Kender jeg ikke dig?

[Annalyn Tømrer]

Annalyn smilede beklemt uden at kunne ryste den skyldige følelse helt af sig. Selvfølgelig var det ikke hendes skyld, men det forhindrede hende ikke i at ønske hun kunne gøre noget.

Hun nikkede og blev siddende med hænderne samlet i skødet ”Jeg har det godt. Jeg kom hjem igen.” bekræftede hun og et lille, forsigtigt smil fik smilehullerne på hendes kinder til at vise sig mens hun skævede op til ham igen. Hun havde lyst til at spørge hvorfor han ikke selv var taget hjem, men hun havde på fornemmelsen, at han ikke ville give hende svaret, og hvis han gjorde, ville hun næppe bryde sig om det ”Det her er kroen jeg fortalte dig om.” tilføjede hun, selvom det ville være åbenlyst. Hun betragtede ham stjålent og kunne stadig ikke helt kende ham, men så alligevel. Bag alt skidtet og skægget og håret, var der et par øjne hun genkendte.

[Owen Tømrer]

Han nikkede til hendes ord og forstod præcis, hvad hun mente. For selvom hans liv aldrig havde været værre, så var han stadig sluppet heldigere fra krigen, end flere af de kammerater, han havde fået i Rodlund. Og tanken om dem var det eneste, som stoppede ham fra at gøre noget drastisk, når alting blev for meget.

"Ja, det kan jeg næsten tænke mig." Han var færdig med stuvningen og ville gerne væk. Det var kun et spørgsmål om tid, inden emnet ville falde tilbage på ham og han gjorde hende sikkert også ilde til mode. "Tak for maden. Jeg må hellere gå nu." Han rakte skålen tilbage imod hende, mens han rejste sig op og ihærdigt forsøgte at skjule, hvor ondt det gjorde.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn smilede igen kort, men kunne ikke rigtigt få det til at holde ved så længe hun ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige før han brød den trykkede stilhed kort efter og hun tog imod skålen mens hun åbnede munden for at sige noget. En trækning på hans ansigt da han rejste sig fik hende til at rynke brynene og kaste et blik ned mod det ben hun selv havde kæmpet for at bekæmpe infektionen i ”Vent et øjeblik.” bad hun og rejste sig selv.

Hun forsvandt ind i køkkenet igen og kom kort efter ud med en lille bylt som hun rakte ham med et smil, der stadig var forsigtigt, men denne gang ægte nok ”Det er ikke meget, men..” hun havde ret. Et stykke brød og en humpel ost, som hun senere ikke selv ville spise ”Driller det dig meget?” forsatte hun, selvom hun egentligt havde besluttet ikke at spørge ”Benet.” hun nikkede nedefter med let rynkede bryn. Hun havde ikke oplevet hvad hun havde i krigen for at kunne vende det blinde øje til nogen hun måske kunne hjælpe.

[Owen Tømrer]

Han ventede, som hun havde bedt ham om, men bekæmpede hele tiden trangen til bare at gå sin vej, så han slap for at se medlidenheden i hendes øjne igen. Det havde han ikke brug for. Men erfaringen fortalte ham, at hun var gået ind efter mere mad og det kunne han ikke sige nej til.

Og sandt som solen, dukkede hun op med en lille bylt, som han taknemmeligt tog imod. "Mange tak." Der var mange følelser i de to ord, men de var væk igen, da talen faldt på hans ben. "Fra tid til anden," løj han med en skuldertrækning. Han ønskede ikke at se svagere ud, end han allerede gjorde.

[Annalyn Tømrer]

Annalyn behøvede ikke kunne læse tanker for at vide han underdrev. Hun havde set alt for mange mænd spille tapre og være for stolte til at indrømme når de havde ondt. Hun forstod det glimrende, men helbrederen i hende vidste alt for klart hvor stor en bjørnetjeneste de gjorde sig selv "Hvis du bliver i Corus nogle dage, så kom forbi i morgen, eller dagen efter.." hun tav et øjeblik og smilede svagt "Hvornår du har tid. Madam Brygger er helbreder. Jeg kan få hende til at lave en salve der vil hjælpe på det. Hun er mere dygtig end jeg nogensinde bliver." hendes respekt for den omtalte kvinde var stor og det var tydeligt.

[Owen Tømrer]

Han så på hende med et undersøgende blik. Det var svært at forestille sig, at hun mente det. Annalyn havde altid været en sød pige, men venlighed varede sjældent ved over for ham. Det var i hvert fald hans erfaring. Han nikkede dog lidt til hendes ord. "Så kommer jeg igen." Han havde svært ved at se, hvad der kunne blive gjort ved smerterne. Han havde levet med dem dagligt i mange mange måneder efterhånden. Men måske kunne denne helbreder gøre et eller andet. Og lidt var bedre end ingenting. Han nikkede i hendes retning og gik derefter sin vej.

*Tråd afsluttet*