Fremtiden et andet sted

[Zoia af Meagmarsk]

Logan Salmalín

Det var længe siden efterhånden, at rundrejsen var nået til Corus. Og at Zoia var flyttet ind i familiens hus for første gang. Det var mærkeligt. Virkelig mærkeligt at bo sammen med sine forældre igen. Og sine bedsteforældre. Hun havde været vant til kun at være sammen med sin farfar og farmor hele tiden. Nu skulle hun tage stilling til hele familien på én gang.

Det var næsten rart at komme væk fra hjemmet, og op på paladset, hvor hun skulle mødes med Logan i hans private gemakker. Han sagde, at han havde en vigtig nyhed til hende. Og hun var ret spændt på, hvad det var. Hun havde efterhånden lært, at hun skulle gøre sig umage med at få nye udfordringer, så hun vidste, at det nok ikke var noget henad i den retning. Men hvad det ellers kunne være, det anede hun ikke.

Hun standsede op, bankede et par gange på døren, men gik så ellers ind. Hvis hun kendte sin læremester ret, så havde han været oppe længe før solen fik ben at gå på. Og hun fandt ham da også siddende med hovedet bøjet over en bog. Det var virkelig mandens yndlingsstilling. "Logan?" Forsøgte hun sig spørgende med, i et håb om at fange hans opmærksomhed.

[Logan Salmalín]

Logan var vågnet omkring daggry og havde sat sig direkte op til sine bøger. Han var kommet på en ny idé for et par dage siden og den var ganske lovende. Han havde endda talt med en af sine kollegaer fra Gudernes By gennem ilden og nu arbejdede de på det hver for sig.

Det betød så også, at han var meget fokuseret på den bog han sad med og han fik slet ikke taget sig sammen til at opfatte, at nogen bankede på døren, førend Zoia kom ind og han sled sin opmærksomhed væk fra teksten foran sig. Han lagde bogen fra sig med et smil og rejste sig op. "Godmorgen, Zoia." Han smilede igen og så så ud af vinduet. "Eller.. Det er vist slet ikke morgen længere, er det?"

[Zoia af Meagmarsk]

Hun ventede tålmodigt på, at han fik løsrevet sin opmærksomhed fra det, der nok var en ret kedelig bog. Og det var faktisk slet ikke særlig tålmodigt. Hun skiftede hele tiden vægten fra den ene fod til den anden, mens hun ventede på ham.

Da han endelig rejste sig, slappede hun af. Nu havde hun hans opmærksomhed. Godt. Hun rystede på hovedet. "Det har ikke været morgen i flere timer," svarede hun med et skævt smil og trådte længere ind i rummet. "Du sagde, at du havde en nyhed, som du ville dele med mig?" Zoia var ikke typen der gik omkring den varme grød. Det var hun alt for utålmodig til.

[Logan Salmalín]

Han nikkede og accepterede uden videre, at hun havde ret i, at morgenen var langt væk. Det plejede hun ærligt talt at have mere styr på end han selv. Da hun mindede ham om, hvorfor han havde bedt hende om at komme, smilede han igen og nikkede. "Nå ja, selvfølgelig. Kom her hen og sæt dig ned." Han satte sig ned på gulvet i en glidende bevægelse og forventede tydeligvis, at hun ville sætte sig på gulvet ligesom han, selvom der stod to udmærkede stole i nærheden. Det var ikke den slags, han tog sig af. "Hvad ville du sige til at tage med mig til Gudernes by nogle måneder?"

[Zoia af Meagmarsk]

Hun sukkede lydløst, da han satte sig på gulvet. Hun havde indtil nu ikke helt forstået, hvorfor de absolut skulle sidde på gulvet, i stedet for de perfekt fungerende stole, som stod rundt om bordet. Hun trak dog bare på skuldrene og satte sig på gulvet uden at sige noget om det. Hun havde opgivet at protestere. Måske fik hun en åbenbaring om det, når hun blev ældre. Hun anede ikke, hvad han ville sige. Måske noget med, at de skulle ligge en plan for, hvad hun skulle igennem. Alt det sad hun og tænkte på, da han stillede hende et spørgsmål. Hun så først forvirret på ham, indtil det gik op for hende, hvad han havde spurgt om. Gudernes By. Hun sank en klump i halsen. ”Du mener… Vi skal rejse væk fra Corus?” Spurgte hun og vidste ikke helt, hvordan hun havde det med det. Hun havde aldrig været så langt væk, uden at have sin farmor i nærheden.

[Logan Salmalín]

Han så smilende på hende og nikkede til hendes spørgsmål. ”Ja. Jeg har et nyt projekt på tapetet, men ham jeg skal have til at hjælpe mig er i Gudernes By og det vil være meget lettere, hvis vi er det samme sted.” Han lænede sig lidt frem. ”Jeg har dog også påtaget mig at undervise dig og vi er nødt til at få lov af din familie først, men jeg tænkte, at jeg ville spørge dig, inden jeg gik videre til dem.” Han så afventende på hende og syntes selv, at det var en vanvittigt god idé det hele.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun så nu skeptisk på ham. Og rynkede lidt på næsen. Hun skulle lige vænne sig til tanken. Gudernes By. Jo. Hun havde da drømt om at komme dertil. Men, tanken om at være alene skræmte hende lidt. Også selvom Logan ville være der. ”Hvis De giver lov, så vil jeg gerne,” endte hun med at sige. Måske var det ikke så slemt det hele? Hun håbede bare ikke, at hun skulle bo på klosterskolen. Det krydsede hun i hvert fald fingre for. Hun orkede ikke de der komtesser, som ikke havde andet end mode og fremtidige mænd i hovedet.

[Logan Salmalín]

Han smilede over hele hovedet, da hun sagde ja. Det gjorde alting meget lettere. ”Godt. Så spørger jeg dem senere på dagen. Og jeg tror faktisk, at det her bliver godt. Du vil ikke have ret meget andet at fokusere på end din Gave, så jeg tror, at vi kan se store fremskridt fra din side af. Desuden er der masser af unge magikere på din alder på klosterskolen. Du kommer selvfølgelig ikke til at se dem så meget, fordi du skal bo med mig på mithranerklostret, men der vil da være mulighed for, at du måske kan få nogle nye venner.” Han smilede stadig og klappede hende lidt på hånden.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun håbede at han havde ret. Hun ville gerne, hvis hun selv kunne begynde at se, at hun udviklede sig. Lige nu følte hun bare, at hun stod lidt stille. Hun vidste dog, at Logan ikke var af samme mening. Da han nævnte klosterskolen, og at hun nok ville få nogle nye venner der, troede hun lige i et kort øjeblik, at hun også skulle bo der. Men da han sagde, at hun skulle bo sammen med ham, åndede hun lettet op. Men udsigten til at møde andre magikere på hendes egen alder så hun frem til. ”Hvis jeg får lov, hvornår tager vi så afsted?” Hun så op på ham igen, denne gang med rynket pande. Hun fornemmede lidt, at det ville være snart.

[Logan Salmalín]

Han rettede sig op igen og slog ud med armene. ”Så snart vi kan være klar.” Han var ved at gå ud af sit gode skind over at diskutere den nye teori med sin kollega og hvis han kunne komme af sted i dag, så ville han gøre det. Men han forstod godt, at det ikke nødvendigvis var lige så let for Zoia. Hun var trods alt adelig og ikke vant til at være spontan.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun nikkede. Akkurat som forventet. Impulsiv og spontan var Logan. Akkurat det modsatte af, hvad Zoia var. I hvert fald til en vis grad. Når det kom til at rejse, var hun overhovedet ikke spontan. Der var for mange ting, som skulle overvejes. Og det var meget uoverskueligt og kedeligt at tage sig af. ”Jeg går ud fra, at min farmor sætter tingene i værk, så snart I er blevet enige,” hun tænkte, at det nok ikke var noget, som blev besluttet på en enkelt dag. Og til forskel for mange adelige komtesser, hvor det var deres forældre, som havde ansvaret for dem, så var Hertuginden overbevist om, at Zoia var hendes ansvar.

[Logan Salmalín]

Han nikkede og mente egentlig, at nu havde de aftalt, hvad de behøvede. ”Godt. Så skynd dig hjem at pakke. Så taler jeg med din farmor i eftermiddag.” Hvis det hele faldt på plads, kunne de være på vej i morgen tidlig. Han kom uvilkårligt til at smile ved tanken. Han havde ikke engang været i Corus to måneder og han glædede sig allerede til at komme hjem.

[Zoia af Meagmarsk]

Hun så på ham, lidt usikker på det hele. Men hun håbede, at hun ville få lov. Ellers ville det hele nok være ret forgæves. Og hun orkede ikke at pakke så mange ting, blot for at skulle pakke det hele ud igen. Hun rejste sig op. ”Det gør jeg så,” kommenterede hun og gik hen mod døren. Hun havde en underlig fornemmelse i maven. Hun skulle snart forlade Corus igen. Hun havde ikke boet i byen end mere to måneder. Og nu skulle hun forlade den. Hun sukkede igen, og åbnede så døren. ”Farvel Logan,” sagde hun, inden hun lukkede døren og forsvandt ned ad gangene, på vej hjem til familiens hus.

Tråd afsluttet