Hanekamp

[Mallaidh Lille]

Mallaidhs smil krusede drilsk på hendes læber. Det lå ubeslutsomt hen. Skulle hun give sig hen til den joviale sorgløshed, der så kom så let til dem, eller skulle hun lege med ilden, hun også fornemmede. Hun var draget af Alex og alle de spørgsmål, han vækkede i hende. Hendes hjemkomst var ikke uproblematisk, men hvor var det fristende at lade som om et øjeblik. Hun betragtede ham lunefuldt, da han brød øjenkontakten, og hun lod hans svar hænge lidt." Mmm..." brummede hun. Det lød næsten lidt knurrende. "Jeg burde have vidst, du var en stræber, Alex," Hans navn flød helt automatisk som honning i hendes mund. "Mind mig lige om det, hvis jeg glemmer det igen.". Hun var med vilje lidt mystisk i sit svar, men der var ikke noget særligt mærkværdigt i at beskytte sig selv i dette miljø.

Hun smilede spøgefuldt, men der var et alvorligt skær i hendes øjne. ”Jeg vender altid tilbage, Bådbygger,” svarede hun affærdigende og drak igen. Hun var en smule beruset efterhånden, men hun var stadig bevidst om, hvad hun sagde og ikke sagde. ”Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har boet et fast sted udover her… Det må da tælle for noget? Det føles som… Hjem.” Hun smilede sødt og vidste godt, at han var blevet spist af med den pæne version. Alligevel havde hun allerede fået sagt mere, end hun havde tænkt sig, og det fik hende til at tænke sig om. Hun rynkede brynene og så på ham. Så lænede hun sig frem mod ham. ”Fortæl mig en hemmelighed,” sagde hun så ud af det blå. Hendes øjne lyste op, og hun skød hagen udfordrende frem.

[Alex Bådbygger]

Måden hun sagde hans navn fik de små hår i hans nakke til at rejse sig. Han ville bestemt ikke have noget imod at få lige den vildkat med sig hjem. Om ikke i nat, så måske en anden. Hvem vidste? Han vidste selv nok til ikke at tage noget for givet, slet ikke kvinder og smilede blot skævt mens han nikkede med et brummende, bekræftende ”Mhmm.. stol på det… Mallaidh..” han drak igen, uden at slippe hende med blikket denne gang. Lyttede og smilede for sig selv over det tilhørsforhold, der tilsyneladende blev ved at trække hende tilbage til Corus. Kendte han det ikke selv? Selvom han aldrig rigtigt havde været mere end et par dage udenfor byen?

Hun rev ham ud af tankerne der momentært vandrede og han hævede brynene i mild overraskelse ”En hemmelighed? Om hvad?” spurgte han, men tænkte hurtigt og svarede alligevel før hun nåede at uddybe ”Jeg ved hvad der står på væggene i næsten alle bure i Jægergade.” så kunne hun tænke over den. Hvis hun selv hørte til i det ikke helt retskafne miljø, ville hun hurtigt lægge to og to sammen. Hvis ikke, ville han vide at hun ikke hørte til i det.

[Mallaidh Lille]

Mallaidhs blik strejfede en bekendt på gulvet, og hun nikkede til hilsen, men hendes fokus fandt hurtigt vej tilbage til Alex. Det var ikke, fordi hun var uopmærksom, men vanen tro var hendes sanser flere steder, end hvor hun sad. Hun havde aldrig kun eksisteret ét sted. Hun følte sig let beruset og sorgløs, så det afspejlede hendes smil til Alex, og hun mærkede med velbehag det sug i maven, hans selskab gav hende. Hun holdt fast i hans blik nogle lange minutter, hvor de begge sad tavse.

Da han talte igen, smilede hun ekstra glad. Det var et oprigtigt smil uden planer og bagtanker eller facader i spil. Hun var glad for, at han havde reageret positivt på hendes lille føler, for man nåede aldrig videre end høflighedsfraserne og overfladisk snak om vind og vejr, hvis man ikke satsede lidt. Og det havde han vist sig parat til. På et splitsekund voksede hendes interesse og tilstedeværelse i øjeblikket. Hun havde altid befundet sig bedst med ægte mennesker – og det var også det, hun levede af at være god til. Der var ingen, der gav informationer fra sig, hvis man ikke kunne noget mennesker. Det var dog ikke for at skaffe en kontakt, at hun sad hed med Alex. Det var et tilfældigt møde, som hun ikke en gang havde forventet det store af. Nu vidste underholdningen sig at være mere end det.

”Alle bure..?” gentog hun og fløjtede. ”Bevis det!” Hun lagde op til at skåle og drak selv en forsvarlig slurk. ”Jeg bryder mig personligt ikke om stedet, men det kan da være ganske nyttigt… Jeg foretrækker dog at få overbragt besked frem for at læse dem selv.” Hendes smil var svundet ind til en lille krusning på hendes læber. Et menneske, der kendte miljøet, ville vide, at hun talte forretning nu. Hun havde også afsløret, at hun var i en position, hvor viden var nyttig – men hvor meget han vidste eller forstod at lægge i det, var svært at sige. Viden var altid gangbar valuta i Slynglernes verden.

[Alex Bådbygger]

Han rynkede brynene over blikket der stadig spillede underholdt, tog en mundfuld øl og rystede så på hovedet ”Noget for noget..” det sitrede i hans mundvige ”Det må være din tur til at give mig en hemmelighed før jeg uddyber mine.” det var vel kun rimeligt. Desuden var han ikke afsindigt vild efter, at tænke nærmere over de timer han havde tilbragt i burene på Jægergade. Det var fortid. Måske ikke glemt, det ville aldrig blive glemt, men han havde trods alt forsøgt at lægge det bag sig. Det var lykkedes i det store hele, men der var stadig mennesker og steder han ikke helt kunne give slip på. Det var grunden til han i det hele taget var i pakhuset denne aften og andre som den. Men det var ikke noget hun behøvede vide. Måske en anden gang. Han var dog ikke afvisende i hverken mimik eller kropssprog, mens han lagde hovedet lidt på sned og betragtede hende afventende, spændt på hvad hun ville komme op med nu.

[Mallaidh Lille]

Hvorfor var det lige, at hun var begyndt at rode med hemmeligheder, når hun havde så mange selv? Hun havde ladet sig rive med af stemningen og var blevet overmandet af sin længsel efter grænselandet. Nu flakkede hun selv i sin lyst til at betræde det. Hun vædede sine læber i eftertænksomhed. Hendes øjne var betragtende og skinnede let. Både af beruselse og ophidselse. Lydene fra kampen vækkede vanen tro hendes sanser til dåd, og hun følte sig i live af rummets primitive dufte. ”Hmmm….” sagde hun sagte og drak en lang slurk. Så så hun på ham og kneb øjnene sammen.

I en hurtig bevægelse rakte hun ind under sine klæder og fandt en lomme ud af mange. Der trak hun to små genstande op og smilede hemmelighedsfuldt til Alex. Så åbnede hun håndfladen og afslørede to genstande; en lille blågrøn figur, der lignede, den var lavet af glas eller noget lignende, og en nålelignende genstand, som de begge vidste var en dirk. Så gjorde hun et kast med hovedet mod ham. ”Vælg én,” opfordrede hun.

[Alex Bådbygger]

Alex kunne næsten fysisk føle hendes tøven og det sitrede igen i hans mundvige, mens han afslappet betragtede hende for at se, om hun ville tage teten op. Hun var trods alt selv startet. Hans blik fulgte hendes hånd ind under tøjet og han kneb øjnene let sammen, ude af stand til ikke at overveje, hvad der gemte sig under det slidte stof – ud over lommer. Han ville ikke have noget imod at finde ud af det, konkluderede han mentalt for sig selv.

Han tog en mundfuld øl mere og flyttede i samme bevægelse blikket til hendes hånd og de to små genstande ”Hmm..” efterlignede han hende og rynkede brynene i påtaget overvejelse, før han rakte ud og strøg en finger over den lille glasfigur ”Den..” dirken vidste han allerede hvad var, og hvad det sikkert betød, at hun rendte rundt med en.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh holdt de to genstande frem, og hendes hånd var helt rolig, selvom det gnistrede let indeni hende af spænding. Det flammede op i hendes blik, der var et kalejdoskop af følelser. Hun havde indstillet sig på at give noget for at opnå noget, men hun fornemmede, at hendes grænser var mere udefinerede her til aften, og det antændte og skræmte hende lidt. Måske hendes sammenstød med William alligevel havde væltet hende mere, end hun ville indrømme. Hun skubbede tanken fra sig og rakte hånden yderligere frem. Hans valg fik hende til at smile, men bande indvendigt.

”Åh, jeg havde håbet, du havde valgt den anden,”grinede hun. Den ville have bragt dem dybere ind i deres fælles miljø og måske nok også været farligere grund, men hendes lille perle var hende langt mere intimt at dele. Hun lænede sig frem mod ham og sænkede stemmen. Hun kunne fornemme varmen fra hans hud, og hans duft kildede hende i næseborene. ”Jeg kan danse…” startede hun ud og fortrød allerede, at hun havde fortalt det. ”Jeg mener,” hun vævede sine læber og havde tydeligvis sine kvaler med at dele det, men hun var fuld at selvtillid, da hun sagde det. ”Jeg har tjent godt på det for en livstid siden. Jeg kan virkelig danse, så du glemmer alt omkring dig. Den her perle fik jeg af en meget taknemmelig gæst…” Hendes blik blev hemmelighedsfuldt. Han fik ikke mere at vide. Den gæst var William... Hendes første kontakt og starten på et nyt liv. ”Men sig det ikke til nogen, så bliver jeg nødt til at slå dig ihjel.” Hendes stemme var flirtende, men hendes øjne alvorlige.

[Alex Bådbygger]

Læber skiltes i et bredt, lydløst grin, mens han trak nonchalant på skuldrene ”Hvor ville det spændende være i at vælge noget jeg allerede kender?” spurgte han retorisk, satte kruset fra sig og lænede sig tilbage, så han støttede på hænderne. Det var en bedre stilling end at sidde foroverbøjet lige nu, uden at han følte for at indvie hende i sine fysiske grunde til at sidde sådan.

I stedet lyttede han, opmærksomt og ærligt interesseret. Der var noget ved hende, der havde fået en glød af nysgerrighed til at tændes i ham lige fra starten. En stærk fornemmelse af, at hun ikke var som alle de andre tøsebørn der rendte rundt. At han måske endda burde undgå hende. Fornuftens stemme var dog overraskende let at gøre tavs. Han var selv tavs et langt øjeblik efter hun tav. Betragtede hende uudgrundeligt, men uden at smilet og glimtet i de mørke øjne forsvandt ”Hvorfor stoppede du?” hendes selvtillid var smittende, og tiltrækkende på én gang.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh vævede læberne og trak på skulderne. ”Jeg vidste ikke, at du kendte svaret på forhånd,” svarede hun gådefuldt og morede sig over deres samtale. Så mange hemmeligheder, så lidt tid. Hun betragtede ham i hans tilbagelænede position og følte sig tiltrukket af ham. Hans overkrop var bred og muskuløs, nøjagtigt som hun kunne lide dem, men der var noget særligt over Alex. Bag hans overfladiske sorgsløshed lå nogle dybder, som hun følte sig draget af uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad det var, der kaldte sådan på hende.

Hun mødte hans blik, da han tog sit valg, og en alvor sænkede sig over hende, da han spurgte nærmere ind til hendes historie. ”Livet tilbød mig andre veje,” svarede hun kort. ”Jeg blev tilfældigt kastet ud i det og lige så tilfældigt færdig med det en dag. Livet går videre...” Hendes smil fik en snert af flirt, og hun lagde hovedet lidt på sned. ”Jeg griber altid en god mulighed, når jeg ser den.” Hun formåede dog ikke helt at skjule alvoren bagerst i sit sind denne gang. William var morder og havde gjort hende til en. Hendes uskyld var måske nok forsvundet i takt med at hun fandt ud af, hvad hendes krop kunne hjælpe hende til at opnå, men der var en gang, hvor hun ikke havde blod på sine hænder. Den slags, man ikke kan vaske af.

[Alex Bådbygger]

Smilet blegnede ikke rigtigt, men en næsten usynlig rynke sneg sig ind mellem hans øjenbryn mens hun svarede og de mørke øjne var alvorlige. Alle havde hemmeligheder. Alle havde valg de fortrød, valg de var blevet tvunget til at tage, uden måske egentlig at ville det. Han var ingen undtagelse selv ”Livet går videre..” gentog han og smilet nåede igen op i hans blik, uden at alvoren bagved forsvandt ”..med eller uden os.” han satte sig op igen, og skar en grimasse på vejen da han blev nødt til at spænde mavemusklerne, tog sit krus og holdt det opfordrende frem mod hende ”For muligheder..” han hævede brynene lidt og så afventende på hende.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh slapppede mere af igen, da de bevægede sig ind på et mindre dybdegående område. Det eneste, der afslørede hendes sindelag var, at hun drak tungt at kruset. Beruselsen var velkommen, og hun arbejdede hårdt for den. ”Helst med,” svarede hun og trods alvoren, der lå bad, så kom hun til at grine. Hun var vist ret rundt på gulvet i dag. Hun løftede glasset og tømte det, men kunne ikke lade være med at rynke brynene, da han skar ansigt endnu en gang. ”Er du sikker på, at du vil hente drikkelse til os? Jeg kan godt hente det… Og måske du skulle smide trøjen igen, så nogen kunne tilse dig. Et brækket ribben kan punktere din lunge.” sagde hun. Desuden var hun stadig tørstig.

[Alex Bådbygger]

Han nikkede over endnu en mundfuld øl, der sammen med de foregående fik ham til at tænke mindre over, hvor øm han rent faktisk var ”Jeg er rimelig sikker på der ikke er noget brækket.” han betragtede hedne uudgrundeligt og havde mindst fem ikke helt stuerene kommentarer på tungen om hvorfor hun skulle ønske at få ham til at smide skjorten igen. Han valgte ikke at sætte ord på nogen af dem, men glimtet i hans øjne talte for sig selv ”Jeg er ovenpå om et par dage igen.” forsikrede han, måske en smule skråsikkert, men alligevel med erfaring nok, til rent faktisk at være sikker. Han havde brækket ribben før ”Men jeg kan godt smide skjorten alligevel?” tilbød han med et næsten uskyldigt blik og en afslørende trækning i den ene mundvig.

[Mallaidh Lille]

Mallaidh smilede igen uden at lægge skjul på, at Alex var et selskab, hun nød. Hun var begyndt at slappe af, og det fremstod tydeligt i en adfærd, der blev mindre alvorlig og mere sødmefuld. ”Rimelig sikker er vel godt nok,” svarede hun og fornemmede, at han havde fanget hendes lumre undertoner. Hun kunne se det på hans blik. Det behagede hende. Hans svar kunne have affødt et væld af lige så indiskrete, lumre kommentarer, men hun kom i stedet med en lyd, der var tyk af indestængt latter og tanker om, hvad hun kunne finde på at udsætte ham for på en nat sammen. ”mmmm” Så smilede hun bredt. ”Hold dig endelig ikke tilbage, jeg kan godt lide at se på dig.” Hun sagde det nøgternt. Det var ikke noget, hun skammede sig over. Hun kunne godt lide at se på ham. ”Men forvent ikke samme tilbud…” Hun grinede og var fræk nok til at vifte med sit glas, der var tomt. Der hang en masse måske’er i luften.

[Alex Bådbygger]

Det skæve smil gik aldrig helt i sig selv, men lå konstant og lurede i hans mundvige mens de talte. Stemningen var afslappet og alligevel tyk af usagte ord, men han kunne lide det på den måde og nikkede blot mens han tog en mundfuld øl mere. Det andet krus nærmede sig tomt, men der var mere hvor det kom fra. I aften havde han råd "Hmm.." han rynkede brynene i påtaget overvejelse og så på hende med hovedet lidt på sned "Måske skulle jeg begynde at tage penge for det. Spæde lidt til en i forvejen slunken pung." der var ingen alvor i de brune øjne der spillede mod hende "Nu er jeg skuffet.." han formåede dog ikke at se sådan ud og så ned i sit krus, før han lagde nakken tilbage og tømte det i en enkelt, stor slurk "Hvis du holder dit løfte om at hente igen, kan jeg vel i det mindste få lov at nyde synet af dig.." begyndte han. Hun havde haft et glimrende bagparti og han var ikke bleg for at gøre opmærksom på det.