En demonstration

[Murray af Naxen]

Vania af Naxen

De havde fulgt Østvejen under det meste af rejsen. Det sidste stræk gik dog gennem Fenrig, før det lille følge endelig krydsede over på Naxen-jord. Der var dog stadig et par timer til, at de ville nå borgen. Murray red ved siden af kareten, hvor Vania havde opholdt sig gennem det meste af rejsen. Hendes egen hest gik dog med bag ved vognen, så hun også kunne komme ud og ride selv, når hun havde lyst. Vejret var solrigt, men blæsende, så man kunne høre græsset bølge og slå i vinden.
Udover dem selv var der nogle betroede vagter og så en vogn med Vanias ting. Hendes anstandsdame sad naturligvis med i kareten. De skilte sig ikke meget ud fra andre rejsende, bortset fra den finere fremtoning.

De havde rejst i en times tid, da de blev angrebet. De var på vej gennem et lille skovområde, da de pludselig blev beskudt fra træerne. Murray var hurtig til at bruge sit skjold som beskyttelse, imens vagter og tjenestefolk søgte ly bag vogn og karet. ”Forbandet ...” Murray trak sit sværd og sendte et advarende blik ind til Vania. ”Bliv der!” Han vidste desværre ikke, om det var en ordre, som hun var villig til at lystre, men han fik snart travlt med at forsvare sig mod to røvere, der kom ridende ind på vejen fra skoven og gik til angreb på ham med sværd. Han skar gjorden over på den enes sadel og brugte skjoldet til at stoppe den andens sværd imens. Omkring ham kastede vagterne sig hurtigt ind i kampen med de andre røvere, imens tjenerne sprang i dækning under vognene.

[Vania af Naxen]

Vania sad i vognen og kedede sig bravt. Hun havde redet en del af rejsen, men hun var nødt til at passe på sin hud. Desuden var det ikke passende for hende at blive set til hesteryg hele tiden og så igen. Men efter så lang en rejse som rundrejsen var hun ærligt talt mere end træt af at se indersiden af en karet.

Hun havde netop sukket tungt, da hun hørte forskrækkede råb udefra og en meget bestemt ordre fra Murray nåede hende, inden hun stak hovedet ud af døren for at finde ud af, hvad det var, der skete. Da hun opdagede, at de var under angreb, mærkede hun en iskold hånd klemme sammen om hendes lunger og hun havde svært ved at trække vejret. Murray var i fare. Og hun vidste bedre end at løbe hen og blande sig. Hun kunne forstyrre hans koncentration. I stedet så hun med store øjne på den mand, som hamrede sit sværd ind i Murray's skjold og mærkede hjertet hamre af sted.

Da han løftede sværdet igen, gik hun ind i sig selv og hentede en lilla kugle af sin Gave frem, som hun koncentrerede sig om et kort nu, inden hun sendte den frem mod Murray og lod skjoldet omslutte ham. Sveden sprang allerede frem på hendes overlæbe af anstrengelsen af at opretholde det.

[Murray af Naxen]

Han så undrende rundt, da et magisk skjold pludselig lagde sig om ham. Røveren bankede sværdet mod det, og Murray skævede over mod kareten, hvor han ganske rigtig kunne se Vania kigge ud.
Røveren kunne ikke komme gennem skjoldet, så han opgav angrebet og rettede også blikket mod kareten, hvor han spottede adelskvinden og straks satte kursen over mod hende. Murray drejedes straks Brun rundt for at følge efter manden, men der var ikke langt over til kareten ...

[Vania af Naxen]

Hun spærrede øjnene op, da slynglen pludselig satte kursen over mod hende og hun trak sig tilbage fra vinduet, mens hun stadig koncentrerede sig om skjoldet, der beskyttede Murray. Men pludselig skreg hendes anstandsdame skingert og Vania kunne mærke, at kvinden var tæt på at gå panik.

Forstyrrelsen gjorde, at hun mistede kontrollen med skjoldet og hun bandede og svovlede, som hun stillede sig klar ved døren til kareten. Hun vidste, at hun ikke havde energi til at forsøge sig med et skjold mere. Ikke nu. I stedet ventede hun, til manden var helt henne ved døren, inden hun landede et veltilrettet spark på den, så den klappede hårdt op lige i hovedet på ham. Og mens han vaklede tilbage, skyndte hun sig selv ud, så hun ikke var fanget af væggene derinde.

[Murray af Naxen]

Døren klappede op i hovedet på røveren og bragte ham ud af balancen. Få sekunder efter var Murray derovre og havde hugget hovedet direkte af manden med sit sværd. Kroppen faldt død til jorden og blodet flød ud i en pøl omkring den. At dræbe dem var egentlig ikke planen, men han kunne ikke risikere, at der skulle ske Vania noget. Han skævede kort ned til hende med et søgende blik. Hun lod til at være i god behold. ”Du må hellere udelade det her fra dine breve hjem ...” hendes forældre ville nok bryde sig om at høre om den her hændelse. Så vendte han blikket mod den næste angriber, der fik et velplaceret spark i hovedet og gik i jorden. ”Lad være med at dræbe dem alle sammen! Fang nogen i live!” råbte han så ud til vagterne, der så småt havde fået kontrollen over situationen tilbage.

[Vania af Naxen]

Hun var knapt nok lige kommet ud af kareten, førend manden lå død for hendes fødder og små blodstænk havde fundet vej op på hendes sko og kanten af hendes kjole. Synet fik hende til at stoppe op og hun stirrede intenst på det afhuggede hoved uden at opfatte, at Murray talte til hende. Kort efter måtte hun gøre om og ofre sin morgenmad til guderne ved siden af karetens hjul. Hun støttede sig skælvende til kareten, mens ubehagelige trækninger i maven fik hende til at bukke over igen og igen, selvom intet længere kom ud. Men hver gang hun overvejede at rette sig op og vende sig om, så knækkede hun sammen i mavekramper igen. Dette var bestemt ikke gået, som hun havde håbet.

[Murray af Naxen]

Han lod hende kaste op i fred og hoppede endelig af Brun. Røverne var jaget på flugt, døde eller taget til fange. Vagterne var i gang med at binde deres fanger sammen bag vognene.
Da Vania var færdig med at kaste op, lagde han en hånd på hendes hoved og strøg hende let over håret. ”Sæt dig ind igen. Jeg sørger for noget at drikke til dig.” Han gestikulerede tilbage mod kareten. ”Faren er over for nu.”

[Vania af Naxen]

Hun sukkede bittert, da Murray pludselig stod ved siden af hende og strøg hende over håret. Det havde været et spinkelt håb, men hun havde ærligt talt håbet på, at han ikke ville bemærke noget. Hun var ikke videre stolt af, hvordan hun netop havde reageret.

Til hans ord nikkede hun bare med bagsiden af den ene hånd mod læberne i et forsøg på at undertvinge trangen til at knække over igen. "Tak.." Hun kunne ikke engang smile til ham lige nu. Hun havde forsøgt at tvinge ham til at tage hende med på en tur som denne og han havde sagt nej. Det sved virkelig at tænke på, at han sikkert havde haft gode grunde til det.

[Murray af Naxen]

Siden hun ikke flyttede sig, bøjede han sig ned og løftede hende op i favnen. Det kunne jo være, at hun følte sig dårlig og havde svært ved at gå selv. Han bar hende over til kareten og satte hende ind, så anstandsdamen kunne tage lidt hånd om hende. ”Det er en normal reaktion at få Prøv at hvile dig lidt.” Han strøg hende endnu en gang over håret, før en vagt kom over til ham med Brun igen.

[Vania af Naxen]

Hun havde bare haft brug for et øjeblik til at samle sig, men kort efter var hun pludselig i armene på Murray og hun måtte holde godt fast i sig selv for ikke at risikere at plette hans fine skjorte. Da hun sad i kareten igen, rykkede hun længst ind i det tætteste hjørne og gav sig selv fred til at være vred. På sig selv naturligvis. Hun hørte godt, at Murray havde sagt, at det var en normal reaktion. Men hun burde netop ikke have reageret sådan. Det var langt fra første gang, hun var i en farlig situation og hun ville ønske, at hun havde gjort et bedre indtryk. Hun hadede virkelig, at hun lige havde givet indtryk af, at hun var en skrøbelig adelsfrøken, som ikke kunne stå ved hans side. Hun var så vred og skuffet, at hun end ikke svarede ham. Hun trak sig bare ind i sig selv og sydede i stilhed.

[Murray af Naxen]

Han kendte det udtryk. Hun var vred. Murray blev stående ved kareten og iagttog Vania, imens en tjener kom hastende med noget vand til hende. For en gangs skyld var det forholdsvis let for ham at forstå, hvad vreden skyldtes. Han havde selv prøvet at føle sig utilstrækkelig i situationer som denne. Det var noget, som alle væbnere kæmpede med i starten. ”Tak for skjoldet.” Han holdt sig uden for kareten, så hun kunne få lidt plads. ”Det hjalp.”

[Vania af Naxen]

Hun havde måske lidt håbet, at han ville gå sin vej, så hun ikke havde publikum til sin ydmygelse, men det var også en smule trøstende, at han ikke gjorde det. Selvom hun ikke kunne finde ud af at vise det lige nu. Hun tog imod vandet og drak taknemmeligt for at fjerne den ubehagelige smag, hun havde i munden. Det hjalp også lidt på humøret og hans ord fik hende endda til at smile bare en lille smule. "Det var så lidt," svarede hun, stadig med et lille smil. Det var nok nogenlunde det eneste, han kunne have sagt, som ville hjælpe bare en smule.

[Murray af Naxen]

Hun smilede, så han nikkede en enkel gang og sad op på Brun igen, så de kunne komme videre på rejsen. Han blev dog tæt ved kareten for en sikkerheds skyld.
Resten af turen forløb fredeligt, og de nåede frem til borgen uden problemer. Murray overlod fangerne til vagterne efter at givet et par instrukser og gav Brun videre til stalddrengene. Hesten trippede allerede efter at komme ind til sit hø og sin bås. Oppe fra indgangen kom tre jagthunde spænende ned til ham og hoppede ivrigt rundt om ham for at hilse.
Han kløede dem bag øret og hilste på dem, før han så over på Vania, der blev hjulpet ud af kareten. ”Vil du op og skifte?” Det var vel meget muligt, at hun havde behov for at friske sig lidt op. Hundene stimlede straks sammen om hende og anstandsdamen for at snuse til de nye mennesker.

[Vania af Naxen]

Hun havde fået det lidt bedre og hun var derfor ikke helt så indestængt på den sidste del af rejsen, som hun måske egentlig havde forestillet sig. Men hun passede stadig sin sårede stolthed, da de ankom til Naxen-borgen. Men da hun trådte ud, kunne hun slet ikke rumme den slags følelser mere. Hun gispede bare overvældet og var helt blæst bagover af, hvor smuk borgen var. Hun havde selvfølgelig set den på maleriet, men det havde slet ikke gjort den virkelige borg retfærdighed.

Hun stod bare sådan og stirrede, da Murray talte til hende og hun kom til at tænke på blodstænkene på hendes tøj igen. Denne gang blev hun heldigvis ikke dårlig ved tanken og hun smilede bare glad til ham, for at han havde tænkt over det. "Det.. Det vil jeg meget gerne." Hun stod et øjeblik og var ikke helt sikker på, hvem det var, der skulle vise hende op.

[Murray af Naxen]

Ved hendes svar gjorde Murray en gestus mod indgangen og begyndte at gå i forventningen om, at hun ville følge efter. Hundene rendte stadig omkring hende og snuste til kjolen. Blodet gjorde dem nok nysgerrige.
Han viste hende roligt gennem borgens hovedbygning, der udgjorde familiens bolig. Siden de boede i en borg, var de omgivet af militære bygninger, stalde smedjer og mure. Hovedbygningen var dog indrettet som ethvert gods eller slot med dyre møbler og smukke detaljer. Murray ledte roligt Vania gennem gangene og op til det, der ville blive hendes gæsteværelse. De kunne jo ikke tillade sig at dele soveværelse. ”Herinde,” gestikulerede han brummende og trådte ind på værelserne, der havde udsigt til søen.