Dig igen?!

[Gemma Garver]

Crispin Skrædder

Gemma drev tilsyneladende uopmærksomt rundt i udkanten af markedspladsen, men reelt uopmærksom, var det sidste hun var. Nærmere tværtimod trænet til at lægge mærke til en masse detaljer, uden at afsløre, at det var lige det man gjorde. Hun var måske nok stadig nytrænet i de flestes øjne, men hun havde allerede på den hårde måde lært, at bare et sekunds mangel på opmærksomhed, kunne betyde hele forskellen mellem liv eller død. Det var dog på ingen måde en sådan alvor der gjorde sig gældende lige nu, men vagtsomheden var den samme, mens hun måtte tage sig selv i ikke at fnyse underholdt, over den meget hektiske snak om farvede bånd, hun overhørte fra en gruppe unge kvinder.

Hun skævede i deres retning og måske, kun måske, følte hun et lille stik af misundelse over hvor nemt de fik det til at se ud, at være, hvad.. smukke? Kønne? Kvindelige? Dem mændene kiggede efter, for der var ganske rigtigt flere unge mænd, der sendte slet skjulte blikke og kvinderne lod til at være komplet bevidste om det, selvom de selvfølgelig ikke gjorde det tydeligt. Hun så ned over sin slidte kjole og skar ansigt, men i stedet for at irritere sig yderligere, gjorde hun omkring og gik i den modsatte retning. Hun forstod ikke det spil og hun var ikke sikker på hun nogensinde ville komme til det – eller havde lyst til det.

[Crispin Skrædder]

Markedsdagene var store for Crispin, der jo tilbragte meget af dagen her. Ikke for at sælge, men for at købe. Og han havde sin egen hær af bærerer med sig, så han kunne købe rigeligt ind. Det gjaldt nemlig om at finde de bedste stoffer, tråde, bånd, perler og andre pynteting, som han kunne bruge til de fine fruers overdådige kjoler.

Han var travlt optaget af at læse den lille skriveseddel, som hans mor havde sendt med ham. Der stod de vigtigste ting på, som de skulle have. Og så måtte han ellers se, hvad der kunne være af spændende ting. Indtil videre havde det ikke være særligt givende. Men han havde da skaffet alt på listen. Så nu det fri leg for ham. Og han manglede sten. Som i virkelig pæne sten. Men der skulle han jo nok hellere til guldsmeden. Så han vendte rundt og stødte med det samme ind i en noget mindre person. Han mistede i et øjeblik pusten, inden han opdagede hvem den rødhårede var. "Næ, sikke en overraskelse!"

[Gemma Garver]

En ed, der virkelig ikke passede sig for hvad der skulle forestille at være en anstændig, ung kvinde, røg ud mellem Gemmas sammenpressede læber, da hun for anden gang den samme uge, ramlede sammen med et andet menneske på markedspladsen. Hvor klodset havde man lige lov at være? Tænkte hun for sig selv, uden helt at vide, om hun mente sig selv, eller de personer der tydeligvis ikke holdt øje med hvor de satte fødderne.

Hun så først op da en alt for velkendt stemme lød et sted over hende, men da hun løftede hovedet, var det i et hurtigt ryk og med et udtryk af overrasket vantro ”Dig?!” hvorfor skulle det lige være ham? Af alle mennesker i hele Corus, kunne det så ikke have været hvem som helst anden. Hun var lige ned at lægger armene over kors i en forsvarsgestus, stoppede så sig selv og plantede i stedet hænderne på hofterne, mens hun slog rankede sig ”Du står hvor jeg skal gå, Skrædder.” hun smilede ikke, men hun var heller ikke vred. Højest lidt irriteret.. på sig selv.. og ham.. og varmen i sine ører.

[Crispin Skrædder]

Et skævt smil var på hans læber, da han så ned på hendes igen lidt hidsige ansigtsudtryk. Sikke et temperament, hun kunne præstere. Det var meget underholdende. Han lo dog ikke, men hans blik spillede underholdt, de hun plantede hænderne i siden, som en fornærmet lillesøster. Han tog ikke ting så tungt, og slet ikke når det kom fra den rødhårede pige.

Han løftede et øjenbryn over hendes ord. ”Det var godt nok noget af et sammentræf, Garver,” sagde han og smilede ned til hende, selvom hun ikke smilede op til ham. ”For du står der, hvor jeg skal gå,” han trak let på skuldrene. ”Og hvordan skal vi så løse det problem, har du nogen gode idéer?”

[Gemma Garver]

Gemma blev endnu engang en smule provokeret af det skæve smil han sendte hende. Hvorfor vidste hun ikke helt. Hun brød sig ikke om at føle sig til grin overfor nogen, men slet ikke overfor skrædderen, som hun overhovedet ikke havde tænkt på siden den dag han havde været på kennellen i Nedre By. Det forsøgte hun i hvert fald hårdnakket at overbevise sig selv om, mens han vendte hendes egne ord imod hende og fik hende til at skære ansigt ”Der er overhovedet ikke noget problem… Skrædder.” gav hun let vrængende igen og kneb øjnene lidt sammen ”Hvis du bare lige går til side, så kan jeg fortsætte og så er jeg ude af dit hår før du ved det.” for at illustrere sin pointe, lod hun armene falde og trådte et halvt skridt frem.

[Crispin Skrædder]

Han holdt sig igen tilbage for at le, da hun skar ansigt over, at få sin egne ord tilbage igen. Hun var nu ganske sød denne lille Gemma. Da hun gik et skridt frem, flyttede han sig overhovedet ikke ud af flækken. "Og hvad får dig til at tro, jeg ønsker dig ude af mit hår?" Spurgte han og så afventende ned på hende. Han vidste godt, at det måske bare ville gøre hende endnu mere hidsig. Men et eller andet sted, kunne han godt lide at se, når hun var så hidsig. Det gjorde hende meget tiltrækkende, fordi der var så meget liv i hende.

[Gemma Garver]

Gemma havde egentligt ikke forventet han ville flytte sig og hun var stædig nok til heller ikke selv at gøre det, selvom han pludselig var ubehageligt tæt på. Hun måtte lægge nakken godt tilbage for at holde hans blik ”Hvad får dig til at tro jeg vil være i dit hår?” gav hun igen og satte endnu engang hænderne demonstrativt på hofterne. Det hele ville måske næsten være underholdende, hvis det ikke var fordi han så så ubeskriveligt irriterende.

[Crispin Skrædder]

Igen satte hun de der små hænder på smalle hofter, som hun ejede. "Det var dig selv, som nævnte mit hår," påpegede han og lo ganske let. "Jeg ville dog ikke have noget imod at mærke dine hænder i mit hår," han så direkte på hende. "Men jeg har ladet mig fortælle, at det ikke rigtig er din stil," Crispins stemme var lav og drillende. Hendes hidsige temperament var så utroligt nemt at tirre.

[Gemma Garver]

Hun himlede med øjnene mens en lyd, der bedst kunne beskrives som et opgivende støn, gled over hendes læber ”Du er simpelthen..” hun gik brat i stå over hans næste ord og stirrede op på ham med åben mund og brændende kinder. For en sjælden gangs skyld var hun bare mundlam. I hvert fald i nogle lange sekunder før hun fik samlet sig, klappede munden i og tog en dyb indånding, gennem næsen, så hendes næsefløje vibrerede ”Jeg aner ikke hvilken gammel, mølædt ged du har talt med, men den er garanteret den eneste der gider høre på dig.” spruttede hun så, forsøget på at være rolig og fattet smuldret før hun overhovedet fik prøvet, mens hun veg uden om ham og trampede væk på en aldeles ikke feminin facon. Hun ulmede inden i, ligeså meget som kinderne brændte udenpå. Allermest fordi hun blev noget så arrig over, at han åbenbart havde et strålende talent for at prikke til hende på alle de forkerte, eller var det rigtige, måder.

[Crispin Skrædder]

Han løftede afventende et øjenbryn, da hun stoppede midt i en sætning. Han ville meget gerne høre, hvad hun havde at sige omkring, hvad han var. Men hun kom ikke rigtig videre, for det virkede som om, at han havde fået lukket munden på hende. Bare for et par sekunder. Og det var ikke en triumferende følelse det gav ham, for dette her var ikke en konkurrence. Det var bare… Ja. De gav hinanden stikpiller. Og Crispin smilede stadigvæk, da hun pludselig spruttede. ”Det er en meget pæn måde du beskriver Robert på, det skal jeg huske at fortælle ham,” sagde han efter hende, og klukkede lidt for sig selv, mens han drejede rundt og begyndte igen at kigge på de perler, der lå i boden. Han havde ikke tænkt sig at følge efter hende.

[Gemma Garver]

Hun stoppede brat og snurrede rundt igen. Ikke for at gå tilbage, men for at sende ham et blik der måske næsten ville kunne skære igennem sten "Robert.. selvfølgelig.." hun skar en grimasse og kunne ikke helt skjule det sårede glimt bag det hidsige kropssprog "I kan hoppe i havnen begge to mens I krammer en kampesten!" leverede hun som afskedssalut, gjorde omkring igen og så sig denne gang ikke tilbage.

Forlader tråd