Svaret af Matti Almsted on Jul 21, 2016 22:16:36 GMT
Afslutningscollab mellem Sebela og Matti Almsted
April 528 M.T.
Foråret var efterhånden begyndt at brede sig gennem Corus, og for lidt under en måned siden, kom det største mirakel ind i Sebelas liv, siden hun havde mødt Matti. Janna. Den fine og nydelige lille pige der lå i sin kurv og sov, mens hendes mor sad ved siden af hende og strikkede på en lille trøje i en sart rosa farve.
Der var ganske få hårtotter på den lille pige, men de var blonde, og når hun åbnede øjnene, så var det to store og meget blå øjne, der kiggede op på sine forældre. Det var ved at være aftensmadstid. Hvilket betød, at Matti snart ville være hjemme. Hos hende. Nej. Hos dem. Det kildede i hendes mave, hver gang hun tænkte på, hvad Gudinden havde skænket hende.
Matti havde det største smil om læberne, da han kom ind af døren denne aften. Han havde glædet sig til at komme hjem, lige siden han var taget af sted og sådan havde det været en hel måned nu. Aldrig havde han været så lykkelig, som han var lige nu og det gjorde kun alting bedre, at Sebela havde det på samme måde.
Døren lukkede sig bag ham og han kaldte lavmælt ind i stuen for ikke at vække Janna, hvis hun nu skulle sove. Så gik han ind og omfavnede sin hustru bagfra med begge arme omkring hendes skuldre og kyssede hende på halsen. ”Hvordan har min smukke elskede det i dag? Træt?” Han kyssede hendes hals igen, mens han ventede på svar.
Så snart døren gik, og Mattis lavmælte stemme lød ude i gangen, sprang hendes hjerte et slag over, og hun løftede hovedet op fra sit foretagende. Hun betragtede ham, mens han kom ind, og som altid kiggede hun efter skrammer og sår. Men, hun kunne som oftest ånde lettet op. Som i dag. Hun lo lavmælt over hans ord og lænede sig tilbage i hans favn. ”Lidt, hun var lidt besværlig omkring frokosttid. Hun ville ikke ligge stille,” svarede hun i en lavmælt stemme, for ikke at vække deres datter. ”Og dig? Du ligner et lys, der har glædet sig til at komme hjem hele dagen,” Drillede hun lavmælt og drejede hovedet for at kysse ham på kæben, inden hun rejste sig op. Klar til at tage helt rigtigt imod sin mand.
Han smilede og trak hende ind til sig, da hun rejste sig, så han kunne kysse hende rigtigt. ”Selvfølgelig har jeg glædet mig, min elskede. Alt jeg holder af, er jo herhjemme.” Han smilede varmt og lykkeligt og kyssede hende igen.
I samme øjeblik lød der nogle små klynkelyde ovre fra kurven og derefter et bestemt vræl. Matti trak sig ud af omfavnelsen med et kys på Bela’s pande og gik hen til kurven, hvor han løftede sin unge datter op. Hun var så ubegribeligt lille og skrøbelig, men samtidig havde hun vundet hans hjerte på en måde, han aldrig før havde kunnet forestille sig.
Hun rødmede over hans ord, og følte sit hjerte svulme op. Det gjorde hende så glad, når han talte sådan. ”Åh Matti,” mumlede hun og gav sig hen til kysset. Lige indtil han trak sig væk. Deres datter var vågnet, og hun burde have været i seng for et par timer siden, men Bela nød at have hende hos sig, indtil Matti kom hjem.
Hun smilede varmt, da han gik hen og tog det lille menneske op i sine arme. Det klædte ham så vanvittigt godt, at have den lille pige hos sig. ”Jeg er så glad, Matti,” hviskede hun, og kom hen til ham. Hun lagde sin hånd på hans hofte og kiggede ned på Janna, der forsøgte at åbne øjnene.
Han smilede til den lille pige og lod hende gribe fat i sin lillefinger, mens han lavede et bøvet ansigt - simpelthen fordi, han ikke kunne lade være. Han kyssede Sebela igen, mens han holdt Janna tæt ind til sig. ”Se engang, hvad du har lavet til os. Hun må være den mest perfekte lille pige i hele verden.” Mindre kunne ikke gøre det.
Hun kunne ikke lade være med at se bebrejdende på ham, med en rynket pande og et strålende glimt i øjnene. ”Matti dog!” Sagde hun og rystede på hovedet. ”Der skal flere end én til at skabe noget så perfekt,” mumlede hun som svar og så med stor kærlighed ned på den lille pige. Matti og Gudinden havde begge deltaget i, at de havde fået Janna. Hun var så lykkelig, at det halve næsten kunne have været nok. Og ofte var det svært at rumme det hele.
Han kom til at grine drenget af hendes ord og rystede så let på hovedet. ”Så siger vi det. Min elskede Bela.” Han lænede sig frem og kyssede hende grundigt igen, indtil Janna højlydt forlangte at blive fodret. Han så på sin hustru og datter, mens den sidste blev affodret inden seng og han mente ærligt talt ikke, at det var muligt at være mere lykkelig i dette øjeblik. Sebela havde fået noget, hun kunne bekymre sig om og passe på. Og det havde gjort hende mere rolig i det hele taget. Og han havde fået endnu en kvinde i sit liv at elske og passe på.Afsluttet <3
