Flere nye steder [R]

[Daniella Stjernestøv]

Arram Dalben

Daniella havde ikke rigtigt prøvet at rejse ret meget. Faktisk måtte hun havde rejst mere de sidste par måneder, end hun havde prøvet hele sit liv. Hun havde godt nok ikke været med på hele rundrejsen, men hun og Arram var heller ikke stoppet i Corus sammen med resten af følget. I stedet havde de blot brugt en lille tid i hovedstaden, inden de var rejst videre. Denne gang til Gudernes By.

Nu hvor de endelig var der, sukkede hun åndeløst, mens hun tog det hele ind. Hun havde hørt om Gudernes By hele sit liv og nu at være her? Hun sukkede igen og så over på Arram, som red ved siden af hende. "Åh, hvor er det smukt."

[Arram Dalben]

Det var måske nok ikke første gang Arram red op over bakkekammen og blev mødt af synet, at de ældgamle bygninger på toppen af højdedraget over byen, men det gjorde det ikke mindre fantastisk. Faktisk kun bedre for hver gang, men han kunne godt misunde Daniella en smule, at hun i dag oplevede det for allerførste gang ”Mhmmm..” brummede han og lænede sig forover for at klappe sin hest på halsen, mens han selv tog synet ind, trak den friske luft dybt ned i lungerne.

Det var også den helt rigtige årstid at komme på. Der var måske ikke helt ligeså varmt som det de kom fra, men bestemt heller ikke koldt. Vinden var mild, og hele det bakkede landskab lå frodigt og grønt foran dem. Han havde ikke travlt med at komme videre og ventede roligt til hun havde set sig mæt. Hun ville ikke få chancen for at gøre det for første gang igen (og hun var ualmindeligt bedårende at se på som hun sad der, med et udtryk han bedst ville kunne beskrive son benovelse og ærefrygt.

[Daniella Stjernestøv]

Hun sad et stykke tid og kiggede bare på det store kloster-kompleks foran sig. Det var så smukt. Og hun følte næsten, at hun kunne mærke al den magi, der havde gennemsyret området gennem mange århundrede byde hende velkommen. Og jo mere hun tænkte over det, jo mere forsikret blev hun også om, at det sagtens kunne være rigtigt. Pludselig blev hun opmærksom på, at han bare sad og så på hende og hun blev helt rød i kinderne, da hun så over på ham. "Undskyld. Skal vi ride videre?"

[Arram Dalben]

Arrams lille smil blev bredere da hun vendte ansigtet mod ham og varmen nåede helt af sig selv, op i de brune øjne der spillede mod hende ”intet at undskylde for.” han slap tøjlerne med den ene hånd, rakte over og gav hendes arm et klem ”Jeg kan godt huske hvordan jeg følte første gang jeg så det. Jeg var selvfølgelig noget yngre, men jeg tror ikke det ville have ændret på noget.” hans hest trippede lidt og han trak hånden til sig igen, mens han selv så ud over landskabet, med et udtryk af… ro ”Vi kan godt nyde synet lidt endnu hvis du vil. Vi har ikke travlt.”

[Daniella Stjernestøv]

Hun smilede og lyttede interesseret til hans beskrivelse af sit eget første besøg og hun smilede næsten genert til ham, da hans hånd lagde sig på hendes arm. Hun var glad for, at han ikke fandt hende mærkelig, fordi hun lod sig betage af den slags. Til hans næste ord, rystede hun dog let på hovedet. Hun ville helst ikke forsinke dem. "Jeg glæder mig til at se det hele på mere nært hold." Det var nu heller ikke løgn. Hun havde en insisterende flagren af spænding i maven. Endelig var de fremme. Og hun skulle besøge Gudernes By. Det var næsten ikke til at fatte.

[Arram Dalben]

Arrams smil forblev lige varmt mens han nikkede og rettede sig op i sadlen ”Så lad os komme afsted.” han pressede hælene let mod hestens flanker og klikkede med tungen ”Det bliver ikke mindre imponerende på tæt hold. Det er et løfte.” fortsatte han mens de satte i gang igen og ned ned ad den støvede vej mod den lille landsby der lå for foden af klosterkomplekset ”I morgen når vi har fået pakket ud og fået en god nats søvn, skal jeg vise dig det hele.” han havde for en gangs skyld det halvlange hår bundet tilbage på toppen af hovedet og nød den lette brise mod nakken ”I aften har jeg lovet Mester Horik at vi vil gøre ham selskab til middag.” det var ikke svært at høre i hans stemme, at han så frem til lige det ”Du vil kunne lide ham..” tilføjede han og drejede ansigtet mod hende med et glimt i øjnene ”Han er umådeligt dygtig indenfor sit felt, men så distræt at han mindst fem gange om dagen glemmer, at han har brillerne siddende i panden.”

[Daniella Stjernestøv]

Daniella smilede og bed sig lidt i underlæben for ikke at kommentere på, at Arram nok slægtede Mester Horik bare en anelse på. "Jeg glæder mig også til at møde ham. Du har fortalt mig om ham før." Bare et par gange på turen herop i hvert fald. "Han lyder som en rigtigt flink mand. Og dygtig." Hun kunne ikke helt lade være med at tænke på, hvor meget hun ville kunne få mulighed for at lære af de mange dygtige troldmænd og -kvinder, som var i Gudernes By. "Hvornår var det, at du så ham sidst?"

[Arram Dalben]

Arram nikkede. Den ældre troldmand havde godt nok ikke været en af hans egne læremestre, men han havde tilbragt mangen en aften i kringlede, finurlige samtaler med den ældre mand ”Han er begge dele..” han rynkede panden og tænkte sig hurtigt om ”Fem.. nej.. nok nærmere seks år.” rynken blev dybere, denne gang ikke i overvejelse, men realisation. Det var lang tid og det slog ham pludselig, at han måske ikke kunne være helt sikker på, den ældre troldmand stadig ville være der.

Han skubbede brat tanken fra sig og smilede til Daniella igen netop som de nåede de første huse ”Sidst jeg var her, var han i gang med et krydseksperiment med sine planter. Han har aldeles grønne fingre.” oplyste han og slap en munter lyd ”Han prøvede at finde en måde, så han kunne kommunikere med dem.” han rystede underholdt på hovedet, men kunne alligevel ikke påstå, han ikke fandt tanken interessant.

[Daniella Stjernestøv]

Hun nikkede stille, men forsøgte ikke at tale mere til ham. Han virkede som om, han var tabt i minder for en lille stund og hun kunne godt unde ham det. Tænk engang at have gode venner, som man ikke så i flere år... Det havde hun aldrig prøvet og hun kunne slet ikke forestille sig det. Nu havde hun selvfølgelig heller ikke ret mange gode venner. Hun kunne faktisk kun komme i tanke om Rhea. Og hende havde hun ikke set meget til, selv efter at de var kommet til Tortall.

Hun rettede opmærksomhed mod Arram igen, da denne talte og hun smilede bredt. "Tale med planter, mener du?" Hun kom til at fnise lidt ved tanken om, hvordan det kunne se ud. "Det lyder virkelig interessant." Og i modsætning til Arram, så mente hun det helt og fuldt. Hun havde aldrig passet godt sammen med mennesker. Men dyr, havde hun fundet samhørighed med. Og måske denne Horik havde det samme med planter?

[Arram Dalben]

Han nikkede og fulgte op med en bekræftende brummen ”Mhmm… han har altid den slags idéer. De færreste af dem lykkedes, men uanset er de god underholdning at høre på.” hans mundvige sitrede afslørende og det var tydeligt han værdsatte den ældre troldmand ”Der var dog engang, da jeg var her som ung, hvor det lykkedes ham at bruge trompetblomster som vagtværn ved sin hytte.” han så på hende igen med spillende øjne ”Han bryder sig ikke om at bo inde bag murerne. Han har en lille hytte nederst på de grønne områder.” forklarede han videre, mens han nikkede venligt til en forbipasserede kone der betragtede dem.

[Daniella Stjernestøv]

Hun smilede og lyttede blot interesseret, indtil hans ord fik hende til at spærre øjnene op i overraskelse og et lille udbrud undslap hende ved tanken. "Trompetblomster? Virkelig?" Hun kom til at smile igen, mens hun forestillede sig en gammel troldmand stå og klappe en blomst på hovedet efter at have jaget en tyv på flugt. Hun kom til at grine lidt. "Det ville jeg gerne have set." Den slags gjorde man i hvert fald ikke ved universitetet i Carthak.

[Arram Dalben]

Arram nikkede bekræftende, smilet stadig bredt og muntert "Virkelig, ja.. Det var.. " han gjorde ikke sætningen færdig, men slap i stedet en munter lyd sammen med en hovedrysten "Jeg er sikker på han har fundet på noget nyt at fordrive tiden med. Alt andet ville undre mig." han kunne sagtens blive ved at fortælle, ikke kun om den aldrende Mester, men om byen, klostrene, området, menneskene generelt. Nok var det oftest Corus han søgte til, men Gudernes By ville altid have en helt særlig tiltrækningskraft. Det var hjem, når han var væk fra hjem "Jeg kunne blive ved.. " han smilede skævt og let undskyldende uden rigtigt at fortryde noget.

[Daniella Stjernestøv]

Hun smilede og trak på skuldrene. "Jeg kan godt lide at høre dig fortælle. Du har oplevet så meget." Meget mere end hun selv. "Jeg glæder mig til at møde dem allesammen." Mester Horik var langt fra den eneste, Arram havde fortalt om fra Gudernes by. Hun følte næsten allerede, at hun havde venner dér.

De var efterhånden kommet helt hen til byen og hun forsøgte at smile venligt til de mennesker, de red forbi, men hun var stadig ikke særligt glad for, at folk så så indgående på hende. "Ved præsterne, at vi ankommer i dag?"

[Arram Dalben]

Han trak på skuldrene og så ud over omgivelserne "Men slet ikke nok." han så igen på hende med en udtalt varme i blikket "Der mange steder ud over det her jeg gerne vil vise dig og steder jeg gerne vil se sammen med dig." de havde ikke været så længe i Corus, men længe nok til, at han havde kunnet vise hende de store ting, paladset, universitetet og til at præsentere hende for sine forældre og søster. Det var altsammen gået godt - ikke at han havde forventet noget andet, men så ofte havde han trods alt ikke haft en kvinde med hjemme.

Han nikkede og slap sine tanker igen "Mhmm.. eller, de ved vi kom en af dagene i denne uge, hvis vejret og vejene artede sig, hvilket det jo heldigvis gjorde." de var efterhånden nået gennem den lille by, som mere var en klynge hyggelige huse og var begyndt opstigningen til selve klosterområdet.

[Daniella Stjernestøv]

Hun nikkede let og lænede sig lidt frem, da hesten trådte til for at komme op af vejen. De red i tavshed gennem portene til klostrene og hun gjorde igen store øjne, fordi hun blev en smule overvældet af auraen af stedet.

De satte selv hestene i stald og sørgede godt for dem, nu hvor de havde båret dem så langt og så blev de vist ind af hoveddøren til Mithranerklostret. Selv holdt hun sig lidt bag Arram og forsøgte at opsuge det hele, uden at gøre for meget væsen af sig selv.