Sidste alenetid [R]

[Eiralys af Harise]

Hugo af Harise

Lys havde endt med at nyde de sidste dage, de havde sammen på Harise meget mere, end hun havde troet muligt. Hun var kommet sig lidt mere over sin generthed omkring at være sammen med ham i sengen og hun følte sig ret sikker på, at han havde det godt med det. Ikke at han sagde ret meget om emnet.

Nu var de i Corus og hun mærkede en lille nervøs følelse i maven over at skulle slutte sig til rundrejsefølget igen. På Harise havde det været let at glemme resten af verden. Og nu det var ikke længere en mulighed. Denne aften forsøgte hun at få tankerne på afstand med broderi i slægten Harise's hus i Højager. Hun sad alene i stuen, da døren gik op.

[Hugo af Harise]

Hugo havde ikke tilbragt mange timer i familiens hus i Højager. Han havde været ude det meste af dagen, og havde stort set kun været hjemme til morgenmaden og ganske få gange ellers i løbet af dagen. Frokost og aftensmad havde Lys måtte spise alene.

Men hans arbejde som lensoverhoved stoppede ikke bare, fordi man rejste til Corus. Her var det blot andre pligter, som han måtte udføre. Og så et lille smut forbi guldsmeden. Det var deres sidste dag helt alene, inden rundrejsen ville ramme Corus, og lade Højager vrimle med mennesker igen. Selvom han ikke var typen der viste følelser, så kunne han alligevel godt vise Lys, at han satte pris på hendes større engagement i sovekammeret.

Han var netop ankommet til huset, bærende på en lille pakke, da han gik ind i stuen, hvor Lys sad og broderede et eller andet kvindeligt og ligegyldigt. "Lys," brummede han og rankede sig, da døren blev lukket bag ham.

[Eiralys af Harise]

Hun så op og smilede forsigtigt til sin mand, men nåede ikke at sige noget, inden hun glippede overrasket med øjnene over hans tiltale af hende. Han havde altid kaldt hende ved hendes fulde navn. Det føltes.. Intimt.. Varmt på én eller anden måde.

Hun trak vejret en enkelt gang, inden hun svarede med et lavmælt; "Ja?" Hun havde følt sig ensom i løbet af dagen og var glad for at se ham igen.

[Hugo af Harise]

Han gik hen ved siden af hende, og satte sig på armlænet af den lænestol, som hun havde sat sig i. Han lugtede stadigvæk af den friske aftenluft udenfor, og han sendte hende et svagt smil, inden han lod sin hånd glide ned i sin ene lomme. Han trak en lille pakke op, der var nydeligt pyntet med en sløjfe. "Denne her til dig, min Grevinde," sagde han med dyb stemme, og rakte pakken frem til hende. "Jeg vil have, at du skal bære den til hver banket fremover," hans ord afslørede ikke særlig meget om, hvad indholdet i pakken var.

[Eiralys af Harise]

Hun rykkede sig helt automatisk lidt til siden, så han havde mere plads på armlænet og fik sig samtidig vinklet lidt ind mod ham. Det var trygt at have ham så tæt på. Hun følte sig aldrig tryggere, end når han var i nærheden.

Hun klemte lårene lidt tættere sammen ved hans ord og hun smilede overrasket over den lille pakke. Hun havde lyst til at spørge, om han virkelig havde købt den til hende, men hun vidste, at han ikke brød sig om, når hun spurgte om indlysende ting. Hun havde bare svært ved at tro det. Hun så op på ham med spænding i blikket, som hun løsnede indpakningen og hun gispede overvældet, da en lille guldmedaljon faldt ud i hænderne på hende. "Åh Hugo. Den er.. Den er perfekt!"

[Hugo af Harise]

Han så ned på hende, og elskede altid at være placeret lidt højere oppe end hende, så han kunne se hele hendes krop. Den krop, som han brændte efter, hver gang han så den. Han rømmede sig lidt, og fokuserede i stedet for hendes hænder, da hun pakkede medaljonen ud. Hendes ord fik et skævt smil frem på hans læber, der snart var skjult i hans mørke fuldskæg, som han havde ladet gro siden deres bryllupsdag. "Du kan altså lide den? Her, lad mig give dig den på," sagde han og løftede den op fra hendes hænder. "Vend ryggen til mig," det var en af de få gange, hvor hans ønske ikke blev sagt som en ordre, men mere en opfordring.

[Eiralys af Harise]

Hun så op i hans og fangede også det lille smil, som et kort sekund viste sig på hans ansigt og en varm følelse bredte sig i hele hendes krop. "Hugo.. Jeg elsker den." Stemmen var lille og spag, men hun smilede næsten lykkeligt op til ham og tøvede ikke med at rykke rundt på sædet igen, så hun fik ryggen til ham og hun samlede sit tykke hår mellem sine hænder og førte det over den ene skulder, så hendes nakke var fri. Hun skælvede en lille smule bare ved tanken om hans hænder mod sin hud om et øjeblik.

[Hugo af Harise]

Han ventede på, at hun drejede kroppen, og vendte ryggen til ham. Da hun blottede sin nakke, følte han en trang til at lade sine læber mærke hendes bløde hud, men han holdt den tilbage. I stedet løsnede han låsen på kæden, og lagde den om hendes hals. Han var meget bevidst om, at lade sine hænder stryge hendes hud ganske blidt, da han låste kæden om hendes hals. Bagefter lagde han sine hænder på hendes skuldre. "Den klæder dig," sagde han, og lænede sig lidt frem, så han over hendes skulder kunne se medaljonen, og en hel del mere. Han kunne ikke lade være med at drille hende lidt, og endte alligevel med at lade et blidt kys ramme hendes nakke.

[Eiralys af Harise]

Hun så ned, da han låste medaljonen fast og hun mærkede en dyb lykke indkapsle hende, mens hun så ned på det smukke smykke. "Hugo, jeg.." Hun vidste ærligt talt ikke, hvad hun ville sige. Hun ville gerne vise ham, hvor meget han betød for hende, men den ene gang, hun havde fortalt ham, at hun elskede ham, havde han ikke været i stand til at sige det tilbage og hun ville ikke presse ham. Hun endte med slet ikke at sige mere, men sukkede bare og skælvede, da hun mærkede hans læber mod sin nakke.

[Hugo af Harise]

Han lod sine hænder glide ned over hendes skuldre, og ned langs hendes arme. Så lagde han sine arme omkring hendes spinkle liv, mens han lod sine læber vandre fra kjolens kant ved nakken og op til hendes øreflip. Han kyssede hendes sensitive hud lige under øreflippen. "Har du nogen planer for i aften?" Spurgte han brummende og lænede sig tilbage igen, mens han slap sit tag om hendes liv. Han havde ikke selv nogen planer for resten af aftenen, eller natten for den sags skyld.

[Eiralys af Harise]

Hun sad mere eller mindre uden at røre på sig og forsøgte bare at absorbere hans kærtegn. Rumme dem, men det var næsten umuligt. "Jeg skal ingenting." Hun smilede for sig selv, men kunne ikke trække vejret helt ned i lungerne. "Jeg er din så længe, du ønsker det." Og det var præcis sandheden. Hun ønskede intet andet end at være sammen med ham, især efter den smukke gave, som hun tolkede alle de følelser, han ikke havde givet udtryk for ned i.

[Hugo af Harise]

Han rejste sig op fra armlænet på lænestolen, vendte sig rundt og så ned på hende. I det mindste var hunbegyndt at tale til ham, når han stillede spørgsmål, og hun svarede ikke længere blot ved at ryste på hovedet eller nikke. "Du er min i al evighed," rettede han hende. De var gift, og han kunne gøre lige nøjagtig hvad han havde lyst til med hende. Han rakte en hånd ud til hende, så han kunne hjælpe hende op af stolen. "Har du egentlig haft en god dag?" Spurgte han og havde egentlig ikke den fjerneste idé om, hvad hun havde foretaget sig, mens han ikke havde været hjemme.

[Eiralys af Harise]

Hun mærkede sit hjerte udvide sig i lykke endnu engang, da han klarificerede hendes ord. Og hun var mere end lykkelig over, at han lod hende vide, at de hørte sammen for evigt. Hun rejste sig op og lagde sine arme omkring livet på ham. Noget hun ikke ville have turdet for en måned siden og lod sit ansigt hvile mod hans bryst. "Ja, den var god. Men den er lige blevet bedre." Hun trak ansigtet tilbage og så op på ham med et smil, mens hun håbede meget på, at han ville kysse hende.

[Hugo af Harise]

Han ville have bevæget sig hen mod døren, men da Lys lagde armene omkring hans liv, blev det umuligt for ham at bevæge sig. I stedet blev han blot stående, og lagde sine arme omkring hende liv. Kjolen var en af de nye, som hun havde fået lavet, mens de havde boet på borgen i Harise. Som grevinde kunne hun ikke bevæge sig rundt i de kjoler hun havde brugt som komtesse. Han så ned på hende, da hun svarede på hans spørgsmål, og han nikkede blot. Han vidste godt, hvilke følelser hun havde for ham. I stedet for at sige noget til hende, bøjede han sig ned og lagde sine læber mod hendes.

[Eiralys af Harise]

Hendes hænder fandt om på hans mave og hendes fingre knugede sig let sammen om hans skjorte, mens hun klynkede en lille smule af længsel. Hun stod på tæer for at komme så ham så meget i møde som muligt. Hun havde brug for at mærke hans kærtegn. Mærke hans kærlighed. Men det var ikke op til hende at tage det første skridt og det havde hun det helt fint med for øjeblikket.