Hjemme, og dog.

[Deleted]

Larkin af Stenbjerg
Familiens hus havde bestemt sin egen charme, der var mange malerier og tæpper som fyldte huset op. Man kunne snildt gå rundt og betragte de hjemlige omgivelser i lang tid. Foreksempel var der et yderst smukt maleri som illustrede et slag i det sydlige - det var altid fascinerende at kigge på. De færreste vidste hvordan det var ude i felten. De færreste soldater og ridderer blev hjemsøgt af deres mord, men Arthur så hver nat ansigterne på dem som han havde slået ihjel. De stod på den anden side af en flod og sagde velkommen til ham.
Arthur frygtede ikke døden, han omklarede den - det var det tidspunkt han følte sig mest i live. På nær når hans søn var i nærheden af ham. Når Arthur så lille Dom, var det som om alt andet stod stille og alt før kunne være ligegyldig. Arthur havde fået ændret sit syn da han kom hjem, krig og kamp var ikke alt længere. Hans søn var pludselig blevet hans et og alt, den person han helst ville passe på og beskytte - den person som skulle viderefører hans blod og arv.

Arthur gik med rolige skridt igennem gangen og pegede på et maleri.
"Det maleri er et billede af din granonkel." sagde han og pegede på sin fætter. Arthur sendte Dom et smil og aede ham på hovedet. "Husk Dom, så længe man beskytter familien - så vil familien altid beskytte en.". Arthur vendte sig rundt i det han kunne høre nogle skridt bag ham.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin skimmede listen over ting, som han skulle have medbragt til Stenbjerg. Han rejste om to dage, så lige nu skulle han havde tjenerne til at pakke alverdens ting. Bøger, tøj, forskellige ting der skulle bruges til brylluppet. Familiens smykker var blevet pudset, så de var også klar til at blive fragtet tilbage til Stenbjerg. De kom til at se skønne ud på Myrilla. Selvom hun muligvis ville hade at skulle bære Stenbjergs smykker og ikke Naxens.
Han stoppede op, da han opdagede sin fætter og grannevø. ”Familie er vigtigt,” medgav han smilende. ”Er I i gang med en rundvisning?” spurgte han så, lettere drillende, og vinkede kort ned til Domitan.

[Deleted]

Arthur så sin fætter dukke op og smilte høfligt til ham, og bukkede hovedet høfligt for ham. Han var trods alt hertugen selv. Han havde altid lært at man skulle passe på dem i familien som var højere i hierakiet end en selv, og ikke mindst gøre hvad de bad om..
"Familien er det man dør får, dem man kan stole på og ikke mindst dem som hjælper dig i sidste ende." nikkede Arthur anerkende og så ned på Domitan.
Domitan så først på sin far og nikkede halvt forstående, det virkede til at være mere af pligt end han rigtig havde forstået det. Han vinkede livligt igen til Domitan og hans unge stemme fik også sagt et svagt hej.
"deres højhed, hvordan går det?" spurgte han med et smil på læben. Han havde altid haft en naturlig respekt for sine fætre. Han havde altid haft et fint forhold til Larkin og nu skulle han giftes. Det var ikke just noget han kunne lære Larkin om. Arthur var selv en forfærdelig ægtemand.

[Larkin af Stenbjerg]

Larkin grinede en smule ved Arthurs erklæring. ”Sandt, men det er måske lidt tidligt for ham at lære om det,” bemærkede han med et skævt smil. Domitan var vist for ung til at forstå begreber som loyalitet og ære. ”Åh, ikke det store. Jeg rejser til Stenbjerg i overmorgen for at holde øje med lenet.” Han viftede kort med papiret i sin hånd. ”Der er en længere liste over ting, som jeg skal have med til bryllupsforberedelserne og sådan.” Han rystede let på hovedet ved tanken. ”Jeg glæder mig til festen, men forberedelserne kan trække tænder ud på en,” indrømmede han med et skævt smil. ”Jeg hører fra Annalin, at du planlægger at blive hjemme lidt længere tid denne gang?” Hvis han havde forstået det rigtigt, overvejede parret at få endnu et barn, men det ville han ikke sige foran Domitan.

[Deleted]

Arthur så på sin fætter og grinte, han så ned på Domitan. Jo han var for ung til at få undervisning i noget, men det var nu mere for at Domitan fik en lille rundvisning i huset.
"Jeg er enig deres højhed." sagde han med et smil og aede Domitan på hovedet.
"Han har bare peget på malerierne flere gange, så nu ville jeg vise ham lidt rundt i huset." sagde han med et smil. Domitan var allerede nu alt for nysgerrig, og samtidig var han stærk. Arthur havde taget ham i at pille ved en af hans knive imorges. Han skulle nok blive en stor mand.
Arthur så på sin fætter og smilte spændt. Han skulle nok også hjem fordi han skulle gøre klar til brylluppet, og der var meget arbejde - specielt når det nu var en hertug som blev gift.
"Et bryllup er en stor begivenhed min kære fætter." sagde han med et smil og viste ham sin ringefinger som tegn på evig troskab, selvom Arthur godt viste den del var en løgn.
"Men forberedelserne er hårde og langtrukken. Det hele skulle jo helst gerne blive mere eller mindre perfekt." han lød oprigtig og glad for at hans fætter skulles giftes.
"Glæder du dig?"
Arthur slappede markant mere af i sin families omgivelser, og han huskede da han var lille hvordan Larkin og ham løb rundt og legede. Et af de få minder som han havde fra sin barndom.

Arthur så en anelse overrasket på sin fætter og grinte. "Så min kære hustru har talt med dem?" spurgte han venligt, og vendte sig ned og gik på det ene knæ.
"Domitan, løber du ikke ned til din mor." sagde han og nev ham blidt i kinden.

Domitan nikkede til sin far og vendte sig mod Larkin og vinkede til ham, hvorefter han løb så hurtig som hans små ben kunne bærer ham ud for at finde sin mor.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede let til Arthurs forklaring og kastede et blik op på malerierne. Nogle havde været i familien i flere generationer, imens andre var ganske nye. De pyntede vel fint, men ellers gjorde han sig sjældent større tanker om dem. ”Til at blive gift?” Han smilede skævt ved tanken. ”Det tror jeg. Selvom det bliver underligt at skulle have en hustru.” Han regnede dog umiddelbart med at det ville gå fint. Myrilla var jo begyndt at prøve på at indordne sig. ”Min forlovede er en tiltalende og intelligent kvinde. Hun vil blive en god hertuginde.” Smilet blev lidt bredere. Han havde vænnet sig til at smile sådan, når han talte om Myrilla.
Da de bevægede sig ind i snakken om Annalin, vinkede han smilende til Domitan, før drengen rendte af sted. ”Vi sad og snakkede lidt,” nikkede han roligt. ”Hun fortalte, at I overvejede at få endnu et barn? Jeg er sikker på, at Domitan ville værdsætte at få en bror eller søster,” fortsatte han roligt. At Annalin så ikke havde virket videre optimistisk omkring det, gik han ikke ind i.

[Deleted]

Arthur så hvordan sin søn løb væk, og smilte hjerteligt i det han forsvandt ud af syne. Den dreng havde godt nok ændret nogle ting for Arthur.
"Jeg skal ikke give dig råd om giftermål." sagde han imens han grinte. Det var vel sandt, ham og Annalin var ikke just gode venner, og Larkin havde nok lugtet lunten.
"Jeg tror i to nok skal blive lykkelige kære fætter." sagde han og lagde hånden på Larkins skulder. Larken havde en fin smag i kvinder, og det Arthur havde hørt om hans fætters kommende hustru var ikke dårlige ting. "Det jeg har hørt, så er hun skabt for dig." sagde han, og sendte Larkin et oprigtig smil. Arthur så ned på sine sko og lod den skrabe hen af jorden, hvorefter han sendte Larkin et lidt akavet smil. "Jeg er enig. Domitan ville være lykkelig. Jeg kan snildt også se mig med 3 børn til.". Problemet var trods alt heller ikke at han skulle være ekstra far, og han ville glædeligt have flere børn - det ville bare være tungt lige med Annalin, som det så ud lige nu.
"Jeg er sikker på du kender til vores fremragende ægteskab." sagde han en anelse ironisk, det var jo ikke just en familiehemmelighed at de ikke fungerede ham og Anna.
"Et glas vin?"
Arthur så afventende på sin fætter, og rakte armen ud i luften som hentydning til de kunne bevæge sig ind i stuen.

[Larkin af Stenbjerg]

Lykkelige? Han havde lidt lyst til at le af den tanke. Ægteskaber var ikke lykkelige. De var bare belejlige. Når de havde deres arving, gik de nok hver til sit. Ud ad til smilede Larkin dog taknemligt. ”Det håber jeg.” At udtrykke andet end glæde for situationen ville ikke passe sig for ham. Det ville blot sætte både ham og hans forlovede i dårligt lys.
”Hele fire børn?” Han lo lidt og fulgte med ind i stuen for at slå sig ned. I forbifarten blev en af tjenerne sendt af sted efter noget vin til dem. ”Så skal I vist også skynde jer lidt,” bemærkede han drillende. Han var dog ret sikker på, at Annalin sikkert gerne ville have en hel bunke børn. Var det ikke sådan, de fleste kvinder havde det? ”Tja, når vi nu bor sammen er det jo svært at undgå,” medgav han, angående deres mindre prangende ægteskab.

[Deleted]

Arthur fulgte med sin fætter og grinte. "Et lykkeligt ægteskab skal vel næsten være det første." sagde han og kvælte et grin.
Arthur satte sig lidt efter sin fætter og så over på ham.
"Ja bestemt. Dom skal helst ikke gå alene. Nogle gode børn til at forsvarer familien og dine interesser når tiden er til det." sagde han roligt og så på fætteren.
Det var alt andet end et prangende ægteskab de havde, de havde tydeligvis hver deres tanke om hvem skyld det var. Hun bebrejdede ham for at have været væk i et år, og gået i krig for kronen.
"Ja, det er igen en pligt. Vi er ikke herre over vores pligter, og jeg kan ikke være to steder på en gang." sagde han roligt og tog imod vinen som kom.
"Familiens interesser over for kronen skal også passes." konstaterede han og tog en tår af vinen.

[Larkin af Stenbjerg]

Han nikkede let til Arthurs ord og så til, imens tjeneren kom ind med vinen og skænkede op til dem i to glas. Han tog sit eget og lænede sig tilbage i stolen. ”Du må jo prøve at vedligeholde jeres forhold, når du så er hjemme. Det kan vel næsten kun gå fremad herfra?” Han løftede et øjenbryn af fætteren. ”Kvinder kan godt lide at blive værdsat. Har du prøvet det med Annalin?” Nu hvor han tænkte over det, var han måske ikke den helt rette at tale om den slags med. Han var endnu ikke gift. Faktisk var Joshua nok den eneste, der havde forstand på ægteskab.

[Deleted]

Arthur så ned i vinen og tog en tår af den, og lod sin tunge nyde smagen af sødme, syre og en anelse bitterhed. Den frugtig smag kom tydeligt frem og han sank det med glæde. Han mærke de læderet under sine fingerer, stolen de sad i var behagelig og han lukkede kort øjne. Han havde helt glemt dette, at bare side og snakke med familien over vin.
Arthur vendte blikket imod Larkin og lyttede til ham. Det kunne godt være han ikke var gift, men han havde nu fat i noget. "Jeg kan ikke pryde mig af at jeg overdynger hende med komplimenter." sagde han og lagde den anden hånd om glasset, og lod fingrene slå blidt på glasset.
"Jeg har aldrig været ligeså dygtig til kvinder som dig og deres bror har. Jeg har haft evnerne i en lidt anden boldgade." sagde han og girnte. Arthur var langt fra den bedste romantikker, men han var nok familiens bedste ridder, men dette var vel bare endnu en udfordring han blev sat for.
"Det er svært at give en kvinde komplimenter, når det første hun fortæller er om hvor dårlig en ægtemand jeg er." forsvarede han sig og tog en tår af vinen til. Inderst inde erkendte han også at han havde lavet sine fejl, men hun var ikke to minutter bedre end ham. Hun havde aldrig været der siden han kom hjem, og hun var kun blevet mere forfærdelig - dog havde Arthur intet gjort for at gøre det lettere for hende.

[Larkin af Stenbjerg]

”Tak, jeg tror nu, at det er Kieran, der er den bedste på denne front.” Han grinede lidt ved tanken om broderen og hans afslappede livsstil. ”Men lidt viden har jeg vel fået indsamlet mig gennem årene.”
Han nikkede forstående til Arthurs ord. ”Naturligvis. Det kræver noget af begge parter at komme på god fod med hinanden,” medgav han i et medfølende tonefald, som han tidligere havde brugt på Annalin. ”Men uanset hvad er en af jer jo nødt til at tage det første skridt. Som et start tror jeg da, at hun vil værdsætte at få lidt flere komplimenter. Ikke kun for hendes udseende, men for hendes personlighed, hendes færdigheder. Den slags.” Han trak let på skuldrene.

[Deleted]

Arthur lyttede til Larkin og satte sig for alvor til rette i stolen og grinte lidt. Han havde desværre nok ret, og en af dem skulle sluge deres stolthed og så begynde at lege bedre venner. Arthur tog en større tår af sin vin, det var ikke fordi han skjulte sin irritation over at Larkin havde ret.
"jeg syntes nu du klare det ganske godt.".
Det kunne godt være Kieran som havde de bedste evner, men Larkin var nu heller ikke værst taget i betragtning af at manden ikke havde haft en hustru før - dog en hel del kvinder, hvad rygterne gik på - men hvad havde dog ikke det.
"Desuden kan jeg ikke gå og være uvenner med hende hele tiden, hvis jeg vil have flere børn
sagde han grinende og smilte til Larkin.
Glasset i Arthurs hånd kom med nogle små lyde fra hver gang hans finger ramte det, han så over på sin fætter og løftede glasset.
"Glæder du dig til du træder ind i faderrollen?"
Det var det bedste som var sket for Arthur de sidste 2 år, det var at han havde fået sin søn. Det mest perfekte der nogensinde var kommet ud af Arthur.

[Larkin af Stenbjerg]

”Nej, det bliver nok vanskeligt,” nikkede han til Arthurs ord. Eller man kunne jo sådan set godt få børn med en kvinde, man ikke kunne holde ud. Han kunne dog forestille sig, at det ikke ville være nær så sjovt, som det kunne være. Ved hans spørgsmål trak Larkin på skuldrene. ”Det er svært at sige. Det er jo et stort ansvar, men trods alt obligatorisk.” Han skulle jo have en arving, uanset om han havde lyst eller ej. ”Indtil videre er jeg dog positiv omkring det.” Hvis barnet blev besværligt, ville han jo have Myrilla eller barnepigen, som kunne tage over.

[Deleted]

Arthur troede egentlig at det ville være lidt sjovere hvis et ægteskab fungerede, og ikke kun var bundet på pligt - men også lidt på lyst. Tanken forsvandt dog hurtigt, og han lyttede til sin kære fætter. Han havde oplevet det som det bedste ved at blive gift, det var klart at få en arving.
"Klart den bedste del af at blive gift." sagde han med et smil og grinte til ham. Han var allerede nu utrolig stolt over at have produceret så fin en søn, og så prægtige et eksemplar. Arthur lod sine arme hvile på hans knæ.
"Nu har jeg jo ikke været der den første del, men lige nu er det klart den bedste del." sagde han ærligt. Han havde jo ligget i fronten i starten af Doms liv. Hvor han havde bekæmpet fjender af kronen.