Bægeret der flød over [R]

[Amos Søfarer]

Han slap, da hun bad om det, og han selv var sikker på, at hun var faldet lidt ned igen. Han trådte også et skridt tilbage - bare for en sikkerheds skyld. Han smilede ikke, som han havde lyst til. Hun havde tydeligvis forstået hans budskab, men han havde ikke lyst til at bringe hende i defensiven ved at smile af hende. Lod hende bare tænke tingene igennem uden at sige noget, mens han satte sig tilbage i sin stol og tømte resten af romglasset.

[Serena Løveklo]

Serena ømmede sig ikke da Amos trådte tilbage. Hun var alt for stolt, men hun fyldte hørligt lungerne med luft mens hun rankede sig og sendte ham et svidende blik, mere af princip end fordi hun stadig var ligeså hidsig som før.

Hun blev stående en stund og bare så på ham, mens tankerne tumlede rundt i hovedet på hende. Udfordre slynglernes dronning. Det var ikke bare en lille ting "Og hvis jeg udfordrede hende." hun havde ikke tilbragt hele sit liv blandt slynglerne og havde måske ikke været interesseret nok i deres uskrevne regler i den tid hun havde delt seng med Amos "Hvis jeg vinder. Hvad så?" det lå slet ikke i hendes natur at overveje hun kunne tabe. Hvis man først gjorde det, var man næsten sikker på netop at gøre det.

[Amos Søfarer]

Han drejede det lille glas imellem sine fingre uden at se på hende. "Hvis du vinder... Bliver du tyvenes dronning... Du vil bestemme over alle de blomster, som følger Slyngelen - mig," Han pegede på sig selv og et drillende smil spillede om hans læber. "Og vil kunne forlange komplekt respekt fra alle slynglerne i Corus og Tortall.."

Han trak på skuldrene og så på hende igen. "Det er selvfølgelig, hvis du vinder."

[Serena Løveklo]

Serena kneb øjnene lidt sammen og betragtede ham igen et langt øjeblik. Så lagde hun armene trodsigt over kors og trak på skuldrene "Hvis ikke du troede jeg kunne vinde, ville du aldrig have bragt det op. Ville du?" det sitrede svagt i hendes mundvige og den sidste vrede opløstes. Hun var stadig irriteret på ham, men det gik der næsten ikke en dag hvor hun ikke var - af den ene eller den anden grund.

[Amos Søfarer]

Han rakte ud efter flasken og hældte op i sit glas igen. Han hældte ikke op til hende. Han vidste, at hun ikke var meget for de stærke drikke og at hun ville spørge eller selv tage, hvis hun mente, hun havde brug for et glas.

Han smilede lidt til hende i stedet for at ryste på hovedet. "Hvor godt kender du mig efterhånden?" Spørgsmålet var retorisk, for hun kendte ham faktisk ret godt.

[Serena Løveklo]

Serena trak nonchalant på skuldrene, men det trak igen i hendes mundvige "Bedre end du selv ved." svarede hun roligt, uden selv at tænke over, hvor hurtigt hendes sindsstemninger havde det med at skifte.

Hun stod et øjeblik endnu før hun lod armene falde og nærmede sig bordet igen, gik omkring det og smøg sig ind mellem bordet og stolen han sad i, så hun stod lige foran ham "Var det din plan fra starten?" hun satte sig på kanten af bordet og lukkede hænderne om samme. Hovedet gled lidt på sned og det løse, mørke hår faldt til siden mens hun betragtede ham afventende.

[Amos Søfarer]

Han fulgte hendes fremfærd med løftet øjenbryn og et skævt smil. Da hun satte sig på bordet foran ham, rejste han sig og stillede sig ind mellem hendes ben, mens han lagde sine hænder på hendes liv. "Det var min idé hele tiden ja." Han lænede sig frem og kyssede hendes kraveben med rolige bevægelser. "En egentlig plan blev det først, da jeg begyndte at træne dig og fik bevis for, at du ikke var en total fiasko med et våben i hånden."

[Serena Løveklo]

Denne gang var der ingen modvilje da hans hænder lagde sig mod hendes smalle midje, tværtimod sendte hun ham et blik, der tydeligt opfordrede ham til at fortsætte "Og hvis jeg havde været en fiasko?" en slank hånd gled op over hans ene arm , følgende de veltrænede muskler under skjorten mens hun betragtede ham afventende igen med et udfordrende blik "Hvad ville du så have gjort?"

[Amos Søfarer]

Han lod sine hænder følge hendes sider op og siden ind over hendes fyldige bryster. "Ærligt talt, så overvejede jeg aldrig rigtigt den mulighed. Jeg har altid vidst, at du var stærk. Og at du ikke befandt dig godt med at tage ordrer fra andre." 'Ikke andre end mig i hvert fald,' tænkte han ved sig selv. "Fortæl mig, at jeg tog fejl?" Hans tone var drillende, og han kyssede hendes hals under øret, mens han ventede.

[Serena Løveklo]

Serena slap ikke hans ansigt med blikket selvom de vandrende hænder var svagt distraherende. Hun var kun menneskelig og smiger var altid virksomt - især når den kom fra ham. Hun hævede et øjenbryn og fnøs over hans konstatering, uden dog at sige ham imod "Aldrig." svarede hun uden tøven mens hovedet gled lidt mere på skrå for at give hans læber bedre plads mod sin hals "Og heller ikke at du havde ret. Det stiger dig bare til hovedet." tilføjede hun, snoede begge ben omkring hans og trak ham tættere på mens hendes blik igen fandt han.

[Amos Søfarer]

Han smilede ind mod hendes hals og det kunne hun sikkert mærke. "Jeg kan nu godt lide, når noget stiger mig til hovedet." Hans tone var drillende og han pressede sig lidt ind mod hende for at gøre klart, hvilket hoved han talte om. Han lænede sig ind mod hende, så hun endte med at ligge på bordet med ham ind over sig. "Desuden skal jeg nok sørge for, at det ikke stiger dig for meget til hovedet, når du bliver Dronning." Det sidste ord blev efterfulgt af, at han stødte mod hende, som han ville have gjort, hvis de elskede med hinanden.

[Serena Løveklo]

Serena fnøs igen, men et frækt smil blev ved at spille på hendes læber, også da hun blev nødt til at slippe bordkanten og lægge sig tilbage på albuerne "Når?" hun hævede et øjenbryn udfordrende og lagde så nakken tilbage, mens et lavmælt, nydende udbrud gled over hendes let adskilte læber. Mest af alt var det et tungt suk, med lyd på, men det var ikke til at misforstå. Altid, uanset hvilket humør hun ellers var i, reagerede hendes krop prompte på ham.

[Amos Søfarer]

Han kyssede hendes bryst igen og hev lidt ned i den allerede dybe udskæring, så han kunne komme til at kysse hendes bryster noget mere. "Mhm." Han bevægede sig op og kyssede hendes øre, inden han bed let i det. "Man skal altid tro på sin egen sejr, ikke sandt?"

I et hurtigt tag havde han løftet hende op og lagt hende på gulvet med sig selv over i stedet for. "Desuden ville jeg slet ikke kunne klare, hvis du tabte." Ordene var usædvanligt blide, som han førte lidt af hendes hår væk fra hendes ansigt.

[Serena Løveklo]

Hun åndede tungt under hans kærtegn og smilede selvsikkert "Hvis ikke man tror på sig selv, er der heller ingen andre der gør." svarede hun ham, før hun lagde armene om halsen på ham da hun blev løftet. Hvorfor gulvet var bedre end bordet stillede hun ikke spørgsmålstegn ved,

Hun løsnede ikke benene der stadig var snoet omkring han, men slap ham med armene og lagde dem i stedet dovent over hovedet. På den måde blotlagde hun også sin egen overkrop på en ganske flatterende måde. Gamle vaner var svære at lægge fra sig og det sad dybt i hende, altid at fremstå både uopnåelig og udfordrende "Så du skulle leve med skammen over ikke at have trænet en værdig modstander?"

[Amos Søfarer]

For en gangs skyld kunne han ikke opretholde den drillende facade, men så bare på hende et langt øjeblik, inden et meget kort og rådt "nej," forlod hans læber. Nej, det var absolut ikke skammen, han ikke ville kunne leve med. Hans bevægelser blev pludselig hurtigere og havde måske en snert af noget desperat over sig, da han begyndte at løsne snørerne i hendes kjole. Han ville have hende. Og han ville have hende lige nu. Havde brug for det.