Skrædder på afveje

[Crispin Skrædder]

Gemma Garver

Det var godt nok ikke hver dag, at Crispin lagde vejen forbi Nedre By. Og han var da også kun i denne her bydel, fordi han skulle aflevere en pakke på kennelen. Til en ven. Det foregik med en lav fløjten gennem gaderne og et muntert smil, mens han holdt sig til de stede, hvor han vidste, det var sikkert.

Han gik ind gennem døren, men kunne ikke umiddelbart se sin ven nogen steder. Han løftede et øjenbryn og forsøgte at finde en, som måske kunne hjælpe ham med, at finde den pokkers drabant.

[Gemma Garver]

Det havde ikke ligefrem været jordens bedste dag. Faktisk overhovedet ikke og det var med en mindre tordensky over hovedet, Gemma trampede ind fra baggården til kennelen i Jægergade. Selvfølgelig lavede alle fejl og den reprimande hun havde fået var velfortjent, det var hun klar over. Det gjorde det bare ikke nemmere og hun trængte til at lukke damp ud. Slå på et eller andet.

Der var ingenting og hun stoppede halvvejs gennem det store rum hvor folk kunne komme ind fra gaden, udstødte en hidsig, frustreret lyd og skulle lige til at trampe i gulvet, da hun opdagede hun ikke var alene. Et eller andet slog klik og hun følte sig komplet til grin ved at have haft tilskuere på "Nyd forestillingen! Det er en én-gangs-fornøjelse!" bed hun med kinder der brændte næsten ligeså meget som hendes røde hår og trampede ind i baglokalet.

[Crispin Skrædder]

Han drejede rundt, da han hørte nogen komme gående, og han smilede, lige indtil han så, at hun lignede en tordensky. Og hendes humør var tydeligvis også derefter. Men det tog han ikke så tungt. "Det var godt nok en skam," sagde han og fulgte hende med øjnene. "Hovedpersonen var ellers utrolig fascinerende at se på," kommenterede han med et skuldertræk, mens han blev ved med at vente i rummet. Han kunne jo ikke tillade sig at følge med ind i baglokalet, selvom han havde været der før. Det var bare sammen med Robert, som endnu ikke var dukket op. At hans hustru kunne holde hans upræcise tilgang til livet ud, det forstod Crispin ikke.

[Gemma Garver]

Hans underholdte kommentar fulgte efter hende hele vejen ud i baglokalet og fik hende til at stoppe op. Heldigvis var ingen af de andre hvalpe og hunde i rummet lige nu, lidt heldig havde man åbenbart lov til at være. Hun stod med knyttede næver og prøvede at fortælle sig selv, at hun ikke skulle lade sig provokere. At hun kun ville få mere ballade ud af at mundhugges med nogen der måske kom for at få hjælp, men hun var alt for arrig til bare lige at kunne falde ned. Før hun nåede at tænke grundigt over det hele, gjorde hun omkring, marcherede ud i det store rum igen og sendte den mørklødede mand et blik der skød lyn "Nå! Jamen det er du ikke!" gav hun barnligt igen og blev nu endnu rødere i kinderne fordi hun ikke kunne finde på et mere kreativt svar at give tilbage med.

[Crispin Skrædder]

Han stod stadigvæk pænt og ventede, mens han for tusinde gang betragtede rummet. Han kendte det jo egentlig, og der var ikke sket noget siden sidst. Han drejede hovedet, da han hørte hende komme tilbage til ham. Stadigvæk lige arrig som før. Det gjorde ikke hans smil mindre. Tværtimod. Han var ikke den provokerende type, bare den virkelig ikke hidsige type. Han ville langt hellere smile og være glad. Han lænede sig op ad en disk, hvor der nok burde sidde en og tage imod folk, men han nævnte det ikke. ”Nu sårer du virkelig mine følelser,” sagde han med en lettere ironisk tone i stemmen. ”Men nu var jeg jo også bare publikum. Og du sagde jo, at jeg måtte nyde forestillingen. Så det gør jeg med glæde,” han så direkte på hende og forventede egentlig ikke andet, end at hun ville blive endnu mere hidsig af hans ord. Men det måtte hun jo om.

[Gemma Garver]

Gemma var ikke helt sikker på hvad hun havde forventet. Et skarpt svar hun kunne svare igen på, igen. Noget der ville retfærdiggøre at hun bed efter en mand hun overhovedet ikke kendte. I stedet stod han bare der og var forbandet rolig og så ud til at more sig, på hendes bekostning. Hun stod et sekund eller to igen og bare stirrede olmt på ham. Der kom stadig ingen geniale modsvar og til sidst kastede hun armene i vejret med et hidsigt udbrud, og trampede ind i baglokalet igen.

Efter et par minutter var hun faldet lidt ned igen. Nok til virkelig at føle sig dum, men stadig frustreret over hele situationen. Alligevel tog hun sig selv i nakken med en dyb indånding og gik ud i det store rum igen. Der var ikke andre derude og hun havde trods alt en pligt "Skal du have have hjælp til noget?" spurgte hun, og mødte kun hans blik flygtigt, alt for bevidst om, at hendes kinder stadig brændte.

[Crispin Skrædder]

Han fandt det utrolig underholdende. Og han var ret sikker på, at det var hans rolige fremtoning, der gjorde, at hun så på ham, som om han bare kunne gå ad hækkenfelt til. Ikke at han havde tænkt sig at gøre noget der bare mindede om det. Mens smil blev kun større, og til sidst afslørede det hans tænder. Det glimtede drillende i hans mørke øjne, mens han betragtede hende afventende. Ville hun ikke komme med et modsvar? Nej. Hun gik ud i baglokalet igen, og Crispin trak bare let på skuldrene.

Han fløjtede lavmælt, mens han ventede. Han havde ikke forventet, at hun kom tilbage. Men sørme så. ”Det ville være rigtig skønt, hvis du kunne hjælpe med at finde Robert. Jeg har en pakke til ham,” svarede han og var ikke typen der vadede i folks irritation. Og hun havde jo tydeligvis tænkt sig at hjælpe ham nu. Så det skulle hun have lov til, uden at føle sig provokeret.

[Gemma Garver]

Hun havde lagt armene demonstrativt over kors, men også lidt for at stive sig selv af til at stå overfor en mand hun lige havde gjort sig til grin overfor. Det virkede dog ikke til han havde taget noget af det personligt - selvom hun havde, en lille smule.

Hun begyndte at ryste på hovedet allerede før hun åbnede munden og svarede ham "Han er her ikke. Der var noget ballade nede ved Tårepladsen, så alle der ikke havde noget mellem hænderne blev sendt derned." hun rynkede brynene lidt og betragtede ham overvejende, mens den sidste glød af hidsighed gik ud "Jeg ved ikke hvornår de kommer tilbage." ingen kunne sige hvor lang, eller hvor kort tid den slags ville tage.

[Crispin Skrædder]

Han tog sig ikke af hendes defensive attitude. Sådan var der mange mennesker, som opførte sig. Han stod stadigvæk henslængt op ad disken, mens hans mørke øjne hvilede på den rødhårede foran ham.

"Hmm," sagde han med et tænkende udtryk i ansigtet. Han så ned på pakken, som han havde i hånden. Kunne han virkelig aflevere pakken til hende, og stole på at hun gav den til Robert. Fuldkommen uskadt? "Jeg vil nødig komme tilbage," han så hen på hende. "Med mindre du er her, naturligvis," et drillende smil viste sig på hans læber. "Dog bliver jeg nødt til at aflevere denne her pakke til Robert. Han skal bruge den i overmorgen," Roberts kone havde nemlig fødselsdag der. Og som den gode ven Crispin var, havde han besluttet at Marni skulle have en kjole i lidt finere kvalitet end det hun plejede at gå med.

[Gemma Garver]

En dyb rynke furede hendes pande over det undrende blik hun nu sendte ham "Hvorfor skulle jeg være her når det er Robert du skulle aflevere noget til?" hvad fablede han om? Hun skiftede vægten lidt mellem fødderne, stadig med et vurderende blik på ham "Altså.. der er ikke nogen der forbyder dig at vente her." begyndte hun igen, let tøvende "Jeg ved bare ikke hvornår de kommer tilbage." gentog hun sig selv, uden at vide hvad hun ellers skulle sige. Hun følte sig pludselig en smule akavet.

[Crispin Skrædder]

Han trak let på skuldrene. "Det ville aldrig skade at have noget utrolig kønt at se på imens jeg talte med ham," svarede han med sin rolige attitude. "Jeg må gerne vente? Jeg takker mange gange," han så hen på et bord med to stole, som stod i rummet. Venterummet var det åbenbart. "Vil du holde mig med selskab imens, eller har du travlt med flere forestillinger?" Han kunne ikke dy sig for at drille hende.

[Gemma Garver]

Denne gang himlede hun med øjnene mens hun skubbede nogle totter hår der ikke kunne nå med i fletningen, om bag ørerne "Ikke hvis du bliver ved med det der." hun så sigende på ham og slog ud med hænderne, før hun igen lagde armene over kors "Desuden kan jeg ikke bestemme hvad du gør eller ikke gør." fortsatte hun og vendte sig for at gå tilbage hvor hun var kommet fra. Hun havde revet sin tunika, og det var hendes eget ansvar at reparere den, selvom hun virkelig ikke kunne udstå lige den tjans. Hun stoppede midt i bevægelsen og så tilbage på ham "Jeg tror stadig der er vand på kedlen heromme hvis du vil have et krus." man måtte vel hellere være høflig og måske var det ikke helt slemt at have selskab når hun alligevel skulle sidde og sy.

[Crispin Skrædder]

Han trak let på skuldrene. "Det er svært, når du indbyder til det, men jeg gøre mit bedste for at stoppe," sagde han med et smil, og mente det. Han burde måske gå tilbage til værkstedet. Men, han var sikker på, at hans fader ville forstå, hvis han blev lidt længere. Da hun drejede sig rundt igen, lagde han nu mærke til den revne der var kommet i hendes tunika. Og han kunne næsten se hendes hud. Men kun næsten. Han kiggede med det samme op på hendes ansigt. "Det siger jeg i hvert fald ikke nej tak til," han lagde pakken på bordet, og hentede sig et krus med vand, og kom nogle blade i det. Da han var færdig, satte han sig ned ved bordet og ventede. Både på Robert, men også på hidsigproppen.

[Gemma Garver]

Gemma fnøs igen mens hun gjorde omkring og gik tilbage ud bagved, uden at se efter om han fulgte med, eller give ham et skarpt svar om, at der han kunne gå ud og finde en pige, eller adskillige, der indbød mere til hans kommentarer, end hun gjorde. De fik hende til at føle sig en smule utilpas og irriteret, mest fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere dem og fordi hun ikke troede på, det ikke bare var varm luft han lukkede ud.

Hun sad på hug ved en kiste og rodede efter de sygrejer hun vidste, skulle være der, mens hun hørte ham skænke sig en kop te. Da hun vendte sig igen med den lille æske i den ene hånd, sad han ganske rigtigt ved bordet. Hun satte æsken fra sig på bordet, spændte sit bælte op og lagde det ved siden af, før hun trak den sorte tunika over hovedet og satte sig på sin sædvanlige plads.

[Crispin Skrædder]

Han kunne ikke lade være med at smile lidt mere, da hun fnøs igen. Det var næsten sødt. Hendes hidsighed altså. Han sad roligt på stolen og så sig omkring, da hun gik for at hente et eller andet. Og da hun kom tilbahe, så han det var sygtej. Han løftede det ene øjenbryn og så bate til. Han skulle nok gøre sig opmærksom, når hun viste sine skrædderevner. Imens sad han bare med et vidende smil. Og drak sin te, inden den blev for kold.