En Nytilkommen [åben]

[Matti Almsted]

Han lod hende skubbe sig væk og smilede lidt over den tydelige rødmen, der pludselig var i hans kinder. Inden han havde mødt Sebela, havde han trods alt været lidt af en damernes ven og han var ikke uvidende om, hvorfor hun var rødmet. "Hvis du mener det," sagde han dog bare og smilede opmuntrende i hendes retning, selvom han ikke var sikker på, at hun ville se det. "Men så kommer jeg og henter dig ved femte timeslag efter middag." Han smilede igen og løftede alligevel et bord ned fra kærren, mens han talte.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta kiggede på kæren og så over på Matti. Hun blev tydeligt irriteret på sig selv over det hun nu skulle til at spørge om, men hun var sikker på det var bedst på den måde. "Matti? Du kunne vel ikke bare lige lokkes til at bære min væv ned for mig? jeg vil så nødigt have at den går i stykker."

[Matti Almsted]

Han kom til at smile skævt af hende, fordi hun tydeligvis ikke havde tænkt sig godt nok om, inden hun afslog hans tilbud før, men han afholdt sig fra at drille hende for alvor. Det kendte han hende ikke rigtigt godt nok til og hvem vidste, om hun kørte så meget på reserverne, at hun ville sætte sig ned og græde, hvis han stak til hende.

I stedet smilede han bare igen og nikkede. "Naturligvis. Måske kunne vi lige gå ind og finde ud af, hvor den skal stå først? Så kan jeg sikkert hjælpe dig helt ind med den også?"

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta smagte lidt på hans tilbud et øjeblik, før hun endelig overgav sig helt. Det var rart at have mødt en som Matti. Han virkede oprigtig og som en god ven. Rosetta sænkede sine parader og håbede på at dette var starten på noget godt. hun måtte trods alt se og få sig et netværk i byen, hvis hun ville overleve her.

Hun smile til ham "Jeg er virkelig ved at være opbrugt og har været længe på rejse, jeg har ikke spist siden i morges, så hvis du virkelig vil hjælpe vil jeg sætte stor pris på det. Så må jeg skylde dig en tjeneste en anden gang"

[Matti Almsted]

Pludselig fik piben en anden lyd og han kunne ikke andet end smile, fordi det lod til, at hun endelig havde besluttet sig for at stole på ham. Han kunne selvfølgelig også have levet sit liv ganske fint uden hendes venskab, men hun var ny i byen og Matti havde altid haft et venligt hjerte som resten af familien.

Han børstede hænderne af mod hinanden med en hastig bevægelse og smilede så igen. "Hvis du ikke har fået noget at spise siden i morges, så forstår jeg da godt, at du er opbrugt. Bliv du her og hold øje med dine ting, så kommer jeg tilbage om et øjeblik med noget spiseligt." Og som sagt, så gjort. Hvis hun forsøgte at stoppe ham, så ignorerede han hendes argumenter.

Snart efter kom han tilbage med en lille sivkurv med fire små kødtærter i. "Så.. Spis nu noget, mens jeg sætter den væv ind. Har du fundet ud af, hvor den skal stå?"

[Rosetta Evelyn Skrædder]

"Vent, Nej jeg...." Men Rosetta nåede ikke at stoppe Matti før han var løbet. Enten kunne han ikke høre hende eller også ville han ikke. Hun tog en skammel ned fra vognen og satte sig på den og ventede. Kort efter at hun havde sat sig mærkede hun, hvordan trætheden igen vældede in over sig. Hun begyndte at nynne for sig selv for at holde fokus væk fra, hvor træt og sulten hun var.
Der gik ikke lang tid før Matti var tilbage, og da han var næsten henne ved hende, stoppede hun sin nynnen, smilede til ham. "Vil du ikke have den ene tærte? Tingene går inden vegne og jeg vil ikke bare sidde her og drive den af mens du arbejder?"

[Matti Almsted]

Han stak hende kurven og trak så en tærte til sig, som hun havde foreslået. "Jo, hvis du mener det, siger jeg ikke nej." Det var også snart nogle timer siden, han selv havde spist. Han satte sig på kanten af en kasse, han hev af hendes kærre og bed nydende ned i tærten. "Nå. Fortæl mig så, hvad der har fået dig til at rejse til Corus? Alle har deres egen historie."

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Rosetta spiste af tærte. Den smagte forrygende, om den virkelig var god eller om hun bare var sulten, kunne hun ikke helt fornemme, men god det var den. Da Matti spurgte ind til hendes historie, tog hun et nyt bid af tærten, blot for at trække tiden. Hvad skulle hun dog sige? Hun ville ikke skræmme ham. Hun besluttede sig for at prøve med den halve sandhed og håbede så på ikke at blive opdaget, selvom hun godt vidste det var svært. "Hmm Muligheden for at starte på en frisk tror jeg. Der var ikke mere for mig tilbage i Frølund"

[Matti Almsted]

Han nikkede let. "Så ikke så anderledes end så mange andre, kan jeg fornemme," svarede han med et smil og tog en bid tærte mere. "Men ja, Corus er mulighedernes by. Hvis man forstår at gribe dem," fortsatte han og gumlede den sidste bid tærte i sig. "Nå. Det var den væv. Hvor skal den stå?" Han rejste sig op og børstede hænderne af i bukserne igen.

[Rosetta Evelyn Skrædder]

Hun kiggede ned på hans hænder, men sagde intet. Så spiste hun også resten af sin tærte, og rejste sig for at hjælpe. "Jeg tænkte, at den kunne stå ved vinduet. På den måde får jeg et godt arbejdslys og folk på gaden kan se mit arbejde Det var tydeligt, at hun var opsat på at folk skulle vide at hun var kommet til byen og at hun kunne sit kram

[Matti Almsted]

Han nikkede og tog ved. Jo hurtigere, han fik losset kærren og fik det hele indenfor, jo før kunne han komme hjem til Sebela og måske også få noget søvn. Væven kom ind på plads og efter den kom alle de andre ting en efter en.

*Tråd afsluttet*