Det er familienavnet som overlever.

[Deleted]

Delora af Tirragen

Solens stråler gled ind af det store vindue. Dens mørke lilla gardiner var trukket fra, så solstrålerne kunne glide ind over kontoret. Det lyste det godt op, man kunne tydeligt se det mørke bord som stod 2 meter fra vinduet. En lille stak papirer lå på bordet, sammen med et segl og et glas. Til højre for bordet var der 3 stole betrukket med læder, som dannede en halv cirkel foran pejsen, hvor ilden knitrede livligt. Der var malerier på væggene af Kraighs far Baron Avinar af Tirragen og så hans far før ham. De havde alle sammen arbejdet for at gøre deres len større, men ingen havde haft de samme ambitioner som Kraigh. Kraighs ambitioner var store, og han skulle nok sørge for at sin arv ville blive husket. Når han var gået bort, ville folk sige at det var der Tirragen blev magtfulde.
Der var flere ting at bekymrer sig om, men det bedste som var sket var at hans datter Delora af Tirragen skulle giftes bort til Hertug Thomlin af Linshart. En alliance var skabt, en respektabel Hertug, selvom Kraigh ikke nærede den store respekt for Thomlin. Som mest af alt i hans øjne var en pompøs Hertug, som mere gik op i turneringer og middage. Han var dog en hertug, med et pænt stort len.
Hans datter skulle føde ham nogle børn, så de blev en del af Hertugens len. Selvom han havde ældre børn, måtte tiden jo vise hvem som skulle herske det len.

Kraigh stod foran vinduet og så ud over deres baghave. Hans hustru havde en kærlighed for at sørge for deres have var nydelig. Ikke at Kraigh forstod det.
Det var ikke fordi Kraigh nogensinde havde elsket sin kone, men nu var hun engang hans kone. Det betød hun var familie, og hun havde født ham én fantastisk søn og to døtre. Kraigh vendte sig rundt og så ud i rummet og hen over kaminen, hvor hans våben hang til skue. Han bevægede med lange præcise skridt hen over gulvet, og over ved siden af den store dobbelt dør og tog kanden med vin. Hans grønne øjne hvilede ned på den mørke væske, hvorefter han bevægede sig tilbage til sit skrivebord og satte sig. Han skænkede et glas vin op, og tog en kort tår. Sødme, syre og tannin.. Det var genkendeligt fra den vin, ingen ekstraordinær smag, men langt bedre end det rævepis de fattige drikker.
Med ret ryg stilte Kraigh glasede og tog det første papir ned fra bunken, og en fjerpen i den anden hånd og dyppede den herefter i blæk, og begyndte at skrive.

[Delora af Tirragen]

Delora var meget nervøs. Hendes hænder svedte, som hun forlod sit værelse. Døren indtil Davins var åben, og en tjenestepige var i gang med at gøre hans værelse rent. Altså var han nok ikke hjemme. Hun bed sig i underlæben og gik ned ad trapperne, som førte ned til den store hall i deres hjem. Hun gik videre, og stoppede med bankende hjerte foran sin faders kontor. To gange indenfor ganske få dage var hun blevet kaldt derind. Første gang havde hun fået besked på, at aftalen med Hertug Thomlin nu var underskrevet. Hvad der ventede hende nu, det frygtede hun mildest talt. Hun mente ikke, at hun havde gjort noget, som kunne gøre ham vred. Han havde næsten ikke været hjemme, og de havde kun tilbragt tid sammen ved aftensmaden.

Med en rystende hånd bankede hun svagt på, og da hun hørte sin faders stemme, trådte hun ind på kontoret. Hendes kjole var i en svag rosa, som fremhævede hendes blege hud og hendes isblå øjne. "Du ville tale med mig, fader?" Spurgte hun med skælvende stemme og stod med bøjet nakke og foldede hænder lige indenfor døren. Et klassisk eksempel på en komtesse, der vidste, hvordan hun skulle opføre sig.

[Deleted]

Lyden af fjerpennen mod papir var den eneste lyd i lokalet. Den kradsene lyd mod papiret, og blækket der blev synligt. Kraigh så over på sit glas og tog en tår af det med sin frie hund. Han vendte blikket over mod bunken af papir, og skimtede starten. Han fnyste køligt imens han hørte banken på døren, hvorefter døren åbnede sig. De lette skridt der bevægede sig ind var genkendelige, hans datter Delora. Hun havde trods alt lært noget på klosteret, det håbede han ihvertfald. Han havde høje forventninger til hende, og ikke desto mindre så skulle hun gøre som enhver anden god hustru gjorde: makke ret, og opfylde sine pligter.
Hans grønne øjne var stadigvæk på papiret, hans følelsesløse ansigt kiggede ned på papiret. Han løftede med hånden til hun skulle stå helt stille.
"Nå pige." hans stemme rungede og var kølig, der var ikke mange følelser i hans ord. Lyden af pennen mod papiret blev genoptaget.
Hans lange hår var redt tilbage, og gled ned foran hans øjne - i en svag bevægelse med fjernpennens fjer fjernede han håret for øjne.
En knurren begyndte at lyde, og hans to store mastiffer begyndte at bevæge sig i takt med at hun kom ind. Rosvalt og Jilta begyndte at bevægede sig væk fra pejsen og deres to tæpper hvor de lå.
"Har din mor fortalt dig mere om hvad der forventes af en god hustru?" spurgte han bestemt, han ville sikre sig at hun vidste hvad han forventede af hende, og ikke mindst hvad hendes kommende husbond forventede.

[Delora af Tirragen]

Hun ventede tålmodigt, indtil hendes far var klar til at tale med hende. Hun afbrød meget sjældent, og i hvert fald hverken sin far eller storebror. Det var kun sket en enkelt gang i selskab med hendes mor. Da han talte til hende, rankede hun sig lidt mere, og ville gerne vise ham, at hun tog dette her alvorligt. Hans hund rørte på sig, men hun smilede blot til dem, hun havde måske været væk i mange år, men de kunne huske hende. Og hun huskede tydeligt dem. De blev ganske vidst betragtet som vagthunde, men racen var samtidig en god og beskyttende familierace. Hun rettede opmærksomheden mod faderen igen, da han fortsatte sin talestrøm, og selvom han ikke så på hende, så nikkede hun forsigtigt. "Moder er gået i gang med forberedelserne," svarede hun uden at fortælle yderligere om, hvad der skulle foregå. Det vidste han jo godt, så det var der ingen grund til at gentage.

[Deleted]

Knitren var pejsen gav lidt lyd og nærmest overdøvede hvad Delora svarede. Han skrev videre og lagde papiret til siden, og trak det næste ned.
"Pige, du taler lavt." sagde han tørt, og tog en tår af sin vin. Der var mange ting som der irriterede Kraigh og Delora kendte de fleste. Hun vidste hvornår hun skulle gøre det ene og det andet, og hun vidste hvornår han ville gå hen og blive sur.
Kraighs blik gled hen på hundende, og lagde fjerpennen og knipsede dem hen i deres kurv. De skulle ikke bevæge sig bare fordi Delora dukkede op, de skulle ligesom børn også engang imellem irettesættes. Heldigvis var det ikke alle Kraighs børn som var nogle små nervøse hvalpe. Davin var en sand Tirragen og en sand arving. Han havde de bedste gener fra Kraigh bestemt, han skulle nok føre Kraighs drømme videre, når han engang var gået bort.
"Tal. Højere." lød det kommanderende og meget punktligt. Arthurs blik gled hen på papirerne, som han løftede op og begyndte at læse..

[Delora af Tirragen]

Hun fik et helt forskrækket udtryk i øjnene, da hendes far mente, at hun talte lavt. Hun havde ellers talt med en ganske normalt stemmeføring. Og tanken om, at hun skulle tale højere, fik hendes hjerte til at dunke hårdt i hendes brystkasse. Kvinder burde ikke tale så højt. Uanset hvad. Hun sank en klump i halsen og vred nervøst hænderne. "Moder er gået i gang med forberedelserne," svarede hun, og forsøgte at gøre sin stemme lidt højere, uden at den blev skinger.

[Deleted]

Kraigh hviskede noget tydeligvis irriteret for sig selv, og så op på sin datter - hans ansigtsudtryk var køligt og dømmende. Hans blik gled dog igen ned på papiret igen.
"Godt."
Kraigh viste sjældent følelser af nogen art over for sine børn, selv når han var stolt over sin søn Davin - så viste han det på helt andre måder, end normale forældre ville gøre. Generelt viste han sjældent følelser overfor nogen, eller det passede ikke helt. Vrede.. Den følelser kunne de fleste i hans husstand godt nikke genkende til, at have oplevet på den ene eller anden måde.
De to mastiffers haler lovrede glædeligt over at have set Delora, og Rosvalt løb hen til hende igen.
Et tydeligt irriterende suk kom fra Kraigh.
"Hvis den hund så gerne vil være sammen med dig, så gå hen og sid i dens kurv." lød det bebrejdendefra Kraigh.
Han lagde papiret på bordet, og fik forseglet det og rejste sig op, og kiggede hen imod på sin datter.
"Jeg har store forventninger nu når du skal være hertugens kone." sagde han og sendte hende nogle bedømmende øjne. "Han har et stærkt len, og det du ikke lærer af din mor eller på klosterskolen er hvad jeg beder dig om." hans tone lød kølig, men udsekuplerede.

[Delora af Tirragen]

Hun rørte sig ikke en meter, da hendes far bebrejdede hende, at hans hunde rejste sig op og kom hen til hende. Hun rørte heller ikke ved hunden. Hun ville nok få beskidte fingre af det, og hvis hun skulle ind i stuen og brodere igen, så kunne hun risikere at farve stoffet og tråden, hvis hun rørte ved hunden. "Undskyld fader," sagde hun og gjorde tegn til hunden, at den skulle ligge sig i hundekurven igen. Hun havde ikke meget lyst til selv at sætte sig i den. Hun nikkede derefter til hans ord omkring hertugen. Det havde han gjort ganske klart den anden aften, da han havde fortalt hende om giftermålet. Det var dog den sidste sætning, som fik et forvirret udtryk frem i hendes isblå øjne. "O-og hvad er det fader?" Spurgte hun, og brød sig ikke spor om hans udspekulerede stemme.

[Deleted]

Han samlede sine hænder, og trykkede ned i håndfladen. Han så med sine dømmende øjne over på sin datter, som blot stod der og nikkede. Hvis han havde hørt han skulle have haft sådan nogle døtre, så ville han have grint som ung.. "Jeg gifter dig bort for alliancen skyld, men jeg gifter dig også ind i hans len så du kan støtte op omkring mine idéer undervejs."
Han hældte et glas vand op og gik hen og gav hende det i hendes hænder. Han stilte derefter karaflen, og tog sit eget glas.
Han tog en stor tår af sit glas og grinte af hendes nervøse holdning.
"Du gør hvad i kvinder gør, og du gør det godt nok til at når du ønsker noget eller siger noget, så lytter han til dig." sagde han befalende og stirrede direkte ind i hendes øjne, med et gennemborende blik.

[Delora af Tirragen]

Hun tog imod vandglasset og hendes hånd var rolig, selvom hendes hjerte stadigvæk dunkede på livet løs i hendes brystkasse. Hun havde dog på fornemmelsen, at det ikke var hendes far, der havde taget initiativet til forlovelsen. Hun troede mere på, at det var Thomlin. Ellers ville han ikke have inviteret hende på te, efter de havde mødt hinanden til det kongelige bryllup. Men hun luftede ikke sine tanker. Hvis hendes far troede, at han havde trukket det tunge læs, så lod hun ham blot blive i troen. Hun nikkede stille til hans ord, men spærrede forskrækket øjnene op ved hans forlangende. At hun skulle ønske eller sige noget til Thomlin, og at han skulle lytte til det hun sagde. Hun sank en klump i halsen. Det var jo stik modsat det, som hendes far havde opdraget hende til. Hun var en kvinde. Hun kunne aldrig forlange noget af Thomlin. Han havde vist hende den største glæde, at tage hendes som hustru. "H-hvad er det for nogle idéer?" Spurgte hun med skælvende stemme, og fornemmede allerede, at hun ikke ville kunne opfylde dem.

[Deleted]

På mange områder var Kraigh en simpel mand, han havde en klar idé om hvordan fremtiden så ud, og han vidste specifik hvad hans døtre skulle gøre i løbet af hans levetid, når han var død var det op til Davin og opretholde det. Han så hen på hende, og klørede sig i skægget.
"Ingen diskussion. Du vil opfører dig som en hustru og når han stoler på dig vil du få mere af vide." afsluttede han sagen med hende og holdte hånden oppe som afslutning på sagen.
"Du vil gøre som din familie beder, og bringe dem ære.".
Han var bestemt ikke ked af at bruge sin datter til højere formål, specielt ikke når hun blot skulle giftes videre og være en god hustru. Det var et relativt simpelt og enkelt krav han gav hende. Hun var ung og pæn, så hun ville sikkert få det godt hos hertugen, og bringe mange børn. Det var sjældent du var i det adelige lag og blev forelsket og alt det pladder, som de unge nu gik og drømte om.

[Delora af Tirragen]

Hun var bange. Nej. Det rakte ikke. Hun var rædselslagen. Det hendes far bad hende om var, at hun skulle gå bag om ryggen på Thomlin og manipulere med ham, få ham til at give hende ting, som hendes far ønskede sig. Det vendte sig i maven på hende. Hertugen havde været den eneste mand, udover hendes grandfætter Gavin, der nogensinde havde fået hende til at føle sig tryg i hans selskab. Og hun var ham evigt taknemmelig for det. Derfor følte hun ikke, at hun kunne gøre det, som hendes far bad hende om. Hun holdt dog sine tanker for sig selv og nikkede blot igen, som om hun havde forstået, hvad der blev sagt. Hun havde dog allermest lyst til at græde. "D-det skal jeg nok," sagde hun og var meget nervøs for, hvad hendes far ville ende med at bede hende om.

[Deleted]

Kraigh så med kølige øjne på hende og vurderede om hun nu havde forstået sin opgave. Det var jo ikke menige ting hun skulle skaffe. Det var hans støtte om familien Tirragen, og ikke mindst skulle han støtte op om Kraighs idéer og visioner. Det var ikke fordi Kraigh anså hans datters forlovede for et geni. Han tog roligt sit glas med vin op til munden, og tog en stor tår.
"Godt." sagde han og skrev under på et stykke papir, og rakte ud til hende.
"Du skal se det hele som et spil skak, jeg rykker mine bønder først - og langsomt, men sikkert vinder jeg spillet." Hans tone lød overbevisende og sikker. Kraigh var ikke et sekund i tvivl om sine egne evner, han var mere i tvivl om sin datters evner til at gøre det han bad hende om.

Kraigh så ned på papiret og foldede det pænt, og rakte ud efter et tændt stearinlyst og hældte lidt stearin ned på det foldede papir, og stemplede så med familiens stempel.
"Her, det er til skrædderen." sagde han roligt og tog et andet papir frem, og rakte det stemplet papir ud i luften, som hentydning til hun skulle tage det.
"Din mand skulle nødig tro, at du var en gemen købmands kone med det tøj." hans tone var igen meget skarp og nedladende.

[Delora af Tirragen]

Hun havde aldrig spillet skak, og hun kendte knap nok reglerne. Men hun vidste, at hvid startede, og at man altid skulle flytte en bonde først. Så hun forstod halvt, hvad hendes far talte om. Igen nikkede hun. Hun havde stadigvæk en kvalmende fornemmelse i maven. Thomlin ville aldrig tilgive hende, hvis han opdagede, hvad hun havde gjort.

Da hendes far rakte et brev frem mod hende, trådte hun frem og tog imod det. Igen fik hun lyst til at græde. Det var hendes yndlingskjole hun havde taget på. Den fremhævede netop hendes mælkehvide hud, og hendes isblå øjne. At hun havde haft den i et par år efterhånden kunne næsten ikke ses. Kun hvis man kiggede på den nederste del af skørtet. Hun snak en klump i halsen. "Jeg skal nok overbringe ham det," hun knugede brevet ind til sin brystkasse og trådte bagud igen. "Må jeg gå, fader?"

[Deleted]

Kraigh lagde papirerne i en pæn bunke og lod sin fjernpen ligge ved sine af blækket, og lukkede så blækhuset. Han tog en dyb indånding og rejste sig og gik hen til vinduet.
Han kunne mærke en tilfredshed over hans datter endelig havde fattet hvorfor hun skulle giftes lige netop til den mand. Hun tænkte så kort, det gjorde kvinder generelt. Det hele var et stort spil, og Kraigh nød at spille spillet. Det handlede om taktik og snilde. De fleste folk valgte at være så ivrige, at de tabte spillet før det begyndte. Det hele tog år og generationer, før man kunne vinde det sande spil - så længe ens børn forstod hvad man ville og hvor man skulle hen, så var ens arv sikret. Kraigh havde store ambitioner inde han gik bort, han vidste hvor familien var på vej hen, og hvad han skulle efterlade sin søn. Det var der ingen tvivl om.
Han løftede hånden som tegn til hun kunne gå.Hans hoved drejede mod hende, og han så på hende øjne og fnyste.
"Hvis du begynder at græde sover du i stalden." sagde han og vendte sig og skuede ud mod haven igen. Spillet var igang.