Aftenmøde [R]

[Phillip af Lyngvig]

Falda af Kongsborg

De var tilbage i Corus og Phillip var ganske godt tilfreds med at kunne ligge i sin egen seng om natten og at have sit eget tag over hovedet. Han glædede sig stadig, til de skulle videre, for denne gang gik rundrejsen hjemover og det var altid dejligt at komme hjem.

Men der var nu også en anden grund til, at han glædede sig. Der var nemlig en vis ung baronesse, som stadig manglede hans opmærksomhed og han gav sig ud for at se, om han ikke kunne finde hende. 

[Falda af Kongsborg]

At være tilbage i Corus var for Falda rart. Hun kunne sove i en rigtig seng, og havde knap så ondt i ryggen, som hun havde haft de sidste par uger. Men det betød også, at hun mange aftener var alene hjemme, fordi Teron befandt sig et andet sted. Hvor han helt præcist var, det bekymrede hun sig ikke om. Det måtte være hans egen sag.

Hun sad inde i stuen, da en tjener meldte, at Junker Philip stod udenfor. Hun gav straks besked på, at tjeneren viste ham indenfor. Hun rejste sig op fra sin siddende stilling, så hun kunne tage imod ham efter etikettens regler.

[Phillip af Lyngvig]

Phillip havde egentlig spurgt den tjener, som åbnede døren, om Baron Teron var hjemme. Han havde fundet på en undskyldning til et samtaleemne, som han ville have brugt, hvis det skulle vise sig, at det var han, men da tjeneren fortalte, at Baronen desværre ikke var hjemme, spurgte han i stedet efter Baronessen.

Han trådte ind i stuen og sendte hende et udfordrende, omend venligt smil. Han var ikke spor sikker på, at hun ville være glad for at se ham. Hun kunne jo risikere at være kommet til fornuft siden sidst. "Godaften, Deres Excellence."

[Falda af Kongsborg]

Hun havde bestemt ikke forventet at se junkeren igen, ikke før de rejste fra Corus med rundrejsen og satte kursen mod Jesla. Så det var noget af en overraskelse, at han nu stod i døren ind til hendes stue. Hendes hjerte slog lidt hurtigere end normalt, og hun bøjede hovedet, mens hun nejede som hilsen til ham.

Hun smilede til ham, og rødmede ganske let i kinderne, da hun så tydeligt huskede en aften ude ved klipperne. "Godaften Junker, sikke en behagelig overraskelse," sagde hun og slog ud med armen mod en stol ved siden af hendes. "Vil De ikke sidde ned?"

[Phillip af Lyngvig]

"Meget gerne." Han så efter tjeneren, som hentede vin og glas fra et bord i hjørnet og satte dem på bordet ved siden af Falda og så trak sig tilbage. Selv satte han sig hen i stolen, som var ganske nær ved baronessen i stedet for på den anden side af bordet. "Ja undskyld, at jeg kommer uanmeldt. Jeg fik bare lyst til at se dig." Han tog hendes hånd uden at forsøge at lade som om, den anden aften ikke var sket. Det var der ingen grund til. Hvis hun ønskede at glemme det, var det bedst at finde ud af nu. Og hvis ikke, så gad han ikke hoppe igennem de samme ringe endnu engang.

[Falda af Kongsborg]

Hun lagde sit sytøj væk, da hun jo nu havde fået gæster. Så satte hun sig i stolen igen, mens hun ventede på, at tjeneren fik skænket op til dem. Da tjeneren forlod lokalet, så hun op på junkeren, og sendte ham et varmt smil. Følelsen af hans hånd omkring sin, fik en kuldegysning til at glide ned langs hendes rygsøjle, og hun rødmede igen over den ømme berøring. "Det gør intet, du er velkommen her," sagde hun, og tænkte slet ikke på, at Teron kunne komme hjem på et hvilket som helst tidspunkt. Hendes fulde fokus var nu på Philip. "Jeg håber, at du havde en god rejse her til Corus?" Hun kunne ikke undgå at være påvirket af hans tilstedeværelse, og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle gribe det an.

[Phillip af Lyngvig]

Hun trak ikke hånden til sig og han drejede sig lidt i stolen, så han kunne lægge sin anden hånd oven på den, han allerede holdt uden at det var akavet. "Det er jeg glad for, at du siger." Hans ord var ladede med noget andet end almindelig høflighed og han smilede til hende.

"Min rejse var såmænd ganske behagelig. Jeg tog tilbudet om at tage den sidste del af rejsen med båd. Jeg er jo vokset op ved havet og engang imellem savner jeg det noget så frygteligt." Han smilede igen og aede hende hånd en lille smule.

[Falda af Kongsborg]

Hun vidste godt, at hendes opførsel overfor den lidt yngre junker, var højst uacceptabel, og specielt i hendes eget hjem. Men noget drev hende frem, og lod ham holde hendes hånd i hans egne. Hun så på ham ved hans ord, og fornemmede, at de dækkede over noget mere. Han havde heller ikke fortrudt deres møde sidst.

Hun lyttede til hans ord og smilede til ham, mens en let skælven gik igennem hendes krop, da han ganske let kærtegnede hendes hånd. Den frie hånd lagde hun på sin bulende mave. "Jeg tog ad landvejen, jeg bliver så nemt søsyg for tiden," sagde hun og drejede sin krop lidt mere mod hans.

[Phillip af Lyngvig]

Han fortsatte med at kærtegne hendes hånd og blev belønnet med en let skælven. Han lyttede til hendes forklaring og sendte hende et let smil. "Det er ganske forståeligt." Han lagde en hånd mod hendes kind og lænede sig lidt frem mod hende, uden at det dog ville ligne, at han var ved at kysse hende. "Jeg håbede på at finde dig alene i aften." Han var klar over, at han gik aggresivt frem, men hun gav ham ikke grund til andet. "Håbede at kunne holde dig som den anden aften?"

[Falda af Kongsborg]

Hun sank en klump i halsen, og kørte en beroligende hånd over maven. Ikke så meget for barnets skyld, men mest for hendes egen. Han var en smule intimiderende, og han fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere, for hver gang han strøg hendes hånd. Hun flyttede sig ikke, da han lænede sig ind mod hende, hun så ingen grund til dette. Hun havde i hemmelighed ønsket at mærke hans kærtegn igen, men havde forsøgt at undertrykke trangen. "Og det lykkedes for dig," sagde hun og rødmede kraftigt ved hans ord. "Det er svært, så længe vi sidder ned," sagde hun åndeløst, og afviste ikke ønsket.

[Phillip af Lyngvig]

Han smilede lidt til hendes ord og kom næsten til at grine. "Jeg kender ikke forholdene i dit hus. Risikerer vi at blive forstyrrede?" Han havde intet ønske om at plette hendes ry. Ønskede bare at give sig selv og hende tilfredsstillelse. Og at have tilfredsstillelsen i at fortælle sin grandkusine, at han havde haft ret. Han smilede for sig selv og aede hendes kind igen.

[Falda af Kongsborg]

Hans ord fik hende til at skæve over mod døren, der førte ud til den store entre. Hun vidste, at Teron hvert øjeblik det skulle være, kunne komme hjem. Hun fugtede sine læber, inden hun drejede hovedet og så på ham igen. "Det gør vi ja. Jeg ved ikke, hvornår Teron kommer hjem," hun slog blikket ned, og var lige pludselig meget bevidst om, hvad det var hun foretog sig. Men hun ville ikke stoppe. Kunne ikke stoppe. Hvis de blev opdaget af Teron, anede hun slet ikke, hvad der ville ske. Men hun kunne ikke forestille sig, at det blev særlig kønt.

[Phillip af Lyngvig]

Han nikkede roligt. Egentlig havde han ikke forestillet sig andet. "Hvis du har lyst..." Han lod det hænge et øjeblik og smilede så skævt. "Så kunne vi gå til min families hus? Der er kun mig og mine tjenestefolk. Og de forstyrrer ikke." Hans smil blev bredere til sidst og han blinkede til hende med et lille glimt i øjet.

[Falda af Kongsborg]

Følelsen af, at hun var ved at gøre noget meget forbudt, var overvældende. Hun vidste, at Teron ofte gjorde det, men hun havde alligevel valgt at gifte sig med ham. Hun sank en klump i halsen og nikkede ganske forsigtigt. Hun havde altid gjort, hvad der blev forventet af hende. Hun rejste sig langsomt op fra sin siddende position i stolen. ”Lad os tage hjem til dig,” var hendes korte svar, mens hun mærkede et mærkeligt sug i maven.

[Phillip af Lyngvig]

Han smilede og rejste sig op med en hånd udstrakt mod hende. "Så lad os det." Han hjalp hende op at stå og trak hende ind til en kort omfavnelse og et kys. "Tror du ikke, at det er bedst, hvis vi ikke går sammen?" Han så på hende med spørgende øjne, mens han mentalt tænkte over de forholdsregler, de var nødt til at tage for at undgå opdagelse.