Rædsler i et mareridt

[Caelie af Fenrig]

Astor af Fenrig

Det sidste lyst var for længst blevet slukket i Fenrig-huset. Husets herre og hans hustru var gået i seng for flere timer siden. Og sov nu i den store seng i soveværelset. Det var mørkt udenfor. Ikke en vind rørte sig, mens der i sengen var usædvanlig aktivitets fra husets frue.

Caelie sov normalt ganske roligt ved siden af Astor. Men ikke denne nat. Hun havde drømme, som bragte rædsel og kvalme med sig. Hun havde ligget i Astors beskyttende arme, da hun faldt i søvn, men nu var der luft mellem dem, og et mareridt kom snigende ind på hende.

Hun klynkede lavmælt, mens hendes hoved virrede fra side til side. Manden i hendes drøm var ingen anden end hendes far. Og da hun så ned af sig selv, var hun nøgen. Hun forsøgte at dække sig til med dynen, mens hun rullede om på siden og krøb sammen i fosterstilling. "Nej..." Hviskede hun lavmælt. "Du må ikke... Nej. Kom ikke nærmere," tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. "Jeg vil ikke... Du må ikke røre mig."

[Astor af Fenrig]

Astor lå afslappet i sengen og sov uden at drømme, sådan som han normalt gjorde. Han var dejligt afslappet efter at have tilbragt et par timer med Caelie, inden de havde lagt sig til at sove og det tog ham derfor et stykke tid, inden han med en dæmpet brummen glippede med øjnene over en usædvanlig lyd ved siden af sig.

Hendes ord trængte langsomt ind i hans hoved og sekundet efter var han lysvågen. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det var, hun drømte om og han måtte kæmpe for ikke bare at tage ved hende og ruske hende, til hun vågnede. I sidste sekund stoppede han dog sig selv, fordi han indså, at hun sikkert ville blive endnu mere skræmt, end hun var lige nu. I stedet gled han hen bag hende og slyngede en arm under hovedet på hende og om hendes skuldre og den anden arm om livet på hende, så hun lå helt tæt ind til hans nøgne skikkelse. "Killing. Vågn op." Stemmen var bydende. Samme toneleje, som han brugte, når han forventede, at hun adlød aldeles omgående.

[Caelie af Fenrig]

Hun hulkede ulykkeligt, mens faren i hendes drøm kom nærmere. Hun anede ikke, at det var en drøm. "Vil du ikke nok lade være?" Hulkede hun desperat og ulykkeligt, mens hun knugede dynen mellem sine hænder. Knoerne var hvide, og hele hendes krop skælvede af frygt.

Hvis hun havde vidst, at det var Astor, der lagde sig op ad hende, havde hun nok reageret anderledes. Men i hendes drøm, var det hendes far. "Nej!" Næsten skreg hun panisk, og forsøgte at komme ud af hans favn. "Du må ikke..." Blev hun ved. "Astor... Jeg vil have Astor!" Stemmen var skinger, tydeligt præget af frygt og den rædsel, der skyllede gennem hendes krop.

[Astor af Fenrig]

Han havde ikke forudset, at hun ikke ville vågne. Hun gjorde altid, hvad han sagde og især når han sagde det i den tone. At hun nu lå og kæmpede i hans favn og kaldte på ham, men ikke opdagede, at han var her. Det gav ham en følelse af afmagt, som han ikke kunne håndtere. Hun var nødt til at vågne. Og lige nu!

Han holdt stadig godt fast i hende og så rystede han hende alligevel bestemt et par gange. "Killing! Vågn så op!" Hvis ikke hun vågnede nu, så vidste han ikke, hvad han ville kunne finde på at gøre.

[Caelie af Fenrig]

Hun anede ikke, hvad der foregik. Hun ville bare væk. Derfor blev hun ved med at kæmpe imod. Lige indtil hun blev rusket. Omridset af hendes far blev tåget, han forsvandt ud i horisonten og hun blinkede med øjnene. Hele hendes krop skælvede, mens hun forsøgte at kaste mareridtet af sig. Hun græd, mens hun langsomt slap dynen, da hun fandt ud af, at hun lå i sit eget soveværelse.

Hun løftede den ene hånd og lagde den på det sted, hvor hendes hjerte bankede for fuld kraft, mens hun fortsatte med at græde. "Astor..." Kaldte hun og virrede med hovedet, for at få et glimt af ham. Men hun kunne ikke dreje hovedet nok.

[Astor af Fenrig]

Endelig vågnede hun, selvom hun tydeligvis stadig var voldsomt oprevet. Og for første gang mærkede han et lille stik i hjertet, når han var sammen med hende. Da hun kaldte på ham, vendte han hende om med det samme og trak hende ind til sig. "Jeg er her, Killing. Jeg passer på dig. Bare rolig." Og realisationen af, at han rent faktisk ikke havde passet på hende, fik igen hadet frem i brystet på ham. Hvis George af Naxen havde været inden for rækkevidde lige nu, så havde han slået ham ihjel på sekundet. I stedet holdt han sin unge hustru ind til sig og strøg hende beroligende over ryggen og håret.

[Caelie af Fenrig]

Hun var lige ved at gå i panik, fordi hun ikke kunne se ham. Havde det kun været en drøm? Eller... Hun nåede ikke at tænke færdig, før hun blev vendt om og hun fik et glimt af Astor, inden hun trykkede sin krop ind mod hans. "Åh Astor," græd hun ind mod hans brede brystkasse. "Jeg drømte om..." Hun kunne ikke fuldføre sætning, men hulkede bare igen. "Du var der ikke i min drøm. Jeg kunne ikke nå dig. Det gjorde mig bange," drømmen havde føltes så virkelig for hende. Som om, det rent faktisk var sket i virkeligheden.

[Astor af Fenrig]

Hendes ord hev og sled i hans bryst og han følte sig for første gang nogensinde utilstrækkelig. Det eneste han kunne gøre, var at holde hende tæt ind til sig og tysse stille på hende. "Jeg er her nu. Intet kan ske dig nu." Men det var ligemeget. For noget var allerede sket hende og han havde ikke stoppet det. Og selv i hendes drøm havde hun følt, at han ikke var der til at beskytte hende. Aldrig skulle det ske igen. Så meget var sikkert og vist. Og da følelserne var ved at tage overhånd, lagde han bestemt låg på dem og kanaliserede dem i stedet hen på de ting, han ville udsætte hendes far for. Der var for eksempel mange knogler, man kunne brække.

[Caelie af Fenrig]

Hendes desperate hulken stilnede af, efterhånden som hun tog imod hans beroligende kærtegn. Det blev efterhånden til en lav snøften, men hun søgte stadigvæk beskyttelse hos ham. "Det var forfærdeligt. Jeg..." Hun lænede hovedet bagud, og så op på ham med bævende underlæbe og røde, forgrædte øjne. "Jeg var bange for at, jeg havde mistet dig," hviskede hun og tænkte på den følelse af, at Astor ikke var der til at beskytte hende. At han var væk, og hun var overladt til sig selv. "Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg har brug for dig..."

[Astor af Fenrig]

Hendes ord skar i ham og han kunne ikke lade være med at tænke på de gange, han ikke havde fået Josiane ud af hendes værelse i tide. Eller den tid, han havde brugt på væbnerskolen, mens han vidste, hvad der foregik derhjemme og intet kunne gøre ved det.

Han skubbede resolut minderne væk og holdt hende bare tæt ind til sig. "Du er min.. For altid. Og du kommer aldrig til at miste mig." Det kunne han i det mindste love. Han lagde en finger under hendes hage og kyssede hende på læberne igen. Nok mest for at få hende til at holde op med at sige alle de ting, som han ikke kunne tåle at høre. Og så, fordi han vidste, at hun sikkert ville blive distraheret fra sit mareridt af det.

[Caelie af Fenrig]

Hun så op på ham. Tilbedende. Hendes øjne var stadigvæk røde, men kinderne var blevet tørre. Hun nikkede, og lukkede øjnene, da han kyssede hende på læberne. Hendes krop skælvede ind mod ham. Hun følte sig i sikkerhed, når hun lå her i hans favn. Hans stærke arme omkring sin krop, der forsikrede hende, at der ikke ville ske hende noget. ”Jeg elsker dig så højt,” hviskede hun, og lagde hovedet ind mod hans brystkasse, da han afsluttede kysset. Hun kunne ikke forestille sig, hvad der ville ske den dag, hvor Astor ikke længere levede. Hvad hun så skulle gøre af sig selv.

[Astor af Fenrig]

Han så på hende, da hun hviskede, at hun elskede ham - brummede let for at vise, at han havde hørt det - og trak hende så så tæt ind til sig, som han kunne komme til. Han vidste ikke, hvad der ville være bedst. At bede hende sove igen eller at køre hende træt, så hun måske kunne sove uden drømme. Måske var det nok, at hun lå her tæt på ham. Men når alt kom til alt, så kunne han ikke tage chancen. Han kyssede hende på panden, som den ene hånd fandt ned på hendes bryst.

[Caelie af Fenrig]

Hun sendte ham et svagt smil, da han brummede. Hun var stadigvæk lidt bleg i ansigtet, da hun blev trukket helt tæt ind til ham. Hans krop virkede massiv ind mod hendes lille, og hendes kinder antog en let rødlig farve i mørket, da hans hånd fandt ned til hendes bryst. Han vidste altid, hvordan han skulle få hende til at blive glad igen. Hun klynkede lavmælt. Ikke af frygt denne gang. Men af længsel. Efter ham.

[Astor af Fenrig]

Han sukkede tilfreds, da han så farven i hendes kinder. Desuden var han godt tilfreds med, at hun var stoppet med at græde og tilsyneladende var ved at glemme drømmen igen. Det kunne se ud til, at han havde valgt den rigtige fremgangsmåde. Noget af afmagten gled af ham igen, fordi her var der i det mindste noget, han havde magt over. Og han var lettet over, at den del trods alt ikke havde ændret sig. Han var nu fuldt fokuseret på at køre hende træt, så hun kunne sove og intet andet betød noget.

*Tråd afsluttet*