Noget at fortælle

[Annora af Dunlath]

Rupert af Dunlath
3. juni 527 M. T.

Annora var stadigvæk ikke kommet sig over fødslen af hendes helt igennem fantastiske datter. Hun havde kvalme på de mest mærkelige tidspunker at dagen. Hun var træt, især når hun havde ammet den lille guldklump. Det var Ruperts fødselsdag, men da han var stået op, havde hun simpelthen ikke haft energien til det. Hun havde kvalme, var svimmel og så var hun træt. Han havde sagt, at nu skulle de altså få en helbreder til at se på hende. Og hun havde indvilliget, at hun ville kalde efter en, så snart han var taget afsted.

Det havde hun gjort. Men det helbrederen havde at fortælle hende, havde efterladt hende en smule chokeret. Det havde hurtigt fået hende ud af sengen, da hun hørte, at Rupert ville komme hjem til frokost. Der skulle desuden være middag om aftenen sammen med hele familie, hvor de ville ønske ham tillykke med dagen. Annora følte bare ikke, at dette her kunne vente så længe.

[Rupert af Dunlath]

Rupert havde forskelligt, han skulle ordne og han havde sådan set slet ikke tid til at tage hjem midtvejs. Men han vidste også, at han ikke ville kunne holde sig væk. Annora havde haft det dårligt længe efterhånden og trængte til at høre, at det ikke var noget alvorligt. Han havde rent faktisk ikke overhovedet kunne fokusere på de ting, han havde lavet indtil nu.

Derfor overlod han for en gangs skyld også sin hest til tjenestefolkene i stedet for selv at tage sig af den, inden han gik ind i huset med lange skridt. Han stoppede overrasket op, da han så hende i stuen i stedet for i sengen og han smilede håbefuldt. Hvis det havde været alvorligt, havde helbrederen uden tvivl bedt hende holde sengen. Det var han sikker på. Håbede han. Han gik hen til hende. "Annora, min egen. Hvordan har du det?"

[Annora af Dunlath]

Hun så op fra sit sytøj, da Rupert kom gående ind i stuen. Hun lagde det fra sig og rejste sig derefter op, for at gå sin mand i møde. Hun smilede svagt til ham, hendes ansigt var en smule blegt, men kun fordi hun havde kvalme. Køkkenet var i fuld gang med at lave noget morgenmad til hende, som hun kunne sidde og nyde i stuen.

Hun kyssede ham ganske let på læberne. "Jeg har det fint. Kun en smule kvalme, og så er jeg træt," svarede hun og blev nødt til at sætte sig over i sofaen igen. Hun var meget træt. "Men lægen siger, at det er helt normalt. Og at jeg selv burde vide det," hun gjorde mine til, at han skulle sætte sig ned sammen med hende.

[Rupert af Dunlath]

Han smilede varmt, da hun sagde, at hun havde det fint. Han fulgte hende hen til sofaen og satte sig ned ved hendes side, hvor han kom til at rynke på brynene i forvirring, da hun talte igen. "Burde du selv vide det? Har jeg misforstået noget? Du har da ikke helbredende evner, har du?" Han forsøgte at lette humøret med en smule humor, men han var ærligt talt ikke helt sikker på, hvordan det ville blive modtaget. Hendes humør havde ikke været helt til at forudsige på det sidste.

[Annora af Dunlath]

Hun smilede af hans tydelige forvirring og tog hans store hånd i sin egen. Hun vidste godt, at de ikke havde alverdens tid sammen her til frokost, og at han snart skulle tilbage til sine pligter. Hun rystede på hovedet af hans forsøg på en spøg. "Nej, jeg har ikke helbredende evner," svarede hun roligt på hans spørgsmål. "Men, jeg burde have genkendt tegnene fra da jeg blev med barn første gang," uddybede hun og håbede virkelig, at Rupert opfattede, at hun sagde første gang, for det betød jo, at der også var en anden gang.

[Rupert af Dunlath]

Han var ærligt talt stadig forvirret. Også selvom Annora tydeligvis forsøgte at forklare det. Det tog ham et øjeblik, inden han opfattede, hvad det var, der var vigtigt i det, hun lige havde sagt. Første gang. Jamen.. Det kunne man da slet ikke! Eller.. Kunne man?

Han sad et øjeblik med rynkede bryn, mens han tænkte det igennem. Hvis sandt skulle siges, så var han slet ikke sikker på, hvor hurtigt en kvinde kunne blive gravid igen. Og Annora havde trods alt vist sig at være usædvanligt frugtbar. De rynkede bryn blev afløst af et bredt smil. "Er det sandt? Allerede?"

[Annora af Dunlath]

Hun kunne med lethed se, hvordan tandhjulene kørte rundt oppe i hovedet på Rupert. Hans ansigt var lagt i tænkende folder, og han undrede sig dybt over hendes ord. Forstod dem ikke helt.

Men til sidst, der gik meningen bag dem op for ham og hun smilede glad til ham. "Allerede ja," svarede hun og rødmede svagt over det faktum, at hun var så frugtbar. "Helbrederen siger, at jeg er omtrent to måneder henne," hvordan man kunne se sådan noget, det anede hun ikke noget om. Men det var fantastisk, at hun bar endnu et liv under sit hjerte.

[Rupert af Dunlath]

Hans smil blev endnu bredere og hans hånd fandt ligesom helt af sig selv ned på hendes mave, som han strøg blidt, mens han overvejede, at der lå en lille ny Carolina derinde allerede. "To måneder? Virkelig?" Det var slet ikke til at fatte. "Hvor er jeg glad, min egen." Han lænede sig ind og gav hende et varmt kys. "Jeg må også hellere indrømme, at jeg helt savner din mave. Nu hvor den er væk." Han strøg den stadig med sine ru fingre.

[Annora af Dunlath]

Hun nikkede ivrigt. Hun kunne heller ikke helt selv tro det. Men det var sandt. Hun gengældte hans varme kys og himlede derefter med øjnene af hans ord. "Du har jo næsten heller ikke set mig uden en stor og rund mave. Som jeg har fået på grund af dig," sagde hun og lænede sig ind til sin mand. "Jeg elsker, at skulle bære endnu et af dine børn under mit hjerte," erklærede hun og glædede sig til at være højgravid igen. Hun havde elsket det, til trods for de hævede ankler, og alt det andet. Men at have født Carolina, havde været timerne med hævede ankler værd.

[Rupert af Dunlath]

Han grinede let af hendes kommentar og trak så på skuldrene. "Det er sandt. Men derfor kan jeg nu godt lide det alligevel. Selvom du også er mere end smuk uden." Han kyssede hende igen og og lagde armen omkring hende. "Jeg glæder mig allerede til at se, om den lille derinde også bliver rødhåret," drillede han. Så sukkede han lykkeligt og lænede sig tilbage med hende tæt ind til sig. "Jeg har ikke tid nu.. Men i aften? Skal vi så ikke.. Fejre det?" Hans stemme gav måske indtryk af, hvilke tanker han havde i dette øjeblik. De involverede Annora i meget mindre tøj, end hun havde på nu.

[Annora af Dunlath]

Hun rystede på hovedet af ham. Hun kunne ikke lade være med at savne det lidt. Sin store mave og de følelser det gav hende, når hun strøg over den, og Carolina havde bevæget sig. ”Det kunne jo være at den lille rent faktisk hellere ville slægte sin mor på, har du tænkt på det?” Spurgte hun med et lille smil om læberne, inden hun lod sig læne tilbage sammen med ham. Hun lagde en hånd på hans brystkasse. Hans løfte om aftenens fejring, fik hendes krop til at skælve. ”Jo, lad os det,” sukkede hun lykkeligt.

[Rupert af Dunlath]

Han lo lidt. "Så vil det blive den smukkeste baby i Tortall," forsikrede han hende og kyssede hende i tindingen. Sådan sad de lidt og hyggede sig sammen, inden de var nødt til at få noget at spise, så han kunne komme på farten igen.

*Tråd afsluttet*