Svaret af Kayleigh af Linshart on Jun 9, 2016 9:51:45 GMT
Thomlin af Linshart og Jonthair af Macay
Kayleigh vidste ikke helt, hvad hun skulle føle. Det var ikke helt så let at føle ingenting, som hun ellers havde bildt sig selv ind, at hun skulle. Der var alligevel et insisterende sug i maven, som hun ikke kunne få til at gå væk, og som tværtimod voksede sig større for hvert minut, der gik. Hun så mod døren. Hun var alene i den smukke stue, men det ville ikke vare meget længere. Foran hende var der anrettet en god vin og tre glas, og hun havde brugt lidt tid på at stirre frem for sig på netop de tre glas. Det var en mærkelig og faktisk uventet situation, hun befandt sig i. Det hele var gået stærkt, og hun havde slet ikke fundet ud af, hvilken fod hun skulle stå på. Måske begge? Solidt plantet i jorden som de plejede at være. Hun sank, selvom hun følte sig tør i halsen.
Det var absurd, at hun skulle være nervøs. Dette var ren formalia, og hun havde naturligvis kendt til forlovelsen i noget tid nu. Tid nok til at det kunne bundfælde sig i hvert fald. Men når hun sad her og afventede at stå ansigt til ansigt med den mand, hun skulle leve resten af sit liv med – den mand, der ville bringe hende hjem – så slog hendes selvsikkerhed sprækker. Hun rystede på hånden, da hun førte en tot hår om bag sit øre. Hele hendes liv var bygget op omkring dette øjeblik, og hun sad her i smukke klæder og med lysende øjne, og så fandt hun til sin egen skuffelse en frygt for ikke at leve op til disse forventninger. Hvad hvis han blev skuffet? Hvad hvis hendes fader gjorde? Hun pustede ud og rystede det af sig. Hun vidste, at hun stressede over ventetiden og virkelig ikke burde gå i panik netop nu. Tingene var blevet afgjort for længe siden.