En, to, tre, aktion [R]

[Astor af Fenrig]

Caelie af Fenrig

Astor var taget af sted om morgenen, som han havde gjort den sidste uge, men han havde aflyst sine aftaler og sad nu i stedet på en kasse i en lille mørk krog mellem to huse og holdt øje med sit eget.

Caelie svar, da han havde spurgt, hvad hun skulle bruge dagen på, havde været en smule vagt og han havde en distinkt fornemmelse af, at han ville blive glad for at holde øje med hende. Aslar havde han selvfølgelig sat på udkig i forhold til husets baghave, så hun ikke skulle smutte fra ham ved et uheld. Men han foretrak at have så få involverede i opgaven som muligt. Aslar var den eneste, som han ville dele dette med. Og han fik også kun det mest nødvendige at vide.

[Caelie af Fenrig]

Efter at Astor havde forladt huset, og hun havde klaret sine formiddagspligter, som det var krævet af hende. Sådan som at stå for, at sætte tjenestepigerne i gang med oprydning og bestemme dagens menu sammen med kokken, havde hun sat sig ind i stuen for at brodere. Og lige som de foregående dage, sad hun næsten som på nåle. Hun vidste, at hvert øjeblik det skulle være, efter Astor var taget afsted, kunne en budbringer fra hendes far dukke op i stuen hos hende. Og ganske rigtigt.

Efter en times tid kom han. Han var naturligvis ikke klædt i slægtens farver. Det ville jo kunne afsløre ham overfor Astors tjenestefolk. Hvilket jo så absolut ikke var meningen. Hun nikkede bare. Faderens idé om at drikke te sammen lød godt, tænkte hun og lagde sit broderi fra sig, for at finde en let kappe, som hun kunne tage over skuldrene. En vogn blev kørt frem til hende, som hun steg ind i, og så blev hun kørt afsted til hendes forældres hus.

[Astor af Fenrig]

Astor hævede et bryn, da en budbringer dukkede op ved huset og han mærkede små prik af vrede i huden, fordi nogen var så fræk, at de rent faktisk kom til han hus og ikke engang tog sig den sikring at mødes ude i byen. En kold følelse lagde sig i brystet på ham og gjorde ham mere fokuseret end før. Han fløjtede en kort tonerække, som Aslar ville vide betød, at han skulle være ekstra opmærksom nu og ventede så igen.

Da der blev kørt en vogn frem og Caelie kom ud, fløjtede han en ny tonerække, som kaldte Aslar til sig, så de begge kunne sætte efter vognen. Han rejste sig op og slog hætten på sin kappe godt op over hovedet, inden han flyttede sværdet en smule, så han kunne sætte sig i sadlen på hesten ved hans side. Det var ikke Torden, han red denne dag, men en lille grå hoppe fra stalden. Det ville være for dumt at afsløre sig selv på den måde.

[Caelie af Fenrig]

Hun svedte i håndfladerne, da vognen standsede uden foran det alt for velkendte hus. Hun sad i de lange øjeblikke det tog for kusken at stige ned og åbne døren, og ønskede det hele ville gå hurtigt i dag.

Da døren blev åbnet for hende, steg hun ud og gik ind i huset. Hun anede ikke, at hun blev overvåget. Tværtimod troede hun jo, at Astor netop var i gang med at udføre det arbejde, som han havde sagt over morgenmaden. Der var tavst i huset. Der var ikke en eneste tjener at se, de lakajen som havde åbnet hoveddøren for hende, havde trukket sig tilbage. Derimod stod døren til hendes fars arbejdsværelse åbent.

Hun drejede hovedet og så ind på kontoret, hvor hendes far stirrede direkte ud på hende. Med bøjet nakke satte hun i bevægelse mod det rum, som hun hadede mere end noget andet. Det havde ikke ført andet end ydmygelser med sig.

[Astor af Fenrig]

Han fik en snigende ubehagelig fornemmelse, da han opdagede, hvilken retning vognen bevægede sig i. Han sagde bestemt til sig selv, at han sikkert lod fantasien løbe af med ham, men da den stoppede uden for hendes fader's hus, mærkede han en vrede stærkere, end han indtil nu havde prøvet. Han forsøgte dog at slå koldt vand i blodet. Måske var hun her for at se sine søskende. Eller sin moder.

Han steg af sin hest og afleverede tøjlerne til Aslar, som blev stående udenfor og ventede. Selv gik han op til hoveddøren og bankede på. Tjeneren der kom frem, spærrede forskrækket øjnene op ved synet af Astor og det var mere end nok bekræftelse af, at der foregik noget suspekt.

Han skubbede tjeneren til siden og gik med lange skridt rundt langs hallen og åbnede dørene én efter én, indtil han fandt et værelse, hvor der var nogen inde. Og det han så, fik ham til fuldstændigt at miste besindelsen. Han var henne hos dem på ganske få sekunder, inden han tog et stærkt greb i mandens tøj lige ved nakken og nærmest kastede ham over i den nærmeste væg. Han stillede sig mellem ham og Caelie og gik hen til ham igen med et ansigt som torden og uden at have sagt et eneste ord.

[Caelie af Fenrig]

Så snart hun trådte ind i rummet, så hun den. Den flotte sten. Og hendes krop begyndte at summe igen, samtidig med at hendes hoved blev tåget. Hun kunne ikke tænke klart. Selvom hun forsøgte, kunne hun ikke danne en eneste fornuftig tanke. Hun vidste bare, at hun skulle sætte sig op på skrivebordet.

Hun hørte ikke hoveddøren gå op. Hun sad blot ubevægelig, mens hendes far rørte ved hendes krop. Først, da døren ind til kontoret blev åbnet, vendte hun opmærksomheden væk fra ham. Det var Astor. Hun burde blive forskrækket eller andet, men hendes krop reagerede ikke, som hun havde lyst til. og i stedet sad hun blot stille, og så på, mens Astor trak hendes far væk.

Kjolen faldt ned om livet på hende igen, og hun blinkede et par gange, men så bare til. Musestille, mens den skræmmende stilhed lagde sig over kontoret. Udfordrede de hinanden? Hun vidste det ikke, hun kunne ikke se sin far for Astors brede ryg, og hun kunne ikke se Astors ansigt, fordi han stod med ryggen til hende.

[Astor af Fenrig]

Han var vredere, end han nogensinde havde troet muligt. Indtil nu havde han måske været villig til at lade den tidligere forseelse gå med enkelt lille hævnaktion, men det han havde set, mindede ham pinefuldt om, hvad hans egen far havde gjort ved Josiane og ...

Han lukkede ned for den tanke med det samme og sparkede i stedet manden hårdt i maven, da han nåede hen til ham. Dernæst fik han også et spark i hovedet og og så to mere i maven. Han var meget tæt på at miste besindelsen fuldstændigt, men han havde alligevel tanke nok i hovedet til at vide, at han ikke ville slippe godt fra at slå manden ihjel. Ikke på denne måde i hvert fald.

I stedet flyttede han lidt rundt på sig selv og landede et hårdt og veltilrettet spark lige i skridtet på ham, som en bestemt huskeseddel. Så trak han sin dolk og satte den mod den nu grædende mands hals og hans stemme var så lavmælt, at Caelie måske ikke kunne høre det. "Hvis du nogensinde så meget som ser på min hustru igen. Så vil du se tilbage på i dag og ønske, at jeg havde gjort arbejdet færdigt. Forstår du det?!"

[Caelie af Fenrig]

Det gav et sæt i hende, da Astor sparkede hendes far i maven, og hun krympede sig lidt sammen. Lagde armene rundt om sig selv og drejede hovedet væk. Hun havde ikke lyst til at se det. Hun kunne ikke gøre noget for at hjælpe nogen af dem.

Hendes blik hvilede på den flotte sten, som hun endte med at løfte op i hænderne og knuge hårdt. Det summede i hendes fingre og hun hørte sin fars stemme igen og igen, da han havde vidst hende den. Men det virkede som om, at hans stemme kom langt væk fra.

Snøft og bedende ord, fik hende til at løfte blikket. Hendes far lå ned, og Astor havde tydeligvis at ham på plads. Hun følte ikke noget ved det, sad bare og ventede. På et eller andet. Hendes blik var mere eller mindre halvtomt, men hun tænkte heller ikke på noget. Hun afventede blot, at nogen skulle fortælle hende, hvad hun skulle gøre. Og så ville hun gøre det.

[Astor af Fenrig]

I dette øjeblik var George af Naxen en knækket mand, men Astor havde på fornemmelsen, at det ikke ville holde for evigt og han lovede sig selv at gøre mandens liv til et helvede. Han fortjente det mindst lige så meget som hans egen far havde fortjent at blive sendt til den scanranske grænse resten af sine dage.

Lige nu var der dog ikke mere at hente fra den ynkelige bunke foran ham og Astor rejste sig i stedet og vendte tilbage til Caelie. Hun var dog slet ikke så påvirket, som han ville have troet. Hun sad bare og så ned på sine hænder. Selv da han lagde en finger under hendes hage og tvang hende til at se sig i øjnene, var der ikke rigtigt forbindelse.

En indskydelse fik ham til at åbne hendes fingre og i dem fandt han en ildopal og alt gav pludselig langt mere mening. Vreden mod manden bag ham voksede umuligt i styrke og hvis der havde været en chance for, at han ville droppe sine tanker om hævn, så forsvandt de nu. "Killing. Killing, kan du høre mig?"

[Caelie af Fenrig]

Hun lod ham villigt løfte sit ansigt, men hendes blik ville ikke rigtig fokusere. Han havde flotte øjne, men stenen. Hun knugede den og var ikke helt villig til at afsløre den for Astor, da han åbnede hendes fingre.

Lyden af hans stemme var en smule... Langt væk. Hun blinkede med øjnene og gjorde et meget ihærdigt forsøg på at koncentrere sig, men hendes evne til det var nærmest lig nul. Hun vidste, at hun burde gøre det. Men hun kunne ikke. "Astor?" Spurgte hun, som om hun manglede bekræftelse i, at det nu også var ham.

Hendes fingre summede stadigvæk, da hendes ene hånd helt slap stenen og i stedet lagde sig på hans brystkasse. "Skal vi hjem nu?" Der var tydelig forvirring at spore i hendes blik. Hun forstod ikke, hvad han lavede her, og hun kunne heller ikke helt huske, hvad hun selv gjorde på dette skrivebord. Det var i hvert fald ikke Astors.

[Astor af Fenrig]

Han mærkede hende vende lidt tilbage til ham, da hun slap stenen med den ene hånd. Derfor tvang han stenen helt ud af hendes hænder og stak den i lommen. "Ja, min skat. Nu skal vi hjem." Han havde aldrig før kaldt hende "skat", men nu tænkte han ikke engang over det. I stedet løftede han hende op i sine arme og bar hende ud af først værelset og siden huset, uden at værdige nogen med et blik.

Han fik hende sat op på sin hest og svang sig op bag hende. Han trykkede hende tæt ind til sit bryst og satte hesten igang. Nu ville han bare have hende hjem. Og helst i seng med det samme. Og så var han nødt til at sende Murray et brev. Det kunne dog ikke falde ham ind at lade Caelie gennemgå endnu en forklaring. Men han var nødt til at fortælle Hertugen, hvorfor hans onkel nu lå blødende og gennembanket i sit eget arbejdsværelse.

[Caelie af Fenrig]

Hun nikkede og klynkede kun lavt, da han tog den flotte sten ud af hånden på hende. Hun fulgte den med blikket ned i hans lomme og det summede i hende, efter at holde den igen. Men hun lod være. Hun havde ikke fået lov. Da han løftede hende op i sine arme, trykkede hun sig ind til ham, og lagde armene omkring hans hals, mens hendes hoved hvilede mod hans skulder. Hun havde lukket øjnene, hun var meget ør i hovedet lige pludselig.

Hun lagde ikke mærke til, at de red hjem. Men hun kunne heller ikke helt huske, hvordan hun var kommet hjemmefra. Det var noget med en vogn ikke? Hun virrede med hovedet, mens hun blinkede med øjnene, for at få tågerne til at lette. Hvorfor var hun overhovedet taget afsted? Hun vidste, at hun burde vide det. Men hun kunne ikke helt huske hvorfor.

[Astor af Fenrig]

Han lod Aslar om at tage sig af hestene og sad bare selv af og tog igen Caelie i sine arme og bar hende indenfor og op ovenpå. Hun havde ikke sagt et eneste ord endnu, men hun fandt stadig tryghed og trøst ved ham og det anså han for gode tegn.

Han bar hende ind på deres værelse og hjalp hende ud af sit tøj, inden han lagde hende i seng. Han lagde sig selv ned ved siden af hende og trak hendes nøgne skikkelse ind til sin egen påklædte. Han holdt om hende, ligesom han havde gjort, sidst hendes far havde udsat hende for noget lignende og så kyssede han hende på panden. Det føltes dog ikke som nok. Ikke efter alt det, hun havde været ude for. Så han lagde igen en finger under hendes hage og fandt hendes blik med sit. "Jeg elsker dig, min lille killing." Og så kyssede han hendes læber igen.

[Caelie af Fenrig]

Da de kom ind i huset og dets velkendte lugte slog hende i møde, åbnede hun øjnene, og så sig omkring, mens han gik oven på. Op på deres soveværelse. Mens han klædte hende af, stod hun næsten bare stille, mens han sørgede for det hele. Hun løftede blot armene, da han trak kjolen over hovedet på hende.

Sengen under hende var blød og et forsigtigt smil kom frem, da hun blev trukket ind til ham. Hun kunne godt lide, når de lå sådan her. Hendes ansigt blev vippet op, så hun kunne møde hans blik. Det var ikke helt tomt længere. Hans ord fik hendes pupiller til at udvide sig, men inden hun nåede at sige noget, lå hans læber på hendes. Hun lukkede øjnene og lagde sig helt ind til ham. Hendes krop havde brug for at føle tryghed. At være beskyttet. Hvorfor vidste hun ikke. Men Astor havde lært hende, at hun skulle lytte til, hvad hendes krop fortalte hende. Og derfor søgte hun dybere ind i hans favn.

Da kysset blev afbrudt, de havde begge brug for luft, så hun op på ham, langt mere nærværende end hun havde været de sidste par dage. "Jeg elsker dig, Astor," hviskede hun hengivent, samtidig med at hun rødmede svagt i kinderne.

[Astor af Fenrig]

Egentlig havde han bare planer om at give hende et enkelt lille kys, men han kunne mærke, hvordan hun åbnede sig op for ham og han trak mentalt på skuldrene og tillod hende et længere kys, fordi hun trods alt havde været meget igennem.

Hendes ord fik ham til at smile. "Det ved jeg, Killing." Han kyssede hende på panden en enkelt gang, inden han drejede sig, så han lå ind over hende og kunne nappe hende lidt på siden af halsen. Hans hånd fandt ned mellem hendes ben og fandt hendes lystknude. For præcis lige som sidste gang, hun havde været ude for en oplevelse som denne, var han nervøs for, at hun skulle sammenkæde den med sin seksualitet helt generelt.