Sol og træning

[Hugo af Harise]

Jonthair af Macay

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og Hugo var tilbage i Corus igen, efter at have afleveret Eiralys på borgen i Harise. Hun havde bedst af, lige nu, at være alene der og klargøre til at tvillingerne blev født. Mens han måtte tage vare på sine pligter i byen. Og pleje alliancen mellem fætrene.

Han stod i bar overkrop med et sværd i hånden, mens han ventede på Jonthair ville komme. Det var efterhånden nogle dage siden, at han havde fået trænet med en værdig modstander, og han trængte til at røre sig på andet end hesteryg, som han havde brugt sin fritid på indtil videre.

[Jonthair af Macay]

Jonthair kom ridende hen mod Harise-huset og overlod tøjlerne til en tjener, da han sad af. Ved sin side, havde han i dag sit sværd, eftersom han havde aftalt en trænings-session med sin fætter. Det var noget de gjorde, når de havde tiden til det. Især fordi de begge havde andet at se til end at lege ridder hele dagen og derfor var på nogenlunde samme niveau.

Han kom om i haven, hvor Hugo allerede stod klar og han smilede og bukkede let. ”Goddag, Hugo. Hvordan er det at være tilbage i Corus igen?” Han løsnede sin skjorte, mens han talte og krængede den derefter af og hængte den over en stol.

[Hugo af Harise]

Han så op, da han hørte trin, og Jonthair kom gående ud til ham. Han bukkede selv, til trods for at den slags høfligheder mellem dem virkede en smule overflødige. De var fætre, og træningspartnere. Han brummede og trak let på skuldrene. ”Vinterafgrøderne er i hus, og sommerafgrøderne er på markerne. Der var ikke meget jeg kunne foretage mig derhjemme, som jeg ikke lige så godt kunne udføre herfra,” udover at ligge med sin hustru. Men det var der råd for. ”Og jeg har hørt en lille fugl synge om, at Hertug Thomlins datter snart skal være din hustru?” Han løftede det ene øjenbryn, mens han så spørgende på Jonthair.

[Jonthair af Macay]

Han nikkede og forstod udmærket, hvordan Hugo havde det med afgrøderne. De var hans stolthed i kraft af sin Gave og det var noget, som Jon selv kunne sætte sig ind i. ”Dejligt. Jeg er glad for, at det gik godt.” Han trak sværdet og rullede med skuldrene og bevægede hovedet fra side til side for at løsne musklerne inden træningen.

Til Hugo’s spørgsmål, smilede han tilfreds. ”Det skal hun ja. Jeg havde lejlighed til at møde hende den anden dag. Og hun er bestemt så køn, som jeg var blevet lovet.” Han rullede lidt mere med skuldrene og stillede sig så engarde.

[Hugo af Harise]

Det gik sjældent dårligt for Hugo. Men det havde nok også noget at gøre med, at han havde en vis forståelse for, hvordan man dyrkede jorden bedst. Det var ikke alle, der kunne prale af sådan noget. Han gav sig selv til at varme op, og ved Jonthair fortælling om sin nye forlovede, brummede han af morskab. ”Det er bestemt et plus, når de er kønne,” hans egen hustru var jo også en køn lille sag. Selvom hun nu begyndte at vokse i størrelsen. Men det var også kun på grund af de to børn, som han havde plantet i hendes mave.

Han stillede sig selv klar, da fætteren gjorde det. Sværdet var løftet og øjnene opmærksomme, vagtsomme, samtidig med, at lod sværdet glide ud, og ned mod Jons hofte.

[Jonthair af Macay]

De var heldigvis enige om, at når de trænede sammen, så brugte de ikke deres vejr på sniksnak, men på træningen. Derfor nøjedes han med at smile af kommentaren. Det var han såmænd også selv ganske tilfreds med. Og så gav de sig i kast med træningen.

En times tid senere, drev de begge af sved og havde smidt sig i hver deres stol. Tjenerne havde netop hentet afkølet saft og Jonthair stønnede nydende, mens den kølige væske gled ned gennem hans hals. Han var virkelig tørstig. ”Jeg er glad for, at vi kan træne lidt sammen engang imellem. Jeg trænger til værdige modstandere.”

[Hugo af Harise]

Hugo morede sig over, at Jon tilsyneladende havde haft så stor brug for den kølende saft. Han var dog ikke fri for selv, at komme med en lignende lyd, da han tog den første tår. Han lænede sig tilbage i stolen og nikkede. ”Jeg kender det. Efterhånden er mine træningspartnere indsnævret til dig og Astor. Aric har for tiden travlt med sine pligter og forberedelser,” han trak let på skuldrene. ”Men tilbage til din forlovede,” kvinder var bestemt et godt samtaleemne. ”Jeg går udfra, at du glæder dig til, at fjerne hende fra Hertugens gamle kløer?”

[Jonthair af Macay]

Jonthair nikkede let. Han trænede også selv med Astor og Aric fra tid til anden. Men det var blevet mindre på det sidste. Da talen faldt på Kayleigh igen, kunne han dog ikke lade være med at smile. Han var virkelig ganske godt tilfreds med det parti, han havde klaret at hente hjem. ”Det kan du tro.” Han nikkede med følelse. ”Han har efter min mening givet hende for frie tøjler. Vi havde ikke engang talt privat sammen en halv time, inden hun gav sig til at tale om, hvordan hun var vant til at have personligt råderum.” Han himlede lidt med øjnene i retningen af Hugo.

[Hugo af Harise]

Han rystede opgivende på hovedet, da Jonthair fortalte om hertugen. Og et suk forlod hans læber, inden det blev erstattet af et fnys. ”Jeg kan tænke mig, at du allerede har planlagt, hvordan du skal få hende til at rette ind, når I først er blevet gift?” Det ville undre ham meget, hvis fætteren ikke allerede tænkt på den slags. Sådan havde han selv gjort med Eiralys. Men igen. Der var en verden til forskel på de to kvinder, ud fra, hvad Jonthair fortalte, og hvad Hugo selv vidste om komtessen. Blandt andet deres alder. Eiralys havde ikke haft megen livserfaring, og det nød Hugo godt af.

[Jonthair af Macay]

Jonthair drak lidt mere saft og nikkede nok engang. ”Naturligvis. Når først vi er gift, bliver det intet problem. Jeg er mere nervøs for tiden indtil.” Han drak en tår mere. ”Jeg har ikke kunnet få Hertugen til at gå med til et tidligt bryllup. Naturligvis skal vi passe på med rygter og brylluppet skal selvfølgelig også være standsmæssigt..” Han gjorde en håndbevægelse, som viste, at han mente at alt den slags var selvindlysende.

”Men det kan tidligst komme til at stå om en måned. Måske endda to eller mere.” Han sukkede let og rystede så på hovedet. ”Men det skal nu nok gå. Jeg må bare spille spillet indtil da.” Han ville hade, hvis ægteskabsaftalen skulle blive løftet.

[Hugo af Harise]

Han nikkede forstående. Og var igen glad for, at Eiralys’ forældre aldrig havde været en de af rundrejsen. Det havde nok besværliggjort en hel del ting. Blandt andet rejsen til Harise. ”Så længe I får jeres bryllup alene. Jeg har hørt at han selv har forlovet sig igen,” det var ikke unormalt. Men valget som hertugen havde taget, var mildest talt overraskende. Slægten var ikke særlig prangende. Tøsen måtte kunne et eller andet, som hertugen satte pris på.

”Det kommer nok til at sætte din tålmodighed på prøve. Men jeg tvivler ikke på, at du er i stand til at få hende til at makke ret før tid,” lige på det felt var fætrene eksperter.

[Jonthair af Macay]

Jonthair hævede brynene i en gestus, som viste, at han var mere end almindeligt enig i fætterens udtalelser. ”Ikke på vilkår, om jeg vil dele mit bryllup med den lille Tirragen-finke. Det er muligt, at han finder hende interessant, men jeg kan ikke påstå, at jeg gør det samme.” Hvorfor han nogensinde havde kunnet finde på at vælge hende, fattede han intet af. Og hvis Jon skulle være ærlig over for sig selv, så var han ikke sikker på, at han ville have overvejet Kayleigh for alvor, hvis det var sket, inden aftalen var faldet på plads.

Den næste kommentar fik ham til at smile en anelse selvtilfreds. Han strøg sig en smule om hagen og trak så på skuldrene i falsk beskedenhed. ”Ja, jeg tror ikke, at jeg vil få de store problemer. Hun er desværre en hel del mere selvstændig, end jeg havde forestillet mig.. Og jeg er bange for, at hun har et irriterende godt forhold til sin fader. Så jeg kan ikke gøre noget, som vil få hende til at rende til ham i trods. Men ja.. Jeg har allerede startet med de første trin.” Han smilede igen og tænkte på, hvordan Kayleigh havde skælvet, bare fordi han havde sagt hendes navn på en bestemt måde. ”Jeg har på fornemmelsen, at hun nærmest sulter efter mandlig opmærksomhed.”

[Hugo af Harise]

Han fnøs. Og kunne kun tilslutte sig Jontahirs tankegang. Den ubetydelige lille finke, skulle snart kalde sig hertuginde. Det var næsten en fornærmelse mod de komtesser, der rent faktisk var af en slægt, hvorpå de kunne bære en så fin titel med værdighed. Nå, det skulle blive morsomt at se, hvordan hun ville opføre sig ved hoffet.

Selvstændige kvinder var ikke hans kop te. Han brød sig ikke om, at de troede, de kunne bestemme over deres mænd. Eller dem selv for den sags skyld. Det var næsten ynkeligt, når de troede, at de havde noget at sige i et ægteskab. ”Hvis hun giver udtryk for det, så er det bare om at gribe fat i det. Få hende til at sukke længselsfuldt. det er et stærkt våben,” nævnte han, men vidste, at Jonthair nok selv havde tænkt sådan. ”På den måde vil det måske blive nemmere, at vinde hende over, og væk fra hendes fader. Hun skal bare være glad for, at hun har fundet en mand, der finder hende værdig.”

[Jonthair af Macay]

Jonthair kom til at smile skævt, fordi fætteren tænkte i nøjagtigt de samme baner, som han selv. ”Præcis. Tanken har strejfet mig mere end en enkelt gang. Hun lader dog også til at have noget af et temperament. Men det skal jeg nok få bugt med over tid.”

Den næste kommentar fik ham til at nikke enigt igen. ”Ja, jeg må indrømme, at jeg også tænkte mit, inden jeg sagde ja til koblingen. Jeg mener, hun er jo ikke ligefrem ung længere. Og den aflyste forlovelse taler ikke ligefrem i hendes favør. Men hun kommer trods alt fra en god slægt og hun har Gaven.” Som hun forhåbentlig ville give videre til deres børn. ”Og ærligt talt, så føler jeg mig temmeligt tynget ned af min kære faders dårlige valg af slægt til sin hustru.” Han havde langt fra haft de samme muligheder som sine tre fætre for at finde en bedre hustru.

[Hugo af Harise]

Temperament. Det lød til, at Jonthair indtil videre ville få den mest problematiske hustru af fætrene. Men sådan kunne det gå. Alle kvinder var jo ikke ens. Og mon ikke, at Jonthair egentlig var ganske tilfreds med udfordringen, som han ville få nok af, når han havde giftet sig? Hugo var i hvert fald sikker på det.

”Ja, men kan ikke ligefrem påstå, at han tænkte på sine børns fremtid,” sagde Hugo, og skubbede straks alle tanker omkring sine egne forældre i baggrunden. Minderne var ikke noget han behøvede at se for sig lige nu. ”Men, jeg er sikker på, at når først hun har født din første søn, så vil mange døre for ægteskaber være åbne,” det var jo en stærk slægt, som ungen ville blive en del af. Akkurat som han planlagde, at intet andet end hertugdøtre, ville være godt nok til hans sønner.