En fødselsdagsgave

[Murray af Naxen]

Lyngvig? Nå ja, det havde han vist fået at vide på et tidspunkt. Alligevel trak han dog blot på skuldrene. ”Bryllupper siger mig ikke meget. Måske kan jeg sende Marcus og far i stedet.” Han ville meget hellere være i Naxen. Han havde allerede været alt for længe væk fra sit len. Han tog som regel kun til hertugbryllupper og kongelige bryllupper, siden det var mere eller mindre obligatorisk. Alt under hertug forsøgte han altid at slippe ud af, medmindre det var nogen, han kendte.

[Vania af Naxen]

Hun snerpede munden en anelse sammen, men nikkede så. Hvis de havde været gift, så havde hun kunnet tvinge ham med. Det kunne hun ikke nu. "Jeg synes dog, du burde vende emnet med din far, inden du tager en endelig beslutning." Måske han kunne få lidt fornuft ind i ham på det punkt. Hun kunne dog heller ikke helt lade være med at smile af hans logik. At fordi han ikke havde lyst, så behøvede han heller ikke. "Hvornår er det, at Myrilla skal giftes?"

[Murray af Naxen]

Han bemærkede godt trækningen om hendes mund og kunne igen ikke tilbageholde et svagt smil. ”Du vil have, at jeg tager af sted? Noget med ordentlig opdragelse eller sådan noget, ikke sandt?” bemærkede han, men gav ikke udtryk for, om han havde tænkt sig at rette ind efter det. Han gad virkelig ikke endnu et forbandet bryllup. Så skulle han jo snakke med folk og lade som om, at han gad være der. ”Myrilla skal giftes den 25. juli,” svarede han så på hendes spørgsmål. Der var under to måneder tilbage efterhånden. "Hun rejser til Stenbjerg to uger før."

[Vania af Naxen]

Hun kom til at smile over, at han så let havde gennemskuet hende og hun nikkede for at vise sin enighed. "Du skaber dig flere venner end fjender ved at tage med, i hvert fald. Hvem ved om nogen kunne finde på at tage anstød over, at du ikke var der? Hvis nu alle andre hertug-familier var til stede." Hun sagde det stille og roligt og forsøgte ikke på at overtale ham. Hun ønskede bare at fortælle, hvilken situation, han kunne sætte sig selv i.

"Det bliver spændende for hende," kommenterede hun i forhold til Myrilla's snarlige bryllup. Hun var stadig ikke helt sikker på, om det ville blive en lykkelig forening. Men på den anden side ville det ikke være det første fornuftsægteskab, som blev ved fornuften.

[Murray af Naxen]

Han skar en grimasse af svaret. ”Alt det forbandede politik og diplomati ...” brummede han tvært og lød stadig meget modvillig omkring det. Men Vania ville gerne have, at han kom til brylluppet, og hun skulle jo være hans hertuginde. Hvis han kom på dårlig fod med Lyngvig, ville hun nok bebrejde ham for, at hun skulle forsøge at redde det igen.
Tanken om søsterens forestående bryllup var stadig bekymrende, men Myrilla virkede umiddelbart til at have det fint nok for tiden. Hun havde i hvert fald ikke virket helt så ulykkelig som tidligere. ”Hun er vist noget stresset for tiden. Hun hader nok denne slags forberedelser nogenlunde lige så meget som mig.”

[Vania af Naxen]

Hun kommenterede ikke mere på hans modvilje mod brylluppet. Måske skulle han bare lige have lov til at gå et par dage og tygge på situationen. Sådan var der i hvert fald nogle mennesker, som havde det.

Hun smilede dog igen af hans næste ord. "Man skulle tro, at det lå til jeres navn," drillede hun lidt og vendte sin hånd under hans, så hun kunne give hans hånd et lille klem. "Så er det godt, at I snart får mig ind til at balancere det lidt ud."

[Murray af Naxen]

Han smilede lidt ved hendes bemærkning. ”Marcus ville nok være bedre i sådan en situation.” Broderen var jo uddannet i almen dannelse, og så var han bare generelt mere social og så mere frem til fester. Hendes næste ord fik ham til at nikke. ”Ja, det er godt, at du kommer ind og kan hjælpe lidt til, jordbær.” Normalt kaldte han hende killing, men jordbær passede nu stadigvæk godt til hende.

[Vania af Naxen]

Hans kommentar fik hende til at rødme en smule, sådan som han altid kunne, men det var snart længe siden, hun var blevet vred, når han kaldte hende kælenavnet. Hun havde fra tid til anden overvejet at finde et kælenavn til ham. Men uanset, hvad hun fandt på, så passede det aldrig helt til ham og hun var ærligt talt bange for, at han bare ville grine af hende. Der var ikke mere at sige for nu og hun nippede bare til det glas, som var blevet stillet foran hende.

[Murray af Naxen]

Stilheden bredte sig, og det passede Murray fint. Alt for mange af hans fødselsdag havde involveret tvungne festligheder. Det havde han i det mindste sørget for at få stoppet i år. Han lod fingrene flette sig ind mellem Vanias og sad ellers tavs, imens han iagttog haven og lod tankerne flyde. Det var nu meget rart at sidde og være stille med Vania. Hun var heldigvis ikke en af de komtesser, der troede, at de konstant skulle holde samtalen i gang.

out