Optræk til torden

[Jachen af Jesla]

@arthur1

Han vidste ikke hvorfor han elskede tordenvejr så meget. Der var bare noget ved luften som prikkede til hans nysgerrighed. Han kunne mærke når det tydede på endnu en god omgang sommertorden. Måske var det bragende der fik det til at ryste i brystet på ham. Måske var det glimtene ude i det fjerne som selv han kunne opfange. Men det bedste var næsten den umådelige stilhed der kom lige inden uvejret ville bryde løs. Universitetet var selvfølgelig det mere sikre valg at være i et truende uvejr, men spændingen var mere interessant i Parken. De fleste var nok ikke klar over at uvejret var på vej, da solen stadigvæk skinnede, men han kunne mærke hvordan luften var tung, fugtig og presset. Sådan som det altid var en eftermiddag hvor aftenen ville byde på torden.

Heldigvis kendte han ruten til Parken temmelig godt. Så længe folk ikke gik for meget i vejen for ham, så kunne han uden problemer finde vej uden blå mærker. Han behøvede ikke en gang benytte sig af Trygge for at komme sikkert frem. Han havde sat sig på en plæne og taget skoene af, så han kunne mærke græsset med sine fødder. Hans hvide novicekutte lyste nærmest op i eftermiddagssolen. Varmen var behagelig, men fugtigheden gjorde det hele bare så meget mere trykkende.

[Deleted]

Parken var på mange områder Arthurs frirum, når han ikke stod og legede adelig søn og gjorde sine pligter, så brugte han sin tid herude. Det mindede ham om den frihed han havde år tilbage. Da han rejste rundt og opsøgte heltegerninger eller når kronen bad ham tage ud i kamp. Det var der han følte sig mest hjemme, i krigens hjerte på slagmarken. Han løj altid over for alle og sagde, at det ikke var noget at prale af og at det var forfærdeligt, men han nød slagmarkens puls. Hans sande hjem.
Her følte han sig som en fugl i et bur.

Arthurs prægtige ganger Hafnir bevægede sig roligt igennem parken. Arthur sad med tøjlerne i den ene hånd, og spejdede ud over de smukke træer og det grønne græs. Han havde sin tunika på, hvor familiens farver glimtede stolt frem. Hans blik faldt over på manden som sad på plænen.
Med rolige skridt bevægede Hafnir sig hen mod manden, men stoppede dog op lidt før, og begyndte at græsse.
Arthur gled ned og landte på græsset ved siden af Hafnir og klappede ham på siden.

[Jachen af Jesla]

Selvfølgelig kom der folk igennem her, men i det mindste var der ikke mange der kunne genkende ham. De kunne nok godt regne ud at han var studerende fra universitetet, og hvis folk vidste lidt om hvordan det hele forgik, så ville de nok ikke have svært ved at regne ud at han var novice.

Han havde hørt en hest der kom nærmere. Han ænsede ikke lyde fra hovene særlig meget. Ikke før de kom tættere på. Han kunne mærke hvordan han automatisk spændte op i kroppen. Han håbede at det bare ville være en som kom til at ride meget tæt forbi. Hans hænder knugede i græsset. Bare det ikke var en som han burde kende. En eller anden junker lige som ham, ville være ham meget passende. De behøvede ikke at kende hinanden.

Hesten og dens rytter standsede ikke langt fra ham. Hans blik var dog stadigvæk rettet ligefrem, hvilket godt kunne virke til at han ignorerede rytteren der var gledet ned fra sin ganger. Han tænkte at han hellere måtte komme op at stå, hvis det nu var en som var væsentlig højere i rang end ham selv. Selvom han fik bakset sig op at stå, hvor han stod meget stille, stirrede han fortsat ligefrem og ikke hen på den nyankomne. "Hvem har jeg fornøjelsen at stå overfor?", spurgte han i et forsøg på at lyde venlig. Et tilkæmpet smil dukkede op, men havde nok ikke nogen effekt siden han ikke direkte så hen på den fremmede.

[Deleted]

Arthur rettede på sadlen og lod hånden glide ned i posen ved dens side, hvor han fiskede et grønt æble op. Med elegante skridt gik han hen foran Hafnir og gav ham æblet og vendte sig imod manden som nu havde rejst sig op. Han betragtede manden, som så ud til at have det en anelse anstrengt.
"Jeg er Arthur af Stenbjerg, ridder af kronen. Søn af Joshua af Stenbjerg." sagde han høfligt igen, og lod ikke til at ligge så meget i sine titler, men mere som om det var den måde han nu var blevet opdraget til at præsenterer sig selv.
"og dem?" sagde han roligt og betragtede mandens statur, og lod blikket glide ned på hans kappe.
Arthur var en lærd mand, men på ingen måde den måde som folk definerede som lærd, han nød at studerer i sin fritid - han ville ihvertfald kalde sig en af de mere intelligente riddere, som vidste hvad der foregik om ørerne på ham.

Arhurs hånd bevægede sig hen om tøjlerne på Hafnir, og han trak ham langsomt hen til et træ, hvor han kunne binde ham fast, så han nu ikke valgte at stikke af. Han vendte sig mod manden og smilte venligt til ham.

[Jachen af Jesla]

Han lyttede til den knasende lyd fra et æble der blev bidt i. Det lød til at være en større bid, og vurderede at det nok var hesten der blev fodret, siden han ikke syntes det lød sådan når mennesker spiste æbler, men så meget vidste han heller ikke om Arthur af Stenbjerg, ud over han var arvingen til et hertugdømme. Hans valg om at rejse sig op havde nok været ret fornuftig. Han var en smule overvældet at få hældt hele navn og herkomst over sig. Det var ret meget at skulle forholde sig til på en gang, men så kunne man da heller ikke betvivle ridderens herkomst, og om han var fra hovedfamilien. "Jachen af Jesla, Deres højhed," sagde han, men regnede ikke med at Ridder Stenbjerg vidste hvem han var, ud over at han blot var en Jesla. Et ganske godt navn, ville han selv mene, selvom det ikke var så stort som Stenbjerg.

Han lyttede som ridderen flyttede sin ganger. Nok for at tøjre den. Det ville give mening. Ikke noget han bekymrede sig om med Trygge. Hun blev altid i nærheden af ham, hvis han havde hende med sig. Hun kendte sin herre ret godt efterhånden. Han brød sig dog ikke om hvordan ridderen bevægede sig rundt om ham. Det gjorde det svært at følge med i hvor han var henne. "Hvad bringer Dem til Parken her i distriktet, hvis jeg må spørge?", spurgte han og holdt sine hænder bag ryggen. Han havde ingen anelse om han overhovedet så i nærheden af den retning hvor ridderen var henne.

[Deleted]

Arthur lyttede interessant til hvad manden sagde, og tyggede også en anelse på navnet. Han kendte godt Jesla familien. Hvem var det nu som var herre af huset, det var Jasson af Jesla. Arthur var ret sikker på han havde mødt Jasson på et tidspunkt, men kunne ikke lige sætte fingeren på hvornår. Han smilte venligt til manden og grinte.
"jeg er ingen højhed, hvis du skal kalde en højhed, så må du godt kalde min far deres højhed. Jeg nøjes med Arthur." sagde han med et smil. Han var på ingen måde en højhed, og det var hans far heller ikke. Det fik ham samtidig til at lyde ældre end han var. Arthur grinte let til Jachen.

Arthur bevægede sig 3 meter hen ved siden af manden og lod sig dumpe ned på jorden og mærkede græsset mellem sine hænder.
"Det er mit frirum Jachen af Jesla. Mit frirum." sagde han og lod sine hænder hvile på sine knæ. Han vendte blikket ud mod træerne og smilte.
"Der er intet som duften af natur. Det giver en ro i sjælen."
Arthurs blik vendte sig imod Jachen og smilte. "og hvis jeg ikke tager meget fejl så er du studerende på universitetet?" sagde han og pegede med den ene finger hen på hans hvide novicekutte.

[Jachen af Jesla]

Han viste at man sagde han lignede en saltstøtte når han bare stod, fordi han bevægede sig så lidt. Han vidste bare hvis han bevægede sig for meget, så ville han nemt miste balancen. Han nikkede som svar på at han ikke ville kaldes Højhed. Det skulle han nok prøve at huske. Heldigvis var det under knap så formelle forhold. Der var ikke nogen der skulle komme og dunke ham i hovedet for manglene høflighed, selvom han mente at han havde mere end temmelig godt styr på formaliteterne.

Han kunne kun give ret i at duften af naturen var beroligende. Der var en grund til at han trak sig tilbage til parken. Så slap han for dem der var ude efter ham på universitetet. Hvis bare han kunne have Jaxon på sin side hele tiden, men han havde trods alt selv meget travlt. Han kunne høre at manden nok havde sat sig ned, så han tænkte at det kunne han også tillade sig at gøre igen. Forsigtigt gik han i knæ ind til han kunne mærke græsset under sin hånd. Først derefter satte han sig - stadigvæk en smule usikker - helt ned i græsset. "Ja, min mester underviser mig for tiden i teorien bag forvandlinger," svarede han. Det lød måske imponerende, men når han ikke kunne få lov til at afprøve sin viden om feltet, kunne han alligevel heller aldrig rigtig komme til at forstå Gaven.

[Deleted]

Naturen var vidunderlig. Det var her man kunne slappe af og nyde duften af naturen. Høre fuglenes kvidre og hvordan naturen bevægede sig og var. Der var så meget om naturen Arthur ikke vidste. Han ville nok heller aldrig ikke finde ud af det, men han nød det og kunne godt lide at sidde her. Det mindede ham om hans rejser, og det mindede om der hvor han fandt fred.
Han vendte blikket imod Jachen og fiskede et skind op fra hans side. Skindet var fyldt, og det gled op til hans mund og han tog en tår.
"teorien bag forvandling.." sagde han og tyggede på det, hvorefter han tog endnu en tår af sit skind.
"Du har gaven?" spurgte han og viftede med den ene hånd, får at illustrerer magi. Han vidste ikke meget om magi, og vidste det var noget man skulle være varsom mod.
Han rakte skindet hen imod Jachen.
"Vin?" spurgte han med et smil.

[Jachen af Jesla]

Denne Arthur af Stenbjerg havde været ganske venlig overfor ham. Ikke så typisk. Især når der ikke var andre i nærheden. Det var ellers der folk for det meste udnyttede hans svaghed. Der var ikke nogen der kunne se at de mishandlede en Jesla. Feje hunde. Men sådan var mange. Men han virkede fin nok. Nok fordi han var mere voksen end novicerne han altid blev slået sammen med.

Han kunne høre som ridderen drak noget. Lyden var ret genkendelig. Ligesom hesten der prustede tilfreds lidt længere væk. Det virkede så roligt, på trods af det truende uvejr. "Ja, det har jeg," svarede han. Ikke at han havde haft gavn af det. Jo det havde da sørget for at han ikke endte med at være låst inde i forældrenes hjem resten af sit liv.

Han blev meget overraset over at ridderen tilbød ham noget af sin vin. Var det et trick? Nej. Han regnede ikke med at en hertugsøn ville være alt for uvenlig mod andre. Ingen ville godt nok tro ham hvis han fortalte ham at en Stenbjerg havde angrebet ham på nogen måde. "Ja tak," sagde han og prøvede at vende sig mod Arthur og rakte hånden lidt ud i luften, "men De bliver nok nød til at hjælpe mig lidt. Jeg kan ikke se." Det sidste tilføjede han lidt forsigtigt. Han ville ikke have at ridder Arthur troede at han regnede med at ridderen ikke var så observant.

[Deleted]

Arthur sad på jorden og nød græsset, vejret og selskabet. Han var umiddelbart en flink mand denne Jachen af Jesla. Det var altid rart at man kunne møde et menneske, og så tage det lidt roligt - ingen stress. Ingen fancy idéer eller tanker. Det her var to mænd som sad og snakkede.
Den naturlige facade kunne Arthur godt lægge lidt ned, og så blot opfører sig normalt. Han var naturligvis stadigvæk høflig, ærefuld og en ridder ikke mindst.

Det gik først op for nu at Jachen var blind, han havde godt tænkt han var svagt seende, men på ingen måde blind. Han lagde roligt skindet i Jachens hånd og lod ham få vinen.
"Det er intet specielt, men bare lidt vin fra derhjemme." sagde han og lagde sig i græsset og tog en dybindånding.
Han så over på Jachen, og klørede sig på kinden. "Du drikker bare.".
Det var et dejligt vejr, og ´han temperaturen og fugten i vejret.
"Nå Jachen, fortæl lidt om dig selv. Du er en Jesla og du studerer gaven." spurgte han nysgerrige.

[Jachen af Jesla]

Han lukkede hånden omkring skindet da han kunne mærke det røre håndfladen. Han lagde den anden hånd på for at mærke hvordan den var formet, så han vidste hvordan han ville skulle drikke af den uden at spilde. "Mange tak," sagde han. Det tog ikke lang tid før han fandt hoved og hale på skindet og tog en lille tår. Han rakte skindet tilbage til ridder Arthur. Vinen smagte som en almindelig vin. Det var ikke nogle af de helt dyre og fine vine, men den havde en god smag. Lidt bitter, men stadigvæk med nogle behagelige søde toner. Han lod væsken glide lidt rundt på tungen inden han sank.

"Der er rigtig ikke mere om mig, Ridder Arthur. Blot en novice. Mine brødre har nok et mere interessant liv end det jeg fører," svarede han på ridderens spørgsmål. Han tænkte ikke at der var andet spændende om ham. En studerendes liv var ikke opsigtsvækkende som en ridders eller en soldats. De kom ud og oplevede noget, og kunne nok også fortælle mere når de havde synet.

[Deleted]

Arthur tog en tot græs op og lod vinden tage det og flyve videre ned af Arthurs krop. Han tog imod skindet og lagde det ved hans side. Han så over Hafnir som græssende glad og lystigt. Han smilte og vendte sig imod Jachen.
"Årh lad vær. Fortæl lidt om gaven, og om magi." sagde han med en varm og venlig tone. Der var intet ondt i Arthur, tværtimod han var godheden selv - i hans egne øjne.
"Eller så fortæl lidt om din faimlie Novice Jachen af Jesla."

Et egern løb hen af jorden og forbi Jachen og op i et træ. Arthur så til hvordan egernet løb op i træet. Det stirrede obsevant på dem, indtil det forsvandt op i kronen af træet. Han tog en mønt op ad lommen, og begyndte at lade den glide mellem fingrene i hans højre hånd. Den skiftede mellem hans fingre og gled ned i hans hånd, hvorefter den igen gled over hans fingre.

[Jachen af Jesla]

Han mærkede hvordan vinden begyndte at kilde i nakken og det kommende uvejr begyndte at trykke mere. Hvis man kiggede efter det ville man nok kunne se de mørke tordenskyer dannes ude over havet. Sommer tordenen ville nok være over dem om et par timer. Hans tomme øjne vendte sig op mod himlen, som han prøvede at se om han kunne fange solens lys.

Han lod blikket falde ned igen, som Ridder Arthur bad ham alligevel fortælle et eller andet. Han kunne ikke se hvordan det kunne være interessant at høre om magi og Gaven. "Gaven er... det er svært at forklare. Det er som om der er en speciel kraft inde i en. Som en... indre ild? Hvis man ikke kan styre den kan den brænde ens krop op og alt det omkring en. Det er derfor det er så vigtigt for dem der har Gaven at lære kontrol." Hvor tit hørte man ikke om uheld der skete med folk med Gaven, som ikke havde lært kontrol? Ofte ude i de mere afsidesliggende lene. Gaven var ikke noget man spøgte med.

[Deleted]

Vinden kældede for Arthurs ansigt, og han lod hånde nyde vindens kærtegn. Han så ned på jorden og over på Jachen. Han lyttede interessant efter, det var en spænde egenskab at kunne fremkalde magi. Der var noget fascinerende ved det. Arthur tog en tår til af vinen og smilte til ham og nikkede anerkende.
"Så hvis i mister kontrol over jer selv, som foreksempel jeres følelser. Der kan det blive farligt?" spurgte han nysgerrigt.
Det var altid godt at vide hvordan magikere fungerede, tænk nu hvis man en dag skulle op mod sådan et firnurligt menneske. Arthur var ikke to sekunder i tvivl om at de var farlige, og var bestemt nogle man generelt skulle holde sig på god fod med.
"Det lyder spænde. Mere end at være en gemen ridder." sagde han med et smil og grinte lidt akavet.