Han nikkede. Hun havde ret. Der var ikke meget forandring at spore hos hende. Hun kom stadigvæk med små hentydninger til deres tidligere møder pakket ind i pæne ord. "Sidst jeg så Dem havde de vist ikke opsat hår," sagde han i en rolig tone, og lod sig ikke påvirke af hendes nærvær. Hun flirtede med ham, og det kunne han bestemt godt gå med på.

Han så ned på hende med et mørkt blik i sine øjne. "Jeg har skam aldrig drømt om ægtelivet," svarede han og trak let på skuldrene. "Men det har visse fordele at være gift," sagde han så. Såsom at der altid lå en kvinde i ens seng, som man havde krav på at tage, når man havde lyst til det. "Dog kan der være visse ting, som ikke kan sammenlignes," han så på hendes med et udfordrende blik.

[Petranne af Meron]

Hun betragtede Hugo med spillende øjne under de let hævede bryn. Hendes pegefinger kørte rundt i små cirkler på midten af glasset, ikke tydeligt, men heller ikke en handling hun forsøgte at skjule. Hun havde aldrig set Hugo som ægtemandstypen, og en snert af overraskelse havde derfor også ramt hende, da hun havde hørt om hans forlovelse.

Hans sidste svar fik hende til at trykke læberne underholdt sammen. “Såsom?”, spurgte hun, i en lige så udfordrende tone. Hendes smil var uskyldigt, men glimtet i det blå øjne alt andet.

[Hugo af Harise]

Han løftede sit glas endnu en gang og tog en tår af den krydrede vin, som han holdte meget af. Til hendes spørgsmål trak han let på skuldrene, som om det kedede ham at tale om det. "Der er en charme over det forbudte," sagde han og gengældte hendes blik.

Det havde skam været ganske underholdende, at være sammen med Petra. Selvom de bestemt ikke havde det samme forhold i sovekammeret, som han havde med sin hustru. Men de var også to forskellige kvinder. Og meget tiltalende begge to. "Går De selv i ægteskabstanker, kære Komtesse?"

[Petranne af Meron]

Med et smil lurende i den ene mundvig, hævede hun et enkelt øjenbryn en anelse over hans ord. Det var svært ikke at lægge noget i de ord han sagde, og hun trådte prøvende et skridt tættere på ham, stadig med et legende udtryk i sit blik, som også kunne spottes, så han godt nok efter.

“Det er ikke en ting der haster”, svarede hun ham, og drejede hovedet let på skrå, mens hun ingen problemer havde med at fange hans blik direkte. Hun drejede hovedet til siden, og tog en tår af sit glas, velvidende at det ville give en bedre udsigt til hendes kavalergang, uden at hun gjorde det tydeligt, at det var det der var hensigten. “Men hvis De har et forslag i tankerne, så lytter jeg gerne”, tilføjede hun prøvende og udfordrende. Hun var selv i stand til at udvælge de mænd der faldt i hendes interesse, men hun var nysgerrig efter at prøve Hugo lidt af.

[Hugo af Harise]

Han flyttede sig ikke, da hun trådte nærmere. Det var ikke hans ry, der ville blive plettet, hvis nogen lagde mærke til dem. Og Petra måtte selv være herre over sit eget ry. Han havde ikke tænkt sig at passe på det. Ligesom han ikke havde tænkt på det, inden han var blevet gift.

Den måde hun stod på, gav Hugo en udmærket udsigt over hendes krop. Men han kunne den i hovedet, og kendte den ud og ind. Han havde ikke brug for fantasi, for at forestille sig, hvordan hun så ud under kjolen. Det havde han virkelige mentale billeder til. "Et forslag? Til en ægtemand, eller noget andet?" Spurgte han og lod sig ikke hyle ud af hendes udfordrende opførsel.

[Petranne af Meron]

Petra var ingen dum kvinde, og mens hun udfordrende forsøgte at pirre Hugo, udelukkende fordi det morede hende, så sørgede hun også for at have et fuldt overblik over, hvor vidt andre kom og gik fra haven.

Petra drejede kroppen ud mod haven, så hun ikke længere stod front til Hugo, og tog en langsom tår af sit glas, før hun fugtede læberne. “Jeg er åben for alle forslag”, svarede hun ham, og lod ganske kort de blå øjne skæve hen på ham, før de blev rettet ud mod haven igen. Antydningen af et prøvende smil lurede tydeligt i mundvigen på hende.

[Hugo af Harise]

Han var en voksen mand, der var velbevandret i at have flirtende samtaler med kvinder. Han havde trods alt været en del af spillet, siden han for mange år siden blev uddannet ridder. Og han vidste godt, hvad Petra var ude på. Men han var ikke en, der tabte sin besindelse. Han havde masser af selvkontrol. Og selvtillid.

Han løftede det ene øjenbryn over hendes svar, men det kom ikke bag på ham. Petra var en kvinde, der helt bestemt havde sine holdninger til, hvordan tingene skulle være. "Må jeg så foreslå en tur rundt i haven?" Han løftede sit blik fra hende og rettede det ud over den udsigt, som blev gemt i efterårsmørket.

[Petranne af Meron]

Petra kunne være en besidderisk kvinde, og det havde derfor ærgret hende en smule, da hun havde mistet et af sine gode trofæer, til en noget - efter hendes mening - ordinær komtesse. Det havde dog ikke ærgret hende mere, end at hun hurtigt havde fundet noget nyt at lege med, men nu hvor han stod foran hende, kunne hun ikke lade vær med at overveje, hvor investeret og dedikeret han mon var til sit nye ægteskab.

Hans spørgsmål kom ikke bag på hende. Faktisk havde det været ventet, og hun lod først sit blik glide søgende rundt, før det mødte Grevens igen, da hun havde sikret sig at der ingen fare lå i det svar hun var på vej til at give ham; “En lille tur skader vist ikke”, svarede hun, før hun gjorde anledning til, at han bare kunne vise vej.

[Hugo af Harise]

For Hugo var følelser noget, som kvinder havde. Og han vidste, at hans hustru elskede ham. Men han elskede ingen, kun sit eget len. Eiralys var et middel til at forhøje sin egen status i samfundet, hun var hertugarving, og hans egen søn ville en dag arve hertugdømmet. Mens hans anden søn ville arve Harise. Han så det derfor ikke som en forbrydelse, at bruge lidt tid sammen med Petra. De gjorde jo intet forkert.

Han nikkede, da hun svarede ham, og begyndte at gå væk fra dørene, der ledte ind til salen. Væk fra lyset og lydene af mennesker. Han bød hende ikke sin arm før, at de var alene, og ikke kunne ses af andre. "Jeg hører, at de har haft travlt, mens jeg har været væk fra rundrejsen," sagde han og tænkte på de rygter, der svirrede omkring den unge komtesse.

[Petranne af Meron]

Petra fulgte roligt efter Hugo i det han begyndte at bevæge sig væk fra alt larmen. Et tilfreds smil fik lov til at lure kort i hendes mundvige, før det falmede, i det hun kom op på siden af ham. Et klædeligt smil fandt om hendes læber da han tilbød hende sin arm, og lige så flygtigt lod hun sin hånd hvile om den, i det de fortsætte deres tur rundt i haven.

“De kender mig. Jeg er ikke en kvinde, der bryder sig om at kede sig”, svarede hun ham, uden at virke den mindste påvirket af de rygter, som han tydeligvis hentydede til. Der var rygter om alle adelige. En kamp, der ikke blev drevet af ordene eller andres handlinger; men rygter som derimod blev næret af det sind, som gav rygterne betydning. Hvad angik Petra, så lod hun sig ikke påvirke over for de ætsende syrer der kom fra munden af giftige mennesker. 

“Så vidt jeg husker plejede De at være på samme måde. Men en af fordelene ved Deres ægteskab er måske, at Deres tilværelse er blevet mere .. Rolig?”, spurgte hun, med et drillende glimt skjult inde bag de blå øjne. Ægteskabet havde været en nødvendighed for Hugo, men bestemt ikke noget han havde set frem til. Det vidste hun.

[Hugo af Harise]

Det var sandt. Han vidste, at hun hadede hvis ting blev for trivielle eller vaner. Og det gjorde han sådan set også selv. Men han var også en mand, der lagde meget vægt på gamle traditioner. Og selvom han måske havde fjollet rundt med Petra, så havde han aldrig haft planer om at gifte sig med hende. Han ville udelukkende have en , der var uskyldig og uerfaren. Selvom han lige så godt kunne lide erfarne kvinder.

Han trak på skuldrene over hendes ord. Han lænede sig lidt ind mod hende, og det trak let i hans mundvige. "Jeg troede De kendte mig bedre end det, komtesse," sagde han med sin mund ganske tæt ved hendes ene øre. Han kunne godt lide sin hustru, men der var jo så mange unge fisk i havet. Og han var jo blot en mand.