Svaret af Joreth af Condia on May 6, 2016 18:54:10 GMT
Bryllups-fejring, 8. maj 526 M.T.
Torvet summede af liv og glade dage trods det stadig kun var midt på eftermiddagen. Luften var fuld af konkurrerende dufte, fra de tusindvis af blomster- og urtekranse der hang fra vinduer og døre, hjemmebag og sydende kød på spid, brænderøg og meget andet. Både Dronningens nevø og niece var blevet fæstet tidligere på dagen, men paladset var ikke det eneste sted, hvor festlighederne kun lige var begyndt.
Lyden af de flere tusinde mennesker der var samlet på torvet og gaderne tæt omkring kunne virke øredøvende hvis ikke man stod midt i det. Der var latter og sang. Børn var børn og løb ind og ud mellem de mange mennesker med blomsterkranse i håret og vimpler af farvet stof i hænderne, alle forældre var fælles om at passe på de små overalt.
Overalt var der mennesker, handlende ved de små boder med mad, drikke, smykker og farvede bånd til at binde enten i håret eller om håndleddet. Mennesker der dansede og sang med skjalde og musikanter. Mennesker der snakkede, grinede og diskuterede. Mennesker der kom og gik mellem hinanden. Kvinder og mænd der ledte efter en elsket, en god bekendt, ledte efter et sted at snakke, noget at spise, nogen at tjene penge på, nogen at stjæle fra.
Solen var på vej mod at fuldende sin buegang på himlen men der var stadig adskillige timers dagslys tilbage at gøre godt med. Der var adskillige grunde til at fejre. Byen var igen fuld af liv, rundrejsen var slut og kongefamilien atter på deres plads på paladset på bakken over Corus. Foråret havde meldt sig og hvor Beltane-festlighederne var sluppet kun dage forinden, havde en ny grund til fest overtaget.
I denne tråd får alle borgerlige karakterer (inkl. slyngler og andet godtfolk) mulighed for at fejre, at Dronningens nevø, Joreth af Condia og hendes niece Cahaya af Jesla d. 8. maj bliver gift. Alle kan reagere her i tråden og have så mange tråde ved siden af som de lyster. Kongehuset har sørget for underholdning på markedspladsen, og en begrænset mængde godt at drikke. Selvfølgelig slipper det gratis gilde op før eller siden, men det betyder ikke, at festen stopper før den sidste mand, eller kvinde, går hjem. Enjoy! <3