På afveje [ÅBEN]

[Roald af Condia]

Gil svarede ikke, men trak ham bare med. Det måtte jo sikkert betyde, at han havde noget at skjule, så Roald var ved fantastisk godt mod, da han fulgte med Gil gennem de mange gange, indtil de kom ud i paladshaven. Han rakte ivrigt frem og snuppede sig også en kage, inden han tog en stor mundfuld og tyggede fuld af nydelse. "Når man har halvdelen af paladsvagten på nakken hele sin barndom, så lærer man den slags," kommenterede han med et smil. Man måtte sommetider være temmeligt opfindsom for at slippe af sted med ting, som ellers ville være forbudte.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede. At blive overvåget af paladsets vagter konstant var sikkert irriterende, hvis man ikke kunne slippe af sted med særlig meget. Han lænede sig mod stammen bag sig og iagttog himlen. Himlen havde fået et rødligt og orange skær fra den nedgående sol. ”Så kender du vel også alle de gode gemmesteder her?” spurgte han smilende. Det var altid godt at vide, hvor man kunne forsvinde hen, hvis man skulle slippe væk fra problemer. Han havde så småt kværnet sig gennem den første kage og begyndte at udse sig den næste. ”Er det mærkeligt at være page her, når du også voksede op her?” Modsat alle de andre boede Roalds forældre på paladset, så drengen så dem vel tit?

[Roald af Condia]

Roald skottede op til Gil og nikkede så hemmelighedsfuldt. "En hel del," pralede han måske en anelse og sagde så ikke mere. Det var gemmesteder, han havde brugt lang tid på at finde og han gav dem ikke væk bare sådan lige.

Til det næste spørgsmål trak han på skuldrene. "Jeg har jo aldrig prøvet andet. Og så længe jeg kan huske, er jeg blevet fortalt historier fra min far om, hvordan det var at være page. Det kommer ligesom med territoriet, når man en dag skal være konge." Han trak let på skuldrene igen og nappede sig endnu en kage. "Hvad med dig? Glæder du dig til at blive væbner?" Se dét var meget mere spændende at tale om!

[Gilbert af Meagmarsk]

Han skar ansigt, da prinsen ikke gad dele sine gemmesteder. Han synes godt, at knægten kunne vise sig som den gode prins og dele sin viden lidt! Men Roald havde vel ret i, at det var svært at kalde noget mærkeligt, hvis det bare altid havde været sådan for en selv.
Ved pagens spørgsmål grinede han. ”Meget. Der er ikke lang tid til efterhånden ...” Om et par måneder ville han endelig blive væbner, og så kunne han måske endelig komme ud og se Tortall. ”Jeg glæder mig til at komme ud til grænsen og gokke nogle scanranere i nødden,” grinede han og fægtede demonstrerende med den ene arm, imens den anden holdt kagen. ”Det bliver rart at se noget andet end paladset og Corus.” Han håbede bare, at han ville få en god ridder. Han frygtede ikke rigtig for, hvorvidt nogen ville vælge ham eller ej. Han havde jo klaret sig ganske glimrende, så mon ikke en eller anden ville tage ham med?

[Roald af Condia]

Han lo muntert til Gil's noget håndfaste illustrationer. "Det glæder jeg mig også til. Nogle af de historier, som væbnerne fortæller er helt utroligt. Tænk at have været med i krigen i Tyra!" Hans stemme havde et let drømmende skær og han var holdt op med at tygge et øjeblik. Men så blev han opmærksom på kagen i sin hånd igen og så var det glemt. "Så længe du ikke bliver væbner for en skrivebordsridder, så er jeg sikker på, at der venter masser af eventyr for dig næste år."

[Gilbert af Meagmarsk]

Han grinede lidt ved Roalds bemærkning om Tyra. ”Jeg tror ikke, at krige er så fantastiske, som de kan virke på lang afstand,” indrømmede han. Han huskede i hvert fald, hvor ubehageligt det havde været at se familiemedlemmer drage af sted for at kæmpe. Man blev virkelig bange for, om de nu også kom helskindet hjem. ”Men det bliver rart at prøve sine færdigheder af og hjælpe til!” Det var jo det, som det hele handlede om. Tortall skulle beskyttes for enhver pris! Han gumlede lidt på sin kage. ”Får du din far som ridderherre?” spurgte han så. Der var nogle år til, at Roald skulle være væbner, men kongefamilien havde jo visse traditioner på det her punkt. ”Jeg håber godt nok heller ikke, at jeg får en eller anden som bruger mere tid på at passe budgetter end grænser.” Han skar ansigt ved tanken. Siden han selv var en arving, var det dog meget muligt, at det endte sådan. Det var jo en almindelig metode til at oplære unge væbnere i både ridderliv og deres ansvar overfor deres len.

[Roald af Condia]

Roald rynkede let på brynene af Gil's kommentar. Hvordan kunne han sige sådan? Det var jo dét, det hele handlede om. At forsvare riget mod udefrakommende fjender. Krigen i Tyra havde været oplagt til det! Men han sagde ikke noget. Kunne bare konstatere, at Gil nok var bange.

"Ja, det er tradition," svarede han med lige dele stolthed og irritation. For selvom han gerne ville hædre traditionerne, så var hans far ikke ligefrem en mand, som tonsede rundt langs grænserne hele tiden. Men heldigvis var han da heller ikke fuldkommen en skrivebordsridder. Det kunne have været meget værre.

[Gilbert af Meagmarsk]

Han nikkede let. At vide hvor man endte allerede kunne nok være både rart, men også lidt kedeligt. Men hvem ville være bedre til at tage prinsen som væbner end kronprinsen? Det ville sikkert også være akavet, hvis en eller anden tilfældig ridder skulle tage Roald. Der måtte utvivlsomt være nogle rang-problemer der.
”Du kunne godt tage og vise mig nogle af gemmestederne,” klagede han så og daskede til Roald. De skulle forestille at komme i familie en dag, så pagen kunne godt lige tage og dele sin viden! Gil udvalgte sig en sidste kage og brugte lidt tid på at forsøge at få informationerne ud af Roald, før de var nødt til at gå tilbage til deres værelser.

out