Svaret af Ravenna af Ravntoft on Jun 8, 2016 18:26:13 GMT
De var ankommet til Gyldensø for et stykke tid siden. Og Ravenna nød at være hjemme igen. Hun havde ikke troet, at sidst hun forlod slottet for at deltage i sin egen håndfæstning, at hun skulle se det så tidligt igen. Men der var noget beroligende over de velkendte vægge, som fik hende til at slappe af. I hvert fald det meste af tiden. Når der altså ikke gik noget galt.
Lige nu var det i hvert fald ikke en god dag. Hun var igen vågnet op med kvalme, og havde sovet lidt længere end Galeron, som havde brugt morgenen på at træne med Lalia. Og da Ravenna endelig var stået op, så havde den kjole hun skulle have på, den havde ikke været i stand til at lukke. Syningen revnede i siden, og hun havde næsten været grædefærdig. Men hun havde bidt det i sig. Hun spiste langt mere nu, for hun havde fundet ud af, at det hjalp på kvalmen. Det betød dog også, at hun tog på.
Da hun endelig havde fået en kjole på, som ikke gik i stykker på grund af hendes voksende mave, var hun gået ned til morgenmaden og spist for to. Sådan virkelig for to. Bagefter var hun gået ud i haven, for at se til blomsterne og hjælpe dem lidt på vej, som ikke havde det så godt. Hun havde været derude lige siden, og havde fået bragt frokosten derud, mens hun arbejdede.
Hun skulle lige til at rejse sig op med en vase i hånden, som hun vidste, at hendes mor havde holdt af. Det havde Francine i hvert fald fortalt hende. Og hun vidste, hvilke blomster moderen havde holdt af, så de var kommet ned i vasen. En tjenestepiges stemme lød bag ved hende. Ravenna havde ikke hørt hende komme, og hun fik et chok der resulterede i, at hun tabte vasen, som smadrede mod jorden. Det var dråben i Ravennas glas, der fik det til at flyde over, og hun sank hulkende ned i knæ, mens hun forsøgte at samle skårene sammen.