Når du mindst venter det

[Prunella af Trebond]

Kieran af Stenbjerg

Selvom vejret var skønt udenfor, så havde Prunella vanen tro indfundet sig i en af gangene i sit hjem. Der var tomt for mennesker, men særligt smukt i netop denne gang med hendes yndlingsmaleri hængende over for stolen. Det afbillede an ungmø i smukke naturomgivelser og en stor sort hund. Hun kendte eventyret ud til fingerspidserne og vidste derfor, at hunden var en fortryllet prins. Hendes fader havde fået det lavet til hende, da han opdagede, at hun tit sad i dette hjørne af huset. Hun elskede det.

Solen faldt ind fra et vindue og varmede hendes ansigt op. Det var meget nydelsesfuldt, trods hun havde siddet dydigt og broderet et sirligt mønster på et af sine lommetørklæder, noget hun var meget dygtig til, men fandt overordentligt kedeligt. Hun var som altid vandret væk på eventyr i sine tanker, og nu havde det hævnet sig gevaldigt, idet hun havde stukket sig på nålen. En ed forlod hendes læber. Hun havde hørt køkkenpersonalet sige det.

Hun var et øjeblik i tvivl om, hvorvidt hun skulle bruge sit lommetørklæde, hun netop havde arbejdet på, eller om hun skulle finde noget andet, men risikere at bløde på sin kjole eller dryppe på gulvet. Det var lidt en redelighed, og hun følte sig irriteret over at have lavet så tåbelig en begynderfejl, når det burde være det letteste i verden. Hun skulle kunne lave det i søvne. Hendes moder ville blive skuffet, hvis hun opdagede det. Derfor ledte Prunella efter en hurtig løsning.

Hun havde netop rejst sig, da hun hørte stemmer fra et værelse på gangen. Det var der ikke noget nyt i, og hun var mere interesseret i sine egne problemer, end hvilke mennesker der gæstede huset i dette øjeblik. Det var højst sandsynligt forretninger med hendes moder eller Gareth. Hun stak fingeren i munden og suttede på den. Den var øm. Hendes irritation steg, og da døren gik op stak hun hurtigt fingeren ind i lommetørklædet og gemte den på ryggen.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran var ganske klar over, at han kun var tilbage i Corus på lånt tid. Set i retrospekt, ville det mest praktiske sikkert have været at blive nordpå indtil efter Larkins bryllup, men han havde trængt gevaldigt til at komme væk fra det fugtige nord og tilbage hvor der skete noget. Hvor der altid var fest et eller andet sted. Hvor han havde sine venner og hvor pigerne var lidt kønnere og der var flere af dem.

Han havde tilbragt nogle timer i selskab med en af sine medstuderende. En Trebond, bevares, men det kunne ikke holdes imod ham. Man valgte vel heller ikke selv sit navn, trods alt og Gareth var godt selskab ”På gensyn i morgen.” hilste han på vej ud af døren, som han lukkede med et tilfredst smil på læberne og vendte sig for at gå, lige tidsnok til at se en yngre kvinde gemme den ene hånd bag ryggen. Han hævede et øjenbryn undrende og nikkede afmålt til hende ”Nådigfrøken..” hun var bestemt ikke en del af tyendet, men han mindedes heller ikke at have hørt Gareth nævne en søster.. eller kusine. Eller havde han ”Om forladelse hvis jeg forstyrrede Dem i noget..” det sitrede i hans ene mundvig mens han nikkede mod den hånd hun skjulte for ham ”..hemmeligt.”

[Prunella af Trebond]

Prunella så op på manden, der var kommet ud af døren. Hun følte et stik af overraskelse over hans alder og udseende, da hun måske nok havde forventet de sædvanligt herrer oppe i alderen, som sædvanligvis gjorde deres forretninger her i huset. Det var ikke så tit, at hun stødte på Gareths eller Gavins kontakter, da de vel nok hellere mødtes ude i byen eller hvad vidste hun overhovedet om, hvad de egentlig gjorde. Det måtte hun huske at spørge nærmere ind til ved anledning.

”Hvis det var en hemmelighed, så havde jeg ikke stået her med hånden på ryggen som et barn,” svarede hun ligefrem og med et strejf af trods i stemmen. Hvis hun havde haft hemmeligheder, så havde ingen vidst, de eksisterede. Hun spidsede læberne og skød hagen let frem. Hun følte sig irriteret over netop at være blevet afsløret midt i noget så fjollet som en blodig finger. Hendes forfængelighed led ved tanken. Hun så op på ham og smilede nu drilsk.

”Hvem er De?” Hun undlod med vilje at præsentere sig selv, barnligt men tilfredsstillende. Hun blev stående med hånden på ryggen. Det var lidt selvmodsigende, men hun følte sig stadig forlegen over at have stukket sig.

[Kieran af Stenbjerg]

Kieran fnøs underholdt og hævede et øjenbryn i mild skepsis, mens han tog sine handsker fra bæltet hvor de havde siddet stukket fast ”Og dog forsøger De tydeligvis at holde noget skjult.” påpegede han selvfølgeligt og så sigende på hende, uden at have planer om at blive stående for at tale med hende. Han havde vigtigere ting at lave, end at opmuntre pigebørn til at være næsvise.

Han havde vendt sig halvt væk fra hende da hun stillede et spørgsmål og hans blik vandrede vurderende ned over hende mens han trak handskerne på før han svarede hende ”Kieran af Stenbjerg til nådigfrøkenens tjeneste.” han slog ud med armene og bukkede afmål, men selvom han fulgte etiketten til punkt og prikke, lå der en slet skjult ironi i hans tonefald ”Og De?” krævede han, mens han rankede sig igen og lod armene falde ned langs siderne.

[Prunella af Trebond]

Prunella smilede, da han rankede sig og krævede hendes navn. Hun lagde ikke skjul på, at det morede hende, selvom hun godt vidste, at det var ligegyldigt. Mænd var deres egne herrer. Han ville gå ud af døren lige strakt og aldrig se sig tilbage. ”Prunella af Trebond, Mester Kieran,” hilste hun tilbage og demonstrerede, at hun udmærket kendte navnet - hvilket han sikkert alligevel tog for givet. Så trak hun på skulderne, som resignerede hun, og tog sin hånd frem. Blodet var trængt igennem lommetørklædet, men det dunkede ikke så meget i fingeren længere.

”Som De kan se, så er jeg døden nær,” sagde hun lavmælt. ”Har De nogen sidste kloge ord?” Hun så op på ham og smilede sødmefuldt. Hele hendes væsen emmede af det. Hun var ikke længere irriteret, men heller ikke flirtende i den forstand. Han var en fremmede for hende, men han var nu alligevel attraktiv nok til at hun ikke havde bedre at tage sig til. Særligt hans øjne var dragende. Noget i hendes fortalte hende, at hun skulle holde sig fra ham, men hun hørte ikke efter.

[Kieran af Stenbjerg]

Kierans ene øjenbryn løftede sig, bare lidt, næsten usynligt, men ud over det, var der ingen synlige tegn på noget andet end høflig interesse. Der var intet forkert eller uhøfligt i hendes tiltale. Ud over at han aldrig selv havde brudt sig om at blive tiltalt som en simpel borgerlig, men alligvel var der noget i hendes blik, et glimt trods, som han alligevel ikke var sikker på.

Han flyttede blikket til hånden hun trak frem og denne gang rynkede han brynene lidt ved synet af blodet, overvejende, hvad hun havde lavet, der ligefrem havde trukket blod "Så har jeg én bekymring mindre, komtesse." hans blik fandt hendes igen og holdt det fast. Hun var en ganske køn lille ting. Måske for køn for sit eget bedste, tænkte han for sig selv, stadig med en fornemmelse af, at han ikke skulle tage hendes ord for mere end ord "Siden hverken De eller jeg er døden nær, fejler jeg i at se behovet for sidste ord... Men De er måske ikke enig?"

[Prunella af Trebond]

Prunella smilede fortsat, men hendes øjne gnistrede af energi. Hans svar affødte et øjenbrynløft, der var en konge værdigt. Så blev smilet bredere. Hun havde ikke forventet sådan et svar, og det talte trods alt til hans fordel, at hun var blevet overrasket. Han var med ét blevet langt mere interessant. Hun så direkte på ham et langt øjeblik.

”Hvor sødt, at De bekymrer Dem. Det havde jeg ikke forventet af Dem,” svarede hun ligefrem, mens smilet hang stadig frygtløst på hendes læber. Hun var ikke bleg for at sætte andre i bås i trodsig gengældelse. Hendes blik veg ikke bort fra hans. ”Men hvad er det sjove i det, Mester Kieran?” spurgte hun stadig smilende uden det helt nåede hendes øjne. ”De er måske mere end mand af handling?”

[Kieran af Stenbjerg]

Antydningen af et nik uden at han slap hendes blik og han var tydeligvis underholdt, på et eller andet plan ”Det er handling man i sidste ende bliver husket for. Tanker og ord falmer med tiden.” han kneb øjnene lidt sammen og vurderede hende ganske ugenert. Han burde gå, men noget i hendes trods, hendes balanceren lige på kanten til at være flabet, gjorde ham nysgerrig nok til at blive og trække samtalen ud ”Hvad havde De forventet siden det ikke var det jeg gav Dem?” han hævede brynene afventende.