I mørke kroge

[Adrian af Dunlath]

Jaxon af Jesla

Han studerede eftertænksomt tegningen foran sig. Et krus med øl var blevet bestilt, og han drak lidt af det, imens den anden hånd arbejdede på at tegne kroen. Han fandt det relevant at arbejde med sine tegninger oftere. Han skulle blive bedre til at tilføje detaljer. Så mange detaljer som muligt. Det var hans håb, at det ville gøre projektet lettere og mere muligt.
Adrian lagde kullet fra sig for en stund og tog en slurk mere af øllet, imens blikket skimmede ud over kroen. En mand kom gående forbi ham og virkede underligt bekendt. Hvor havde han set ham før ...? Hm ... ”Hey!” kaldte han efter manden. Da han vendte sig om, slog det ham. ”Det er jo dig ... fyren, som Flyndan gik og kiggede efter.” Den del sørgede han for at sige mere lavmælt. Adrian havde kun set ham kortvarigt, men det lignede ham i hvert fald. Det havde været en af de dårlige dage, hvor intet havde virket for Adrian, og tilfældet med Flyndan og denne mand havde fået ham til at give op for den dag.

[Jaxon af Jesla]

Når Jaxon havde sent fri, og ikke kunne være hjemme til spisetid i slægtens hus, så gik hen på Bjørnen, og nød et godt måltid, som han kunne styrke sig på, efter at have været på arbejde hele dagen.

Han var netop trådt ind ad døren, og på vej hen for at sidde ved langbordet, da en stemme pludselig genneborede hans tankevirksomhed. Han drejede hovedet og så ned på en lyshåret mand, som han ikke lige umiddelbart genkendte. "Undskyld mig, men vi kender vist ikke hinanden?" Og at manden endda vovede at tale om Flyndan, det fik ham til at rynke panden.

[Adrian af Dunlath]

Han vinkede let med den ene hånd, imens manden stod og så mistænksom ud. ”Nej, vi er vist aldrig blevet introduceret. De ødelagde bare det, der skulle have været en god aften for mig,” svarede han ærligt. Flyndan var en yderst tiltrækkende mand. Det havde været ærgerligt. ”De var på rundrejsen, ikke sandt? Jeg var med et stykke af vejen med Dunlath-følget. Adrian.” Han rakte armen frem til en hilsen. Hele Flyndan-tingen var jo længe siden, og han havde ikke nogen grund til at bære nag. Af og til gik tingene bare ikke, som man ville have dem.

[Jaxon af Jesla]

Han løftede et øjenbryn og så ne dpå manden, der åbenbart kendte ham, men ikke havde tænkt sig at introducere sig selv. I stedet valgte manden en ganske uhøflig tilgang til en samtale, og Jaxon skulle tage sig sammen for ikke at rulle med øjnene. "Jeg kender Dem ikke, og har derfor ingen anelse om, hvad det er De taler om," kommenterede han blot og skulle til at gå videre, da knægten endelig valgte at introducere sig. Aha. Så det var den umulige knægt, som Niklaus havde talt om. Han så vurderende på ham, og gav ham nok noget, der var lidt mere end at fast håndtryk. "Korporal Jaxon Af Jesla," sagde han så.

[Adrian af Dunlath]

Han smilede skævt ved mandens ord. Nej, det var vel rigtig nok. ”Hyggeligt at møde Dem,” hilste han roligt og tog sig ikke af det faste greb i mandens hånd. Han var trods alt vant til sin brors greb – Rupert holdt ikke altid igen, når det kom til knus. Det var nok kun Annora, han var forsigtig med. Så kastede han et blik ud mod resten af krostuen. ”Men ja, jeg forstyrrede Dem vist. Det må De undskylde.” Han havde bare været optaget af at regne ud, hvor han havde set manden. Efter kort at have skimmet krostuen, lod han blikket falde tilbage på papiret og genoptog roligt sit arbejde på tegningen. ”De har vel nogen, som venter på Dem.” Soldater gik vist tit ud for at drikke sammen? Havde de ikke det samme kammeratskab kørende som ridderne?