Hjemvendt

[Adrian af Dunlath]

Rupert af Dunlath

Det var efterhånden længe siden, at han sidst havde befundet sig i Corus. Adrian var derfor utrolig glad, da de skilte sig fra resten af følget og satte kursen Højager. Vagterne var stadig med dem, men tjenestefolkene var for længst nået hjem til villaen. Der ville nok være fuldt hus indtil i morgen. Det var uundgåeligt, når de havde haft så mange folk med på rejsen.
”Jeg forventer, at du bliver i Corus og studerer hos mester Salmalín,” bemærkede far, imens de drejede ind på gaden, hvor deres hjem i Corus lå. Adrian skar en grimasse ved tanken om at skulle studere videre, men der var ikke noget at gøre ved det. Ikke nu hvor han var blevet forlovet. ”Rupert vil være til at holde øje med dig.” Adrian himlede med øjnene af faderens ord. ”Ja, ja, men forklar ham lige, at han ikke skal sætte folk til at babysitte mig,” vrissede han. Han havde stadigvæk ikke helt tilgivet Rupert for Rupert 1 og 2. Det havde været belastende at have dem på slæb hele tiden. Hvordan komtesser kunne holde sådan noget ud, anede han ikke! ”Hvis du ikke vil babysittes, skulle du overveje at lade være med at komme i problemer konstant,” vrissede far tilbage. Adrian sendte ham et uskyldigt smil. ”Men du kan jo så godt lide min Julia. Så det var jo gode problemer, jeg kom i, ikke sandt?” påpegede han med et skævt smil. Det resulterede blot i, at faderen rakte over fra sin egen hest og daskede sønnen over nakken. Baronen kom dog heller ikke decideret med noget modsvar.
Adrian var derfor stadig en tand selvtilfreds, da de drejede ind på den lille gårdsplads foran hjemmet. Som forventet stod Rupert klar til at modtage, men Adrian gjorde i første omgang en dyd ud af at ignorere ham og lod far komme først over for at hilse.

[Rupert af Dunlath]

Rupert havde ventet utålmodigt hele dagen. Han vidste, at det var i dag, at både hans forældre og hans lillebror skulle møde Carolina for allerførste gang og han var ved at revne af stolthed over at skulle vise sin lille guldklump frem. Hun havde ikke lige så meget rødt hår som den dag, hun var kommet til verden, men det var stadig tydeligt over de grønne øjne.

Hans smilede derfor bare stort, da hans familie red ind af porten og han gik de få skridt ned af trapperne for at hilse på dem. "Far. Dejligt at se dig. Gik rejsen godt?" Han udvekslede endnu et par ord med manden, inden han vendte sig om mod Adrian og gjorde anslag til en broderlig omfavnelse. "Adrian. Godt at have dig tilbage." Han havde rent faktisk savnet sin impulsive lillebror temmeligt meget.

[Adrian af Dunlath]

Imens far fik hilst på Rupert, gled Adrian af Freja og begyndte at løsne hendes gjord. Han foretrak at sadle hende af selv. Det tog dog ikke lang tid, før Rupert stod over ved ham. I første omgang skulede Adrian til ham. ”Jeg er stadig sur på dig,” erklærede han kortfattet og pegede over på Rupert 1 og 2, der sendte medlidende blikke i originale Ruperts retning. ”... men jeg er også glad for at være hjemme ...” tilføjede han så surmulende.

[Rupert af Dunlath]

Rupert kunne ikke lade være med at smile lidt af det skulende fjæs, som Adrian mødte ham med. Han mente stadig, at han havde været i sin gode ret, men han trak bare på skuldrene. "Jeg nægter at skændes med dig i dag," sagde han bare med et smil og trak sin bror ind i en lidt modvillig omfavnelse. "Jeg har savnet dig, lillebror," mumlede han bare lavmælt og gav ham et varmt skulderklap, inden han trak sig tilbage.

[Adrian af Dunlath]

Det var svært at fortsætte med at surmule, da først Rupert trak ham ind i et kram. Adrian lod manden kramme løs og nøjedes med at sukke opgivende. ”Jeg har ikke savnet dig,” holdt han dog stædigt fast, selvom det nok et eller andet sted var løgn. ”Jeg har haft Rupert 1 og 2. De er omtrent lige så stive i det som dig,” forklarede han så, nu i en lettere drillende og provokerende tone. Ved siden af dem begyndte Freja at puffe til Rupert med hovedet og gav sig til at skrabe i jorden med den ene hov.

[Rupert af Dunlath]

Rupert's smil blev bredere endnu over Adrian's drillende ord. "Jeg ved ikke helt, om jeg skal være smigret eller fornærmet over, at du har opkaldt dine vagter efter mig." Han var sikker på, at det skulle have været en fornærmelse, men derfor fandt han det nu lidt positivt alligevel. De havde tydeligvis gjort deres arbejde godt. "Men få nu jeres heste i stald. Jeg ved, at der er nogen indenfor som har glædet sig meget til at se jer."

[Adrian af Dunlath]

Han trak på skuldrene med et skævt smil. Han gik jo egentlig efter fornærmelse, men gad heller ikke pensle det ud for storebroderen. I stedet greb han om Frejas tøjler og nikkede til Ruperts ord. ”Ja, det må vi hellere. Jeg kommer ind om lidt.”
Han trak Freja med over i stalden og fik sadlet hende ordentlig af. Hun var noget svedig under sadlen, så han vaskede hende lige ved sadellejet, før hun kunne komme ind på sin plads og få sit foder.
Han havde det lidt ambivalent med at skulle møde sin niece, men det blev nok svært at undgå det særlig længe, så han måtte jo bare få det overstået. Det tog ham lidt tid at tage sig sammen til at gå indenfor, så da han endelig fandt Rupert igen, var både mor og far der allerede for at beundre det lille ’vidunder’. Da han kom ind, løsrev mor sig kort fra synet for at komme over og hilse ham velkommen hjem. Det tog dog ikke lang tid, før hun var tilbage ved Rupert for at kvidre løs over sit barnebarn. Hun måtte være ankommet for nyligt, hvis barnet stadig kunne gøre hende så besat ...
Adrian sluttede sig til dem, men sørgede for at holde en vis afstand. ”Så det er Carolina?” Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige om pigen. ”Hun er lille.” Andet kunne han ikke rigtig komme på, men Rupert virkede i hvert fald glad for hende, så det var vel godt. Måske havde det ikke rørt ham så meget, at hans førstefødte var en pige.

[Annora af Dunlath]

Annora havde haft en ulidelig Rupert omkring sig hele dagen. Han havde været så utålmodig, at hun næsten ikke havde været i stand til at holde ham ud. Men heldigvis havde hun og Carolina brugt en del tid på at tage små lure sammen, så det var blevet gjort lidt lettere.

Hun var netop på vej ned af trappen sammen med sin svigermor, da familien kom ridende ind ad porten. Hun bar Carolina på armen og gik sammen med baronessen ind i stuen, hvor hun satte sig ned i en sofa. Og så ventede de tre kvinder på, at mændene ville komme ind i stuen.

Hun følte ærlig talt, at det tog lang tid. Hun var meget spændt på sin svogers og svigerfars reaktion, når de så Carolina. Hun så op, da de tre mænd kom ind i stuen og hun smilede op til Rupert. For derefter at se på Adrian, da han talte. "Det er Carolina ja. Hun er måske lille nu, men hun vokser hver dag," sagde hun og kyssede sin datter på panden.

[Rupert af Dunlath]

Rupert nikkede og gik ind af hoveddøren igen. Han gik ind i stuen og satte sig på armlænet af den stol, Annora havde sat sig i og han lagde en beskyttende arm om dem begge. Da hans far og lillebror kom ind, kunne han ikke lade være med at smile stort.

"Lille?" spurgte han bebrejdende. "Er det det eneste, du kan finde på at sige, dit møgøre?" Han grinede let, som han tog Carolina op i sine arme. "Her. Prøv at holde hende engang." Han gik hen til Adrian med hende og placerede hende i hans arme, før han kunne nå at samle sig til at sige nej, som han var ret sikker på, at han ville forsøge.

[Adrian af Dunlath]

Bemærkningen fra Rupert fik Adrian til at skære en karakterisk hvor-er-du-dog-en-belastende-bror grimasse af ham. Selvfølgelig havde han ikke andet at sige! Børn var små, og så skreg de i tide og utide. Der var ikke alverden, man kunne sige om dem – selvom alle åbenbart altid prøvede.
Han bakkede forskrækket, da Rupert pludselig kom hen til ham med pigen. ”Vent! N-...” Han nåede ikke videre, før han fik stukket ungen i armene og fuldstændig stivnede. Nej, nej, nej, nej, nej! Han forvandlede sig mere eller mindre til en statue – med et noget panisk ansigtsudtryk. Han blev næsten bange for trække vejret. Hvad nu hvis hun begyndte at hyle?! Han vidste ikke, hvordan man stoppede sådan noget! Og hvad nu hvis han tabte hende?! Ved Gudinden, han ville komme til tabe hende, og så ville hun ikke blive rigtig i hovedet og hele Dunlath ville være dødsdømt, fordi han havde tabt hende, da hun var lille, så hun var blevet skør!
Siden Rupert tydeligvis var blevet ond, han ikke rigtig kendte Annora og far sikkert nød at se ham i smerte lige nu, valgte Adrian at rette sit bønfaldende blik mod mor. Hun måtte da være villig til at forbarme sig over ham!

[Annora af Dunlath]

Hun gispede over Ruperts brug af ordet "møgøre" og hun så strengt på sin mand, mens han tog deres datter ud af hendes arme. Hendes svigermor så ud til at tænke det samme som Annora. "Rupert! Du vover på at bruge den slags ord i nærden af Carolina!" Og det var overhovedet ikke til diskussion. Hendes datter skulle ikke lære ukvemsord. Det var ikke noget adelige kvinder brugte. Kommende ridder eller ej.

Hun så nervøst på Adrian og den måde han holdte hendes lille datter på. Hun var meget bekymret. Især fordi han ikke så ud til at kunne lide hende overhovedet. Og det sårede hende. Mere end hun havde troet. Hun rejste sig op fra sofaen og gik hen til Adrian for at tage sin datter tilbage. Det foregik med en lille smule våde øjne. Da hun havde Carolina i sine arme igen, så hun ned på hende og kyssede hende i panden.

[Rupert af Dunlath]

Rupert smilede bare let til Annora over hendes strenge blik. "Hun er ikke gammel nok til at lære nogen ord endnu, så der er ingen skade sket." Han blinkede let, men rynkede så brynene, da Annora rejste sig og tog Carolina tilbage. Det brød han sig ikke om. Adrian skulle tvinges til at lære Carolina at kende. Og helst så hurtigt som muligt. Men det måtte så blive en dag, når han var alene med knægten.

Desuden var han ikke overmåde tilfreds med, at hun så hurtigt blandede sig i hans beslutning om at lade Adrian holde sin datter. Men selv nu, så længe efter fødslen, var det som om, at Annora ikke var kommet sig helt. Hverken fysisk eller følelsesmæssigt og derfor sagde han ikke noget.

I stedet så han på Adrian med en drillende mine, som sagde, at han ikke skulle regne med at slippe så let. "Hvordan gik resten af rundrejsen?" spurgte han i stedet.

[Adrian af Dunlath]

Adrian ville gerne have bemærket til Annora, at han havde haft ret. Hun kunne lige så godt have vænnet sig til groft sprog, da han ved et uheld havde brugt det over for hende. Rupert var nemlig ikke et hak bedre! Men han lidt for travlt med at være panisk bange for at tabe Carolina, så der kom ikke en lyd fra ham.
Da Annora øjensynligt forbarmede sig over ham og tog sin datter tilbage, åndede han lettet ud og bakkede straks om bag far for ikke at blive snigløbet af Rupert igen. Manden gav jo tydeligt udtryk for, at han ikke syntes, Adrian skulle slippe så let, så Adrian ville have noget mellem sig selv og broderen. ”Tak, Annora,” sagde han i stedet til hustruen. Hun var i det mindste ikke interesseret i at drille ham med småbørn!
Rupert fik en skulen som svar på sit spørgsmål, så det var op til far at svare. ”Det gik nogenlunde. Heldigvis holdt mester Salmalín ham beskæftiget, så jeg kunne arbejde i fred.” Så skulede han om til Adrian. ”Men nogen er alligevel blevet forlovet.”
Adrian himlede med øjnene. ”Du sagde, at du kunne lide Julia! Hold op med at brokke dig sådan!” ”Bare fordi jeg kan lide hende, betyder det ikke, at jeg er tilfreds med, hvordan det hele kom i stand! Og I er ikke gift endnu så kald hende komtesse Julietta!” ”Men Julia er meget lettere at sige!” Det hang mere eller mindre på rygraden at kalde hende Julia ...

[Annora af Dunlath]

Denne gang var det ikke kun et strengt blik, som Annora sendte Rupert. Hun gad ikke, at Rupert bare tog så let på de ting hun sagde. Nogen gange følte hun virkelig, at han ikke tog hende seriøst. Og det gjorde hende vred. Som nu. Og det kom måske også til at gå en smule udover Adrian, da denne sagde tak for, at hun tog Carolina fra ham. Det affødte i hvert fald et fnys og hun gik hen til sofaen for at sætte sig ned.

Men pludselig begyndte hendes svigerfar og svoger at skændes. Hun opfattede det i hvert fald som skænderi. I den senere tid, var hun blevet noget mere knyttet til sin svigermor. Mest fordi denne delte ud af alle de guldkorn, som hun havde. Især nu, vor Annoras egen mor ikke havde været i nærheden. Hun så op på hende med våde øjne og en bævende underlæbe. "Jeg tror, at vi damer, går en tur ud i haven" sagde baronessen og begyndte at gå ud af rummet sammen med sin humørsvingende svigerdatter og barnebarn.

[Rupert af Dunlath]

Rupert sukkede indvendigt og misundte ærligt talt Annora for, at hun kunne gå sin vej. Det kunne han ikke ligefrem tillade sig lige nu. I stedet rejste han sig op, da damerne havde forladt selskabet og holdt afværgende sine hænder i vejret. "Helt ærligt, kan vi ikke lægge diskussionerne på hylden bare et øjeblik? I er lige kommet hjem! Man skulle tro, at I havde fået aggresionerne ud, mens I har rejst sammen." Men næææh nej. Det skulle selvfølgelig gå ud over det øjeblik, han havde glædet sig til hele ugen. Han havde lyst til at tage den ene og banke den anden med.