At give op er ikke en mulighed.

[Deleted]

Gilbert af Meagmarsk

Skridtene ind på den fyldte træningsplads vækkede minder. Han havde brugt sin ungdom her, hvor han havde lært alle gerninger en ridder skulle kunne. Han så hen på nogle unge drenge som stod og svingede træsværd imod hinanden. Han betragtede deres forarbejde og deres måde at bruge kroppen når de svingede sværdet, alle de små detaljer som han vidste var dem som i sidste ende gjorde udfaldet af den kamp de kæmpede.
Nogle andre af de unge benyttede sig af faciliteterne hvor de kunne skyde bue og pil. Arthurs blik hvilede på dem, og gik med langsomme skridt ind i trænings området - og bevægede sig hen imod en af instruktøren og gav ham hånden og smilte.

Solen skimtede frem mellem skyerne og lyste pladsen op. Flere af de unge kiggede over på Arthur og deres instruktør. Arthur nikkede høfligt til de unge pager, og vendte interesseret blikket tilbage på instruktøren.
Hans hånd hvilede på hans sværd tusmørke, som hang ved hans side. Han havde en tunika på, hvor hans families farver var broderet ind i, hen over hans ryg var der broderet en mindre hav, som svagt blev lyst op af tusmørket, så man var ikke i tvivl om hvem han var. Han var den sidste nat.

[Gilbert af Meagmarsk]

Dagene var lange og hårde, men når de var udenfor og fik mulighed for at træne, syntes han, at det var det hele værd. At komme væk fra bøgerne og kedelig teoriundervisning var altid rart. Gil havde derfor et bredt smil på ansigtet, imens han trådte frem og tilbage for at gennemgå de obligatoriske øvelser med en makker. De skiftedes til at udføre en række udfald og at forsvare imod dem.
Bare fordi deres instruktør var optaget af en samtale, var der jo ingen grund til at slække på øvelserne. Selvom det nu lod til at være nogle af pagernes holdning. Sådan var det vel også bare af og til. De var jo alle unge, så disciplinen vaklede af og til en anelse. Da han og makkeren var færdig med øvelsen, blev det Gil der vandrede over for at spørge, hvad deres næste opgave var. Siden deres underviser stod og talte med en mand, stillede han sig dog til pænt at vente – i første omgang.
Snart begyndte han dog at trippe noget utålmodigt efter at få de næste øvelser.

[Deleted]

Arthur så hen på den unge page som stod høfligt og ventede og nikkede hen imod ham, hvorefter instruktøren så på ham og smilte.
"Har du lyst til at prøve dine evner af mod ham?" spurgte instruktøren og pegede på Arthur. Instruktøren var en garvede gammel rotte som havde undervist Arthur dengang han var page.
Arthur grinte og så på Gilbert og smilte.
Han var mere end velkommen til at prøve hans evner af. Arthur huskede han elskede som barn, at få lov til at svinge sværdet imod de store og voksne. Det var dem som vidste hvordan verden derude var, på trods af alt teori og alt træning herinde - så lærte man først rigtig noget når man stod ansigt til ansigt med døden. Det havde Arthur sat pris på da han kom ud, at han hurtigt havde opfanget - ellers havde han nok været død en del gange. Nu var han her idag, og snakkede med sin gamle instruktør og så på den kommende generation af riddere.

[Gilbert af Meagmarsk]

Tilbuddet om at prøve kræfter med en rigtig ridder, fik ham til at smile bredt og nikke accepterende. Det kunne sikkert være sjovt. ”Fint med mig.” Underviseren vendte tilbage til at undervise de andre, og Gil vendte nysgerrigt blikket mod ridderen. Den hvide og lyseblå farve på mandens tøj indikerede, at han var fra Stenbjerg. At kende forskel på alle slægtsfarverne havde han lært, før han startede som page. Mor og far syntes, at det var en vigtig ting at kunne, så han vidste, hvem han havde med at gøre. ”Jeg er Gil af Meagmarsk,” hilste han med et buk. Så trak han sit sværd igen, klar til at starte.

[Deleted]

Der var ingen tvivl om dette også var en adelig knøs, han var godt opdraget. Han kunne genkende slægtsfarver, og ikke mindste så bukkede han. Arthur bevægede sig ganske roligt hen og tog et af træsværdene op og svingede det, og vendte sig imod pagen.
"Jeg er Arthur af Stenbjerg. sagde han og svingede sværdet, og bukkede høfligt for den unge page. Arthur lod blikket glide ned på hans fødder, og op på hans hofte, og så skulder. Han stod rigtig nok, det var en god ting. Arthur begyndte at gå rundt om ham, imens han havde sit sværd hævet. Han ville se drengens fodarbejde an.
"Dit træk min unge herre." sagde han med et smil og en høflig tone. Han ville ikke selv angribe først, for så ville kampen være over hurtig. Han havde dog også fysikken på hans side, og erfaringen og ikke mindst evnerne.
Der var ingen tvivl om dette var en ting som Arthur faktksk holdte af, at svinge sværd og træne imod andre var langt sjovere end mod en dum trædukke.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han trippede en anelse, ivrig efter at komme i gang. Så snart ridderen gav ham tilladelse, angreb derfor straks og huggede ud efter manden. Derfra gennemgik han mere eller mindre sine øvelser, siden de trods alt hang på rygraden efterhånden. Højre, venstre, hug ned, forfra. Han blev selvfølgelig let nok pareret, men det var rart bare at få prøvet kræfter med det. At møde stærkere modstandere gav jo bare én blod på tanden.

[Deleted]

Arthur så på bevægelser fra den unge Meagmarsk, og løftede øjnbrynet og parrede hans angreb imod ham. Højre, venstre, hug ned. Arthur smilte og bevægede sig rundt.
"Brug din overkrop i slaget, du får ikke nok kræft på." sagde han roligt, og svingede sværdet igen.
"I det du hugger skal du underbevidst vide at du hugger igennem det du rammer. Du bremser fordi du ved du bliver pareret." sagde Arthur og så over på hans gamle instruktør, som blot grinte - det var ikke noget han havde lært ham, det var noget der var blevet lært på vejen som ridder og væbner.
"Husk også at bevæge din fødder mere, du står stille når du skifter angreb. Arthurs tone var venlig og imødekommende. Han havde intet imod at give lidt undervisning.

[Gilbert af Meagmarsk]

Gil syntes allerede, at han huggede hårdt, men årene som page havde lært ham at lade være med at brokke sig. Da han forsøgte at hugge hårdere, opdagede han desuden, at han havde lidt flere kræfter at give af og kunne lægge mere styrke bag angrebet. Dernæst fulgte han ellers blot mandens instrukser og fokuserede på at fortsætte øvelsen.

[Deleted]

"Godt." sagde Arthur og parrede slagene imod ham. Arthur svingede rundt om den unge page, og begyndte derefter at lade sværdet svinge imod Gil igen. Det første var skråt oppe fra og ned mod hans skulder, derefter var det nede fra og skråt op mod ham, til sidst et slag oppe fra. Arthur lagde ikke alle kræfter i, da det ville være unfair over for den unge mand. Arthur huskede en af de ting som var sværrest at lærer, var at undgå at være forudsigelig. Det lå så naturligt hvordan han sloges som ung, men med tiden måtte man tilpasse sig sin modstander, og under kampen tilpassede skulle man tilpasse sig, ellers var man en død mand.

[Gilbert af Meagmarsk]

Da udfaldene kom, begyndte han at parere. Han kunne regne ud, at manden holdt igen, men morede sig nu fint med at fortsætte øvelsen. Parade, angreb, parade, angreb. Det var nu noget underligt at have med en voksen at gøre. De var ikke på højde med hinanden, så angrebene kom ikke mod ham på samme måde som normalt, hvor han øvede sig med jævnaldrende. Det krævede noget tilvænning.
Efter noget tid var han dog nødt til at stoppe. Han kunne jo ikke bruge hele dagen på at slå på ridderen, og der var ikke længe til, at pagerne havde noget nyt på skemaet. ”Tak,” grinede han bredt op til ridderen.

[Deleted]

Arthur svingede sværdet og nød at undervise den unge page, og da lektionen var slut bukkede han høfligt hovedet for den unge mand.
"Ingen problemer." han lagde armen på Gils skulder og vendte sig mod instruktøren.
"Må jeg ikke få fornøjelsen af at lære den unge page her at kende? Jeg skal nok samtidig giver ham noget teoretisk undervisning imens." sagde han og klappede Gil på skulderen.
"Hvis du vel og mærket gerne vil?" spurgte han og smilte til Gil. Han vidste hvor forfærdelig kedelige de teori undervisning kunne være. Specielt når man havde timen 'ridderens historie'. Det havde været en af de værste timer der overhovedet eksisterede.
"Du er ihvertfald velkommen Gil."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han smilede, ganske tilfreds med sig selv. Blikket blev dog noget mere forvirret, da manden lagde en hånd på hans skulder og talte med deres underviser. ”Jeg er bange for, at jeg ikke bare kan udeblive fra min undervisning – hvor skønt det end ville være,” undskyldte han med et skævt smil. Han hadede teori, men man kunne ikke rigtig snige sig uden om det. ”De ved jo, hvordan det er.” Han så sigende på Arthur. Underviserne var vist lige så strenge nu, som da ridderen selv havde været page. ”Men det var sjovt at prøve kræfter med Dem,” fortsatte han så med et bredt grin.

[Deleted]

Det havde ikke ændret sig siden Arthur gik der. De var ligeså strenge underviserne, men samtidig så var knøsen her også ambitiøs hvilket var en god ting.
"God dreng." sagde han og blinkede med det ene øje til ham. Han så over for underviseren og lagde hånden på hans skulder. "Til vi ses igen gamle ven.".
Arthur vendte sig imod Gilbert.
"Opsøg mig, hvis du gerne vil prøve kræfter med andre ting end træsværd og teori." sagde han og smilte venligt til Gilbert. Han havde aldrig gidet at have en væbner, men denne unge mand havde alligevel vækket lidt interesse - han skulle stadigvæk have en væbner, men han ville da gerne lige smide nogle ekstra minutter i knægtens fremtid.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han smilede stort ved tilbuddet. At få sådan et fra en ridder ville sikkert være nyttigt. Mon ikke han kunne kæmpe sig foran de andre i sværdtræningen så? ”Det vil jeg gøre,” accepterede han glad og bukkede let, før der blev givet besked om, at pagerne skulle indenfor igen. ”Nå, men jeg vil undskylde mig. Vi tales sikkert ved.” Han bukkede endnu en gang, før han skyndte sig efter de andre pager.

tråd afsluttet