Rasende hormoner

[Ravenna af Ravntoft]

Galeron af Ravntoft

De var ankommet til Gyldensø for et stykke tid siden. Og Ravenna nød at være hjemme igen. Hun havde ikke troet, at sidst hun forlod slottet for at deltage i sin egen håndfæstning, at hun skulle se det så tidligt igen. Men der var noget beroligende over de velkendte vægge, som fik hende til at slappe af. I hvert fald det meste af tiden. Når der altså ikke gik noget galt.

Lige nu var det i hvert fald ikke en god dag. Hun var igen vågnet op med kvalme, og havde sovet lidt længere end Galeron, som havde brugt morgenen på at træne med Lalia. Og da Ravenna endelig var stået op, så havde den kjole hun skulle have på, den havde ikke været i stand til at lukke. Syningen revnede i siden, og hun havde næsten været grædefærdig. Men hun havde bidt det i sig. Hun spiste langt mere nu, for hun havde fundet ud af, at det hjalp på kvalmen. Det betød dog også, at hun tog på.

Da hun endelig havde fået en kjole på, som ikke gik i stykker på grund af hendes voksende mave, var hun gået ned til morgenmaden og spist for to. Sådan virkelig for to. Bagefter var hun gået ud i haven, for at se til blomsterne og hjælpe dem lidt på vej, som ikke havde det så godt. Hun havde været derude lige siden, og havde fået bragt frokosten derud, mens hun arbejdede.

Hun skulle lige til at rejse sig op med en vase i hånden, som hun vidste, at hendes mor havde holdt af. Det havde Francine i hvert fald fortalt hende. Og hun vidste, hvilke blomster moderen havde holdt af, så de var kommet ned i vasen. En tjenestepiges stemme lød bag ved hende. Ravenna havde ikke hørt hende komme, og hun fik et chok der resulterede i, at hun tabte vasen, som smadrede mod jorden. Det var dråben i Ravennas glas, der fik det til at flyde over, og hun sank hulkende ned i knæ, mens hun forsøgte at samle skårene sammen.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron sad i et hjørne af den stue familien på Gyldensø brugte mest og var i gang med et brev til sin fader, da en lettere perpleks tjenestepige, kom ind og stoppede ved synet af ham. Han så afventende på hendes hændervriden, men først med et spørgende ”Ja?” fik hun munden på gled og fortalte, at herrens frue græd i haven. Han havde ladet brev være brev og fandt hurtigt vej ud i haven, med en bekymret knude i maven og en dyb rynke i panden.

Han fandt hende med hænderne fulde af vaseskår og rynken blev kun dybere ”Enna.. hvad sker der?” han sank på hug ved siden af hende og rakte ud efter hendes ene hånd ”Har du skåret dig?” han kunne ikke se nogen tegn på det, men hvorfor ville hun ellers græde som hun gjorde.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun lagde ikke mærke til, at tjenestepigen forlod hende, eller at Galeron kom ud til hende. Hun kunne ikke se meget ud af hendes tårefyldte øjne, og hun sad i en meget opgivende positur på jorden, mens vand gjorde hendes kjole beskidt på knæene.

Hun hulkede, snøftede og græd, som om verden var ved at gå under, da Galeron tog fat i hendes hænder. Hun rystede på hovedet og så op på ham. Hun så fortvivlet på ham. "Det var mors vase... Og hendes yndlingsblomster!" Hulkede hun og knugede vaseskårene i sin ene hånd, bange for at miste dem. Hun kunne måske redde den? Hun nærede et desperat håb.

[Galeron af Ravntoft]

Han gik lidt i stykker indeni over hendes grådopløste ansigt, men kunne alligevel ikke tilbageholde et mildt smil af lettelse, da hun stadig grædende, fik forklaret ham grunden til det hele, eller i hvert fald troede han at han forstod "Jeg er sikker på hun ville være blevet glad for du tænker på hende uanset hvilken vase blomsterne kommer i." prøvede han og trak et lommetørklæde frem fra den ene bukselomme, bredte det ud på jorden, så godt han kunne med én hånd, den anden lå nu rundt om Ravennas skuldre, og begyndte at lægge skårene på det lille stykke stof "Er du sikker på du ikke har skåret dig?"

[Ravenna af Ravntoft]

Hans ord hjalp lidt, men ikke meget. Dog blev hendes hulken lidt mindre. ”Francine har fortalt, at hun holdt meget af den vase, og nu har jeg ødelagt den!” Jeps. Hulken kom tilbage for fuld kraft. Hun svarede ikke på hans spørgsmål med ord, i stedet rystede hun bare på hovedet og lagde skårene op på han tørklæde. ”Jeg kan heller ikke finde ud af noget,” mumlede hun opgivende og så op på ham. ”Jeg ødelægger alt!” Det var tydeligt, at Ravenna for en gangs skyld ikke var i sit sædvanlige glade og frejdige humør. Og hun havde kun en gang oplevet, at hun havde grædt lige så meget som nu. Det var da hun skulle på klosterskole, og skulle skilles fra sin far. Ellers havde hun taget livets strabadser med ophøjet ro og oprejst pande. Men lige nu virkede det som om, at Guderne var imod hende. ”Mine kjoler passer ikke, de sprækker når jeg tager dem på og jeg ødelægger min mors yndlingsting. Jeg er en uduelig hustru,” hun så ned på sine hænder, der nu lå foldet i hendes skød.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron strøg hende blidt over ryggen mens hun hulkede sin kvide ud, men han var en del mere rolig, selvom det stadig gjorde ondt på ham, at se hende sådan. Han fortsatte med at samle skårene på lommetørklædet og da det var gjort lagde han begge arme omkring hende og trak hende tæt ind til sig ”Jeg tror den lille spiller dig et puds.” han pressede læberne kærligt mod hendes tinding ”Det er vel kun naturligt du vokser. Vi må bare få lavet nogle nye kjoler til dig. Hvem ved.. måske kan du få brug for dem mere end én gang.” det var ingen hemmelighed, at han ønskede sig mere end ét barn ”Du er aldeles kompetent.. du er intelligent.. du er kærlig og jeg elsker dig ualmindeligt højt.” han løftede hovedet og lagde to fingre under hendes hage så han kunne se hende i øjnene ”Vasen var et uheld. Det kunne være sket for enhver.”

[Ravenna af Ravntoft]

Hun snøftede stadigvæk og så på ham med sine grønne øjne, der næsten var røde, fordi hun havde grædt så meget. Hun lænede sig ind mod ham og slappede lidt mere af, da han beroligede hende med små kærtegn. Hun gispede overrasket, da han sagde, at det nok ikke ville være den eneste gang, hun kunne få brug for store kjoler. Hun havde endnu ikke tænkt på, at der ville komme mere end ét barn. Hun havde jo ikke engang født det første endnu. "Tak Galeron," hviskede hun med en grødet stemme og løftede den ene hånd for at tørre sine tårer væk. "Jeg ved ikke, hvad der gik af mig..." Sagde hun undskyldende, og så ned på jorden igen, mens hun rødmede kraftigt over hans kærlighedserklæring. Hun blev nok aldrig træt af at høre den. "Jeg elsker også dig," hun lod ham løfte sit hoved og nikkede så. Uheld. Det var et uheld. Måske. Hun ville prøve at lave den, hvis det kunne lade sig gøre.

[Galeron af Ravntoft]

Han lagde hånden mod hendes kind i stedet med et kærligt smil og rystede på hovedet "Det er mig der skulle takke dig, Enna." han plantede et kys på hendes pande denne gang, før han så spørgende på hende "Vil du med ind igen? Før du bliver kold af at sidde her på jorden." han slap hende ikke, men gjorde et lille kast med hovedet som opfordring til at komme op at stå., mens hendes gengældte affektion, gav ham en varm fornemmelse i kroppen.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun rødmede kraftigt i kinderne, da han takkede hende. Hun vidste ikke helt, hvad han takkede hende for. Det kunne være mange ting, når det var Galeron. Til hans spørgsmål så hun ud over haven, men kunne virkelig ikke overskue det lige nu. Hun nikkede derfor, og blev hjulpet op af ham. Da hun rankede sig, struttede en lille bule på hendes mave. "Jeg burde få vasket hænder," mumlede hun og så ned på sine beskidte fingre, der havde været i jord det meste af formiddagen. "Vil du få bragt et vaskefad ind til os? Og mit sytøj?" Spurgte hun og passede på med ikke at komme jord på kjolen, indtil hun kom i tanke om, at hun havde siddet på knæ derude. Og at kjolen var mudret til. Et opgivende suk forlod hende.

[Galeron af Ravntoft]

Han tog sig ikke af hendes røde kinder. De fik hende om muligt til at se endnu mere bedårende ud i hans optik og han smilede varmt mens han rejste sig. Hans ben summede let af at have siddet i hug så længe og han strakte sig mens han rakte en hånd ned for at hjælpe hende op "Selvfølgelig, min egen." han bøjede hovedet og gav hende et blidt kys da hun stod på sine fødder "Jeg sad i pejsestuen og skrev til fader. Vil du gøre mig selskab når du har vasket hænder?"

[Ravenna af Ravntoft]

Hun nikkede til ham. "Selvfølgelig," sagde hun og følte en let summen i sin mave, da han kyssede hende. Hun elskede virkelig sin mand. Hun elskede Galeron.

Hun gik sammen med en tjenestepige ud af stuen, og op på hendes værelse. Eller, det var nu deres værelse. Derinde fik hun vasket hænder, og skiftet kjole. Selvom det tog lidt ekstra tid, fordi de igen skulle kjolerne igennem for at finde en, der var bred nok om maven til, at den kunne lukkes bare nogenlunde i ryggen.

Endelig kunne hun gå ned til Galeron. Hun gik med hastige skridt hen til pejsestuen, og åbnede selv døren, hvor hun fandt sin mand siddende ved et bord. "Galeron," sagde hun blot, for at gøre opmærksom på hendes tilstedeværelse. I den ene hånd havde hun en lille kurv med sine syting.

[Galeron af Ravntoft]

De fulgtes indenfor igen hvor han lod hende gå op til deres værelser og selv gik tilbage til stuen. Han havde ikke nået at sidde længe, før døren gik op igen og han mødte sin hustru med et varmt smil og lagde pennefjeren fra sig, så den ikke ville klatte på hverken bordet eller papiret ”Har du det bedre ?” han skubbede stolen lidt tilbage og rakte indbydende en hånd frem mod hende, som invitation til hun skulle komme hen til ham.

[Ravenna af Ravntoft]

Hun nikkede til Galerons spørgsmål og tog hans hånd, da hun kom hen til ham. "Det har jeg," sagde hun og stillede sig ved siden af ham, mens hun stadigvæk holdt fast i hans hånd. "Vil du hilse dine forældre fra mig?" Spurgte hun og kyssede sin mand i håret. Hendes blik gled hurtigt over brevet, inden hun så udover stuen. Hun ville sætte sig over i sofaen bagefter, og brodere lidt på et lommetørklæde, som hun lige var blevet færdig med at lave blondekanten på.

[Galeron af Ravntoft]

Galeron lukkede fingrene om Ravennas noget mindre, kastede et blik mod den lukkede dør og trak hende så blidt ned at sidde på sine lår ”Mhm.. selvfølgelig, min skat.” han lagde en arm støttende bag hendes ryg og lagde den frie hånd mod den lille bule på hendes mave ”Jeg ved godt jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan det her føles, men jeg glæder mig til at møde vores søn.. eller datter.” skyndte han sig at tilføje. Han ville blive glad uanset, så længe deres barn var sundt og raskt.. men måske stod ønsket om en søn, i hvert fald som deres første barn, lidt højere på listen.

[Ravenna af Ravntoft]

Ravenna lo hjerteligt af ham, da han trak hende ned at sidde på hans skød og rørte ved hendes bulende mave. Hun lagde en arm omkring hans nakke og hvilede hovedet ind mod hans skulder. Hun lagde sin frie hånd oven på hans, så de sammen rørte ved hendes mave. "Du må have tålmodighed. Der skal tid til, for at din søn kan vokse sig stor og stærk," drillede hun. For hende lå det ganske naturligt, at mænd ønskede drenge. Og hun ønskede at give Galeron en søn, som kunne blive nøjagtig som sin far. Varm og elskelig.