Et sidste farvel

[Annis Giftkniv]

Sacherell Mastebærer

19. juni, 527 M.T.

Hun havde måske udsat det til sidste øjeblik. Ærligt havde hun været lidt i tvivl, om hun overhovedet skulle gøre det. Mest fordi hun vidste, at de aldrig havde talt om fremtiden. Det var måske reelt noget af det, som var gået galt. Men det ville hun ikke tænke på lige nu.

Hun havde ladet en besked gå gennem de sædvanlige kanaler til ham om at mødes med hende nede på havnen. Ikke i det sædvanlige pakhus dog. Det ville signalere noget forkert. Det var også snart flere uger siden, de havde benyttet sig af det. I stedet stod hun og ventede i en lille smøge, mens hun vippede en dolk frem og tilbage mellem den ene hånds fingre i en ubevidst nervøs gestus.

[Sacherell Mastebærer]

Det havde ikke været ligeså nemt at slippe uset væk denne aften, men noget ved den besked han havde fået, ud over at den var fra hende, gav ham en rastløs følelse i kroppen. Når hun ikke ville mødes det sædvanlige sted, måtte der være et eller andet der havde ændret sig. Han tænkte hele vejen ned på havnen og gjorde det stadig, da han drejede ind i den lille smøge og fik øje på hende længere inde.

Som altid var han en mand af få ord og da han nåede frem til hende, stoppede han blot og så afventende på hende. Ikke forsvarsberedt, men alligevel på vagt, fordi hendes ansigtsudtryk kun bekræftede, at der var noget der var forandret.

[Annis Giftkniv]

Hun rettede sig op og stak dolken væk, da han endelig kom hen til hende og hun forsøgte sig med et lille smil, som dog falmede på halvvejen. Han var i det der 'stor, stærk og stille'-humør og hun vidste aldrig rigtigt, hvad hun skulle sige - hvordan hun skulle opføre sig - når det var sådan, han reagerede.

Hun rømmede sig en enkelt gang for at være sikker på, at stemmen ikke skulle forråde hende og så op på ham med et bestemt ansigtsudtryk. "Jeg syntes, at jeg var nødt til at fortælle dig det selv," begyndte hun og tog sig så sammen til at fortsætte. "Jeg rejser. I hvert fald for en tid." Hvorhen og hvorfor valgte hun at holde mund med. Det var arbejde og det talte de aldrig om.

[Sacherell Mastebærer]

Hans instinktive reaktion var at lægge armene over kors. Det virkede altid som et værn mod verden, men noget i ham afholdt ham alligevel fra at gøre det. Han skyldte hende mere, måske? Han anede ikke hvad han skyldte hende, om han skyldte hende noget og den markede kæbe spændtes hårdt et sekund eller to før han nikkede en enkelt gang til hendes ord "Det sker." han havde selv været afsted for Amos før, dog ikke på længere ophold, men han havde brugt det meste af sit liv på havet. At være afsted i lange perioder var ikke noget han var uvant med "Hvortil?" spurgte han efter et langt øjeblik, selvom det overskred den usynlige grænse de altid havde haft. Der var alligevel med få ord, opstået en usynlig mur mellem dem. Sådan følte han det i hvert fald.

[Annis Giftkniv]

Hun blev ærligt talt lidt overrasket over, at han overskred grænsen. Den grænse, som de påpasseligt havde danset rundt om i flere måneder nu. "Ned langs kysten," svarede hun vagt. Det var ikke en afvisning, men alligevel heller ikke et ordentligt svar. "Jeg hører ikke til her længere. Ikke lige nu i hvert fald." Hun forsøgte at forklare, selvom hun ikke helt forstod det endnu.

[Sacherell Mastebærer]

Han rynkede brynene og gennemgik helt automatisk kystlinien. Hvilke byer af betydninger der lå der. Hvilke uden betydning. Kystlinien kendte han, men han spurgte ikke nærmere ind. Nikkede bare og kastede et blik ud mod den store gade igen, uden helt at kunne finde ud af, hvordan han skulle reagere på det hele. Det var tydeligt hun havde forventet en eller anden form for reaktion, sikkert en anden en den hun havde fået og de brede bryn var stadig nedadtrukne, da han mødte hendes blik igen "På grund af.. Os?" det havde krævet tilløb at stille det spørgsmål, men det var nødt til at komme ud.

[Annis Giftkniv]

Hun rystede på hovedet, inden hun ubevidst var den, som krydsede armene denne gang. Ikke for at holde ham væk, men nok mere for at beskytte sig selv. Hun vidste ikke helt, hvad hun havde forventet, men det var ikke dette. "Nej.." Hun var sådan set slet ikke sikker på, at der var noget, som kunne kaldes et 'os' mellem dem. "Jeg passer ikke ind på Aben længere. Og ja.. Vi ved begge, hvordan det her ender engang." Hun gjorde en bevægelse mellem dem. Det var måske allerede ved at ende.

[Sacherell Mastebærer]

Han nikkede igen og kunne sagtens følge hende. Forstå hendes splittelse, som han ikke helt delte med hende. Han havde heller aldrig været så tæt på Amos, som hun havde været på Farkas. Der havde været mere mellem dem end gensidig respekt, venskab og tillid.

Han trak vejret ind og åndede tungt ud mens han denne gang strøg en hånd over kæben i en lettere afmægtig gestus. Så nikkede han en gang til og blikket han denne gang mødte hende med, var måske næsten en smule beklagende "Jeg håber.. begyndte han, uden rigtigt at kunne finde nogen ord der dækkede. Han var ikke god med ord og havde aldrig været det "..at du finder din plads. Et eller andet sted... Annis."

[Annis Giftkniv]

Hans ord sårede hende lidt, fordi hun på et tidspunkt havde troet, at de ikke ville kunne holde sig fra hinanden nogensinde. Og nu sagde han farvel uden noget. Men det var hende, der sagde farvel først og hun havde ment det. Men det sårede hende også lidt, at hun selv var nået dertil. Det var dog også en lettelse, at hun ikke efterlod ham såret herhjemme, mens hun rejste væk og hun sukkede let.

Hun smilede halvtrist og gik hen ved siden af ham og trådte op på en kasse ved siden af. Nu kunne hun læne sig ind mod ham og kysse ham på kinden. "Tak. Jeg er ked af, at det ikke lykkedes." Stemmen var lidt trist og hun valgte at pakke sine sydfrugter, mens hun stadig havde sin stolthed intakt. Så hun sprang elegant det lille trin ned og gik hen af smøgen.

[Sacherell Mastebærer]

Han rynkede brynene igen, dybere end før, og fulgte hende med blikket da hun kom nærmere og trådte op på kassen. Det bragte dem næsten i øjenhøjde, men hun var på vej væk før han nåede at gøre ret meget andet end at forsøge at fange hendes blik, efterladende den svage følelse af et kys på hans ene kind.

Det føltes forkert, som om noget var gået i stykker, men han vidste ikke hvad han skulle sige. Han var ikke vant til at løse ting med ord og havde ingen forstand på at tale om følelser, tværtimod undgik han netop at gøre det "Annis?" kaldte han efter hende, uden dog at flytte sig fra hvor han stod, men skyggen af et smil sitrede et sekund i hans mundvige da hun stoppede og så på ham igen "Hvis.." han rystede på hovedet og fortsatte med en mindre rettelse "Når du kommer tilbage ved du hvor du kan finde mig." det var det nærmeste han nogensinde ville komme på at sige, at hun havde betydet noget, at hun stadig betød noget, uden direkte at sige det.

[Annis Giftkniv]

Hun var nået et godt stykke væk, da han kaldte efter hende og hun vendte sig for at se på ham med et lille smil. "Ja?" Hans ord fik næsten tårerne frem i hendes øjne og hun holdt dem jernhårdt tilbage. Det var bestemt ikke noget, hun gjorde. Smilet blev dog lidt bredere, mens stemmen var mærket af hendes sindstilstand. "Pas hellere på. Jeg tager dig måske på ordet." Hun smilede endnu engang og vendte så ryggen til ham og gik hjem for at pakke det sidste. Hvis nogen påstod, at hun havde blanke øjne på vejen, så var det næsten sikkert den stærke vind, som havde skylden.

*Tråd afsluttet*