Angrebet [Åben]

[Ganiel]

Det lange følge havde været undervejs i flere timer. Det var første rejsedag og mange var glade for at være tilbage på vejen og glædede sig, til de nåede frem til Stenbjerg. Efterårssolen stod højt på himlen og varmede de rejsendes rygge, da der pludselig hørtes et skrig bagfra.

Nogle vendte sig om og gisp og sågar skrig begyndte at lyde, som folk så den sværm af hurokker, som kom flyvende imod dem. Som de kom nærmere, blev det tydeligt, at de omkring 30 hurokker, havde retning direkte mod følgets bagtrop og deres spidse tænder gav skarpe smæld, når deres kæber bevægede sig op og i.

[Gissa Bonde]

Gissas fødder havde for længst vænnet sig til at vandre de mange mil mellem lenerne og selvom luften blev koldere og tyndere i bjergene, så var hun ved ganske godt mod. Hun havde aldrig set så imponerende landskabet og hun var netop ved lavmælt at sige det til kvinden ved siden af sig, da de første skrig brød gennem luften.

Panikken spredte sig med samme kraft som en flodbølge og da hun vendte sig, var folk allerede i gang med at flygte. Der blev skubbet hårdt og uden omtanke, der nær havde fået hendes fødder til at skride og uden tvivl ville have efterladt hende som offer for menneskemængden. I sidste øjeblik genvandt hun balancen og opdagede først da, hvad det forsagede uroen.

En forfærdet lyd gled ud mellem hendes læber, som endnu et mægtigt bæst faldt over flokken af mennekser og det eneste kun kunne nå at gøre, var at løfte armene beskyttende op over sig, da skarpe kløer flænsede luften og fyldte den med flere skrig.

[Lyssa Bonde]

Lyssa havde netop bukket sig ned, for at samle en lille pose op hun havde tabt på jorden, før alt gik galt. Alt skete så hurtigt, at hun ikke nåede at registrere særlig meget, før hun blev skubbet gennem luften, og smidt hårdt ned mod den kolde jord, så hun kort mistede bevidstheden.

Da hun genvandt den, var det til øjenlåg der føltes blytunge, og en masse skrig og kaos. I det hun forsøgte at rejse sig, måtte hun bide tænderne hårdt sammen over den dunkende smerte i venstre skuldre. Hendes øjne løb i vand i det hun trodsigt forsøgte at rejse sig igen, men måtte bukke under da lysende prikker viste sig for hendes øjne, og kort efter klappede hun sammen på jorden igen, før alt igen blev sort.

[Cleon af Tasrid]

Cleon var blevet sendt ned af kolonnen af en adelsmand, som havde set hans væbneruniform og som ønskede, at han overrakte en besked til en af sine tjenestefolk, som gik bagerst i følget. Han havde netop lokaliseret den unge kvinde og overrakt beskeden, da han hørte de høje skrig og drejede sig rundt i sadlen.

Han drog et forskrækket åndedræt, men samlede sig hurtigt. Det var ikke første gang, han havde stået over for udødelige i en kampsituation og han drog sit sværd. Hvis sandt skulle siges, så ville han ønske, at han havde sit spyd på sig, fordi det gav en længere rækkevidde, men der var ikke tid til at ærgre sig. I stedet dirigerede han Latte frem foran rækken af civile og tog kampstilling, netop som de første hurokker fløj lavt ind over følget.

[Piers af Mindelan]

Piers var i fuld gang med at tale med et af sine tjenestefolk, han var ikke så heldig at have en væbner, der kunne overbringe beskeder. Han lagde først ikke mærke til folkemængden, der begyndte at komme med råb. Han troede blot, at der var sket en ulykke. Men da han hørte de høje skrig, drejede han rundt, og så de bevingede dyr komme flyvende.

Han fik manøvret Gaila rundt, og sendt sine tjenestefolk afsted. Heldigvis var han i sin ridderuniform, og tilsluttede sig de andre, der havde været i nærheden. Han stillede sig i kampstilling ved siden af dem. Han så op på himlen og brød sig bestemt ikke om det syn der mødte ham der oppe.

[Inness af Naxen]

Inness gik i sine egne tanker, en smule bagud grundet hans helbred der havde lidt ekstra de sidste par dage, og fordi han på vejen var stødt på nogle planter i vejkanten, som han vidste Tristan havde ledt efter, da folkene i hans trop begyndte at fornemme at noget var galt. Da Inness hørte hvad der foregik tøvede han ikke med at løbe de borgerlige til undsætning. Alle fibre i hans krop forsøgte at forhindre ham i at få hans puls op, alt fra en pludselig kvalme, til et trykkende hjerte, der tvang ham til at stoppe op et par gange, men som ikke kunne forhindre ham i at fortsætte.

Da han nåede frem var han næsten ved at falde om af forpustelse, men det forfærdelige syn der mødte ham rundt omkring, fik ham hurtig til at glemme alt om sin egen smerte. Det var svært at få et overblik, men han fik hurtigt øje på en lyshåret kvinde ikke langt fra ham, som havde armene løftet beskyttende op i luften. “Frøken, er du uskadt?”, spurgte han, og lod forsigtigt en hånd røre det øverste af hendes ryg, uden i stand til at se hende forfra, og dermed bedømme hendes tilstand.

[Gissa Bonde]

Hurroken faldt over flokken og gruopvækkende kløer flængede både stof og hud. En skarp, skærende smerte blændende hende og benene gav efter under hende, som en forfærdet lyd undslap hendes læber.

En dyb, mørkerød farve spredte sig over det ene, blege ærme og verden snurrede for hende, da en stemme trængte gennem tågerne. "Min arm," åndede hun spinkelt, uvidende om hvem hun talte til, mens hele hendes krop stadig dirrede af chok og blikket frygtsomt søgte efter det næste bæst.