En gåtur ved aftentide

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Jaxon af Jesla
Den nytilkomne Brunette Rosetta havde besluttet sig for at gå en lille aftentur i den smukke grønne skov. Det var ved at blive en smule køligt, så kun trak sjalet tættere omkring sig. Hun var meget opslugt af den smukke natur og tog sig derfor god tid om at indfange alle sanseindtryk. Bedst som hun gik der og nød både naturen og livet, kunne hun se en mand komme imod sig.
Hun gik ud til siden af stien, ventede til ahn var helt hende ved hende og nejede så for herren. "Godaften hr."

[Jaxon af Jesla]

Jaxon var færdig med sin vagt for denne aften, og var på vej tilbage fra sin plads. Stadigvæk i fuld uniform, og med sværdet hængende ved sin side. Den unge koporal glædede sig til at få fri og komme hjem til et sollidt måltid, og så en god omgang søvn, efter at have arbejdet i solens varme stråler.

han var næsten lige ved at overse den mørkhårede kvinde, da denne pludselig nejede for ham og hilste på ham. Han standsede op og bukkede ganske let for hende. Hun var tydeligvis ikke en adelig, og derfor blev bukket kun en smule overfladisk. "Godaften frøken," hilste han, mens han lagde en hånd på sværdet, blot af ren vane.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta blev en smule skræmt da manden pludselig, lagde hånden på sit sværd. Hun havde da vel ikke sagt noget forkert? Men han var soldat, det kunne hun se, lidt ung muligvis, men mon ikke det gik. Hun hankede lidt op i sig selv og forsøgte så igen, dog skulende mod hånden på sværdet. "Tilgiv mig at jeg spørger, ser de, jeg er ny i byen, og er blot ude for at se mig omkring. Det er vel ikke et problem at jeg går her i den smukke skov?"

[Jaxon af Jesla]

Han rettede sig op igen, og stod roligt, mens hun stillede sit spørgsmål. "Skoven er et offentlig sted. Her må alle være," svarede han og sendte hende et venligt smil. Altså alle undtagen forbrydere. Men det nævnte han ikke for hende. "De er ny, siger De? Paladsets have er også åbent for offentligheden, hvis De en dag skulle ønske at se den," forslag han venligt, og gjorde derefter mine til at gå videre. Han havde ikke så meget andet, han kunne bidrage med.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta som gerne ville lærer soldaten bedre at kende, vidste at hun måtte tænke hurtigt for ikke at miste chancen. Hun tog en dyb indånding og bed jeg usikkert i læben, så fløj det ud af hende, før hun kunne stoppe sig selv. "Vil De vise mig den?" Forbløffet over hendes eget spørgsmål blev hun højrød i ansigtet af flovskab og hendes hænder fløj op for munden af hende. Hun tvang sig selv til at kigge på ham. "Undskyld! De er sikkert træt og vil gerne hjem til deres kone. " Hun trak vejret dyb og fortsatte så. "Vil De pege mig i retningen af den?"

[Jaxon af Jesla]

Han betragtede hende, da hun spurgte, om han ikke ville vise hende haven. Han var ikke meget for det. Men hendes reaktion på sit eget spørgsmål, fik det til at trække lidt i hans mundvige. ”Jeg er ganske vist træt, men det bliver kun til mine gemakker på paladset jeg skal hjem til,” sagde han og overvejede, om han blot skulle gå, eller rent faktisk vise hende derhen. Han valgte en halv løsning. ”Vi kan følges noget af vejen, frøken,” svarede han så. ”det er denne vej,” han slog ud med hånden, og gjorde tegn til, hvilken retning de skulle gå i.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun smilede lidt for sig selv. Rosetta følte sig heldig over at have mødt ham. Nu måtte hun bare sørge for at få det bedste ud af det og ikke træde forkert. Hun smilede til ham og nejede så kort igen. "Mange tak, det er meget pænt af Dem. Jeg må vel hellere præsentere mig selv så De ved. hvem De følges med. Rosetta Evelyn Skrædder. Og De?"

Hun kiggede op på ham igen, men holdt alligevel blikket lidt nede så hun ikke stødte ham ved for megen øjenkontakt. Man måtte jo holde på normerne, men bare et lille kig kunne vel ikke skade? Hun kiggede på hans ansigt og på hans uniform, han var bestemt en flot ung mand.
Hun smilede igen "Tak, noget af vejen er sikkert også et godt stykke"

[Jaxon af Jesla]

Jo, hun var borgerlig. Det bekræftede hendes navn ham i. Han bukkede igen let for hende. "Koporal Jaxon af Jesla," svarede han og rankede sig. Det måtte også give hende en indikation af, at han var adelig.

Han begyndte at gå hen mod den port, som førte en fra paladset og ud i den kongelige skov. Han havde hele tiden hånden på sværdet, af ren vane. "Der er nu ikke så langt," fortalte han og anede ikke, hvad han ellers skulle tale med hende om.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta stoppede op, da hun hørte hans titel og hurtigt blev klar over, at hun altså talte med en adelig. Hvad skulle hun gøre nu? "Korporal? Så De er... Jeg mener, det er virkelig pænt af Dem at vise mig vej. "
Rosetta begyndte at gå, men var hele tiden et halvt skridt bag Korporalen. Hendes hoved fyldtes af tanker om hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle opføre sig, at hun skulle passe på ikke at virke dum, at hun skulle sørge for at holde skik, takt og tone, om hun overhovedet bare sådan kunne spørge en adelig om vej. I vivlen af tanker kom hun pludselig til at sige nogle af sine tanker højt "Og jeg er bare en simpel skrædder, som nu har bedt en Korporal om at vise vej. Jeg kunne sikkert sagtens have gået selv, hvad De bare havde peget mig i den rigtige retning. Men nu bruger De tid på det, og De er træt, er endnu ikke engang kommet ud af din uniform..." Så fik hun endelig stoppet sig selv, så rundt på naturen, for øjenkontakt, dét ville hun hvert fald undgå nu.

[Jaxon af Jesla]

Han gav hende et venligt smil, men fortsatte med at gå. Der var ingen grund til at standse op. han ville gerne hjem og hvile fødderne. Og have en bid brød. Han var ærlig talt skrupsulten. Da hun begyndte på en længere svada, stirrede han bare uforstående på hende, og kløede sig let i nakken. "Øh," sagde han og anede ikke lige, hvad han skulle sige. "Jeg skal alligevel næsten samme vej, for at komme op på paladset," endte han blot med at sige, og havde ingen anelse om, hvordan man talte med borgerlige. Han var vant til tjenere, pager, væbnere, soldater og riddere. Endda komtesser. Men ikke lige borgerlige.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta Stivnede. Paladset? Han boede da vel ikke på paladset?! Hun trak vejret dybt for at få ro på sig selv. Han måtte jo tro hun var tosset, sådan som hun opførte sig. Det var det her hun altid havde drømt om, det hun så tit havde læst om i sine bøger, men slet ikke med samme resultat. Hvad gjorde hun dog forkert? Godt hun måtte altså prøve at finde ud af mere.
"De bor på paladset? Og alligevel hjælper de en borgerlig som jeg? Jeg troede ikke adelige mængede sig med... os"

[Jaxon af Jesla]

Hans blik blev forvirret igen. Hvorfor kom det som en overraskelse for hende, at livgarden boede deroppe? Han troede det var noget, som alle vidste. Men der tog han åbenbart fejl. "Det gør jeg heller ikke normalt," sagde han med en skuldertrækning. "Min hverdag bliver brugt med at stå vagt, eller følge dronningen på visit i Corus. Jeg har ikke meget med de borgerlige mennesker i Corus at gøre."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta sukkede, det var ikke nemt at få en samtale igang med den unge korporal, og hun havde efterhånden svært ved at skjule skuffelsen. Det var ikke ligefrem dette hun havde håbet på med aftenen. Den korte afstand hen til haven virkede nu uendelig lang. Hun var nu overbevist om at han ikke gad snakke med hende, det måtte være det. Hun havde da ellers været høflig hele tiden, havde hun ikke? Nå ja, men når nu slaget alligevel var tabt, kunne hun jo lige så godt bare snakke videre om løst og fast.
"Så er det et hverv de er glad for at have? eller er det noget De er tvunget ind i?"

[Jaxon af Jesla]

De gik i stilhed en tid. Og Jaxon havde ikke rigtig noget at spørge om. Han anede ikke noget om hendes liv, eller generelt noget om borgerlige, udover dem han arbejdede med. Men hun stillede da et spørgsmål. "Jeg valgte det selv som barn," svarede han og førte hende ind gennem en stor port. "Og ja, jeg er stolt af at være koporal i dronningens livgarde."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta smilede nu havde hun muligheden for at komplimentere ham. Det var nok lidt søgt jo, men noget måtte hun vel gøre for at han lagde mærke til hende. Der var ikke langt igen og hun ønskede ikke at han skulle gå derfra med tanken om lige at have mødt en dum gås.
"Det må være dejligt at opnå det, man ønskede som barn. Og De må sandelig være dygtig siden De er blevet Korporal for dronningen. Det er vel ikke hvem som helst der bliver det"

Da de kom gennem porten stoppede Rosetta op. Synet der mødte hende var som taget ud af en af de eventyr hun plejede at læse. Den grønne natur, de smukke blomster i alskens farver og sommerfugle der fredeligt fløj fra en blomst til en anden. "Wauw!" Mere fik hun ikke rigtig sgt, men stod bare og kiggede.