At bevise sit værd

[Serena Løveklo]

Amos Søfarer

Serena var rastløs, mere end hun kunne huske nogensinde at have været. Ikke engang da hun skulle have sine første kunde på Liljen, havde hun haft samme uro i kroppen som nu, mens hun forsøgte at holde sine hænder beskæftiget med at flette sit lange hår i en stram fletning. Denne gang ikke for træning, eller for at fange Amos’s opmærksomhed, men for at vise hun rent faktisk var noget værd efter de mange ugers træning.

Det strøg hende en smule mod hårene at skulle bevise sig selv på den måde, men på samme tid var hun både stolt og stædig nok til at ville vise både Slyngelen og hele hans hof, at de ikke skulle dømme bogen på omslaget. Hun rejste sig med en dyb indånding, sikrede sig at hendes nye våben sad sikkert fastspændt i bæltet hvor hun let kunne nå dem, og gik så nedenunder uden at rastløsheden var blevet mindre.

[Amos Søfarer]

Amos havde samlet en lille gruppe af gode folk og gjorde klar til at tage af sted. Et købmandsskib havde lagt til uden for havnen og han havde planer om at sætte et angreb ind, inden det kunne nå at komme under byens beskyttelse. I Bryce's tid, ville et stort angreb ikke have været på bordet - det var Amos helt sikker på. Men han havde været kaptajn på et piratskib i mange år og han var vant til, hvordan sådan noget skulle kringles.

I aften var dog anderledes, fordi det var den første aften, Serena skulle med på job. Han havde virkelig gjort hvad han kunne for at forberede hende så godt som muligt. Men der var altid ting, man ikke kunne forberede nogen på og han håbede bare på, at hun ville komme godt ud af det.

[Serena Løveklo]

Serena sluttede sig til den lille gruppe der allerede var klar nedenunder, men modsat hvad hun ellers ville gøre, holdt hun sig i baggrunden og afventende de andres træk. Det var en uvant følelse ligesom med så meget andet havde været i månederne efter hun havde forladt Liljen. Mentalt tog hun en dyb indånding og forsøgte at skjule sin uro mens hendes blik søgte Amos’s for både ordrer og forsikring.

[Amos Søfarer]

Alle var efterhånden samlet og klar til at tage af sted og Amos var ganske tilfreds med, at Serena ikke havde været den sidste til at ankomme. Det vidste engagement. Han videregav de oplysninger, han havde fået fra de spejdere, han havde sendt ud tidligere og sørgede for, at alle vidste, hvad deres opgave var, når først de var ude ved skibet. Det var vigtigt, at den slags var på plads, inden det gik for sig for alvor. Derefter tog de af sted.

Han havde sørget for at placere Serena i nærheden af sig selv under angrebet. Normalt ville en ny ikke befinde sig i nærheden af Tyvekongen, men nu hvor han var hendes lærer - og elsker - var der ingen, som stillede spørgsmålstegn ved det. Da de nåede ud til flodbredden nær skibet, smilede han forsikrende til hende, mens han lydløst gjorde tegn til, at de skulle omringe skibet.

[Serena Løveklo]

Serena var om muligt endnu mere rastløs da de nåede havnen. Hun holdt sig tæt på Amos, men kunne ikke gengælde hans smil med mere end en halvhjertet trækning ”Hvad nu?” hviskede hun og lænede sig lidt ind mod ham så hun var sikker på han ville kunne høre hende ”Hvor længe skal vi vente?” hun var afsindigt dårlig til at vente, især når hun ikke anede hvad hun havde i vente.

[Amos Søfarer]

Han smilede let til hende, da hun udviste tålmodighed. "Vi er nødt til at vente på, at Jack giver besked om, at han har ordnet vagten." Han stod selv skjult i skyggerne og ventede tålmodigt i sikker forvisning om, at alting fungerede bedst, hvis man fulgte sin plan.

Kort efter lød et dæmpet fugleskrig nede fra floden og han gjorde et kast med den ene hånd, hvorefter alle rykkede frem mod rælingen på skibet. En efter en kravlede de op og plantede fødderne på dækket og et kort sus af tilfredshed brød frem i brystet på ham, men han kvalte det hurtigt. Nu var ikke tiden til at savne sit tidligere liv.

[Serena Løveklo]

Serena nikkede og tog sig selv i at sukke utålmodigt. Det var det sværeste at affinde sig med. At Amos ikke kun var hendes elsker, men også manden der udstak ordrer. Det havde taget tid og hun havde stadig ikke helt accepteret det.

Men hun ventede og følte et mildt sus da de endelig satte i bevægelse. Hendes smidighed fejlede intet, men var kun blevet bedre de sidste måneder og hun forcerede rælingen uden problemer. Med begge fødder plantet på dækket af skibet, så hun sig vagtsomt omkring med alle sanser åbne.

[Amos Søfarer]

Amos stod helt stille og lyttede intenst et øjeblik. Men uden at finde noget mistænkeligt. Han gjorde tegn og de rykkede hen imod kahytsdøren. Et par stykker blev på dækket for at sikre, at de ikke faldt i baghold, mens Amos sikrede sig, at Serena fulgte tæt med ham.

Inde i kahytten kunne de høre snakken fra mandskabet nede under dæk. Der var ikke så mange om bord, nu hvor skibet havde lagt til kaj, men hvis ellers de kunne undgå det, regnede Amos ikke med, at de skulle i kamp med de tilbageværende. I stedet ledte han den lille flok i den modsatte retning og i retning af Kaptajnens kahyt.

[Serena Løveklo]

Serena holdt sig helt naturligt tæt i Amos’s kølvand. Ikke fordi hun var bange, men det instinktivt var det der det virkede sikrest at være. Som de fortsatte gennem den tomme kahyt, på vej mod den næste, rakte hun bagud og trak lydløst sine våben. De var stadig en smule uvante i hendes hænder, men de lå godt og hun var hurtigt kommet til at synes af følelsen af dem i hænderne, og den følelse af sikkerhed de gav hende.

[Amos Søfarer]

De listede sig af sted og kom hurtigt ind i det rum, som indeholdt Kaptajnens lager af ædelstene - i hvert fald ifølge Amos' underretning. De spredte sig ud og ledte efter dem, men uden at opnå et hurtigt resultat. De ledte i skuffer og skabe og sprættede puder op, men lige meget hjalp det. Lige indtil Serena pludselig rettede sig op og angav, at hun havde fundet et eller andet. I to hurtige skridt, var Amos henne hos hende.

[Serena Løveklo]

Serena var ikke den første til at gå frem da de fandt kaptajnens kahyt mennesketom som dækket havde været det. Hun holdt sig stadig en smule i baggrunden, men blandede sig i sidste ende med de andre slyngler (hun var så småt begyndt at regne sig selv som en sådan). Hvor de hærdede mænd gik ret voldsomt til værks, fulgte hun sine instinkter og gav sig til at træde på gulvbrædderne i et hjørne ingen andre havde givet megen opmærksomhed.

Hun stoppede midt i en bevægelse da et bræt gav svagt efter under hendes fod. Hun trådte igen og stak så sine våben tilbage i skederne, før hun satte sig på hug og lod fingrene løbe langs kanten af brættet. Der var mindre støv i rillen mellem den og nabobrættet end mellem andre, et tegn på den havde været fjernet for nylig ”Amos.” kaldte hun i en høj hvisken og forsøgte at lirke brættet op med neglene. Det gav sig lidt, men blev ellers liggende.

[Amos Søfarer]

Da han kom derhen, så han straks, hvad der havde tiltrukket hendes opmærksomhed. Hun kunne ikke få brættet op, men det var kun fordi hun ikke havde prøvet det mange gange nok. Hendes sai's havde let klaret jobbet, men nu trak Amos i stedet en af sine knive og angreb gulvbrættet. Han fik det op og kaldte på en tredje slyngel, som havde en større Gave end Amos' og som var vant til at lede efter fælder.

Da han erklærede gemmestedet for sikkert, så Amos over på Serena og viste med en hånd, at hun selv måtte få æren af at finde ud af, hvad der gemte sig dernede. Hvis hun havde smag for tyvefaget, ville hun være ved at dø af nysgerrighed for at finde ud af det.

[Serena Løveklo]

Serena rejste sig og overlod uden protester styringen til Amos. Hun havde langtfra fundet sin egen plads i hierakiet blandt slynglerne og var klog nok til at holde sig lidt i baggrunden. Observere og lære, indtil hun havde fået en plads der ikke blot var som tyvekongens sengevarmer. Ikke at det var en dårlig ting at være, men hun var selvstændig nok til ikke for evigt at ville vejes og måles på den skala.

Hun tøvede et sekund før hun fulgte opfordringen og satte sig på knæ foran hullet gulvbrættet havde afsløret. Der var trangt, men hun havde slanke hænder og fik uden de store problemer lirket det lille skrin, der havde været skjult, op i lyset. Det var ikke overraskende låst. Kaptajnen havde uden tvivl nøglen på sig. At få fat på den var utopi. Igen så hun op på Amos og rakte en hånd frem ”Lån mig din kniv.” bad hun hviskende. Måske det tynde knivsblad kunne komme ind i sprækken så skrinet kunne tvinges op.

[Amos Søfarer]

Amos var utålmodig efter at komme af sted, men han viste det ikke. Han ventede blot tålmodigt på, at hun skulle få skrinet op og han rakte hende sin kniv, da hun bad om det, upåagtet at der sikkert var flere af de tilstedeværende, som ville kunne åbne det væsentligt hurtigere. Han kunne ikke have hende under sine vinger altid. Hun måtte selv finde sin plads og hvis hun kunne få skrinet åbnet inden for en rimelig tid, ville hun have vundet lidt af mændenes respekt. Han sad som på nåle for hvert sekund hun brugte på låsen. Stemningen kunne vende hvert øjeblik, det skulle være.

[Serena Løveklo]

Serena tog imod kniven og vendte sig mod det store skrivebord der var det dominerende møbel i kahytten. Den anspændte følelse i mellemgulvet var allestedsnærværende, men blev skubbet lidt i baggrunden mens hun lirkede det smalle knivsblad ind mellem låget og selve skrinet. Hun vred det og låget gav sig uden at gå op, så hun rynkede brynene i koncentration og lagde flere kræfter i.

Luften stod nærmest stille et sekund eller to før lyden af træ der splintrede blev tydelig og låget på skrinet sprang op. Et triumferende smil bredte sig på Serenas fyldige læber ved synet af de mange forskelligfarvede sten der glimtede op til hende. Hun havde vendt sig halvt mod Amos og de andre for at dele triumfen, da der lød tunge skridt udenfor kahytten.