Arbejde

[Kian Falkeblik]

Anina Skyggebane

Det havde ikke taget lang tid at regne ud, hvornår det var bedst at slå til. Målet gik på kro næsten hver aften og var altid godt fuld, når han endelig forsøgte at gå hjem. Kian havde fulgt ham – på god afstand – i et par dage for at finde det rette tidspunkt.
Han var blevet hyret til at dræbe en handelsmand, der tilsyneladende havde raget uklar med en af sine forretningsforbindelser. Eller det gik Kian i hvert fald ud fra, siden forretningsforbindelsen så gerne ville se manden død.
Manden befandt sig altid i den bedre del af byen, så man kunne ikke bare lige vade op og stikke ham i ryggen – det ville sikkert være forholdsvis let at slippe af sted med i Nedre By. Kian ventede derfor, indtil manden drejede ind af en mere stille vej, hvor de tætstående bygninger kunne give ham lidt privatliv. Manden var åbenbart gået herind i sin fuldskab for at pisse op af en mur.
Kian ventede med at gå ind på gaden. Først da manden blev færdig og gik videre, gik han ind på den isolerede gade og indhentede manden, før han nåede ud igen. Hånden blev lagt over hans mund, og halsen blev hurtigt skåret over. Kian lod mandens krop synke ned at sidde langs muren og skubbede hans hoved lidt frem, så det dækkede den dybe flænge på halsen. Efter at have trukket kappen lidt om fyren, var blodet for en stund nogenlunde skjult. Han snuppede en af mandens ringe – som bevis til forretningsforbindelsen – og så pungen. Han kunne lige så godt tjene lidt ekstra. Kniven tørrede han af på indersiden af kappen og stak tilbage i den lille skede.
Da han rettede sig op igen, stod der en kvinde i gaden. Hm, hun havde ikke været der lige før. Og hun så ikke ligefrem panisk ud. Vidste hun, hvad der var sket? I så fald tog hun det ret pænt ...

[Anina Skyggebane]

Det var bestemt ikke en af de skønnere aftener i Nedre By. Himlen var levende og de mørke skyer rumlede faretruende over byens mylder. For i Nedre By vidste man, at der fandtes værre end en larmende himmel. Hernede var sygdom, overfald og tyveri ikke usandsynligt, hvis ikke ligefrem en del af hverdagen for nogle. Blandt de mange mennesker vandrede den rødhårede ravn. For en gangs skyld havde hun overstået dagens arbejde relativt hurtigt og uden blod på tøjet og efter at have efterladt resterne hos Estelle, var hun søgt gennem byens gader. Der var altid noget at lave i den ende af byen.

Og ret fik hun. Ikke mere end et hjørne, hun lydløst smuttede rundt om og en krop faldt livløst til jorden foran en fremmed mand. Hendes blik hvilede på hans ryg, før han vendte sig rundt. Et svagt smil hang om hendes mundvige, men ellers rykkede hun sig ikke, så blot afventende på ham. Det var immervæk ham og ikke hende, der var blevet grebet i at tage et liv på mere eller mindre åben gade.

[Kian Falkeblik]

Vidner var aldrig særlig optimale. Han vendte sig eftertænksomt mod hende og lod kort et vurderende blik glide over hende. Hun tog jo synet af manden pænt, og hun var ikke lige frem fornemt pænt. Hun måtte være fra Nedre By og allerede have set lidt af hvert. Han sukkede svagt for sig selv. Hun ville næppe løbe af sted efter drabanter, men det ville sikkert også være let at få informationer ud af hende, hvis der først var tale om en eller anden dusør. Han tog nogle skridt over imod hende. At stikke af så han ingen grund til. Hun havde jo set ham, så uanset hvad ville hun kunne beskrive ham. ”Du har vist fanget mig på et uheldigt tidspunkt,” bemærkede han med et skævt smil og tog igen et par skridt frem imod hende.

[Anina Skyggebane]

De stod lidt i tavshed, mens de så hinanden an. Anina stod fortsat stille og lod blikket løbe ned til hans fødder og tilbage mod ansigtet igen. Man behøvede ikke være geni, for at regne ud, hvad der lå i hans tanker i øjeblikket og Anina havde selv modtaget mere undervisning end størstedelen af folkene i Nedre By. Vidner var aldrig optimale og det var det, hun var for ham nu. Han brød stilheden og var den første til rigtigt at gøre et træk, da han bevægede sig frem mod hende. Roligt blev hun stående, men hånden lagde sig om en af de mange knive, hun bar. ”Det lader det til,” kommenterede hun roligt.

[Kian Falkeblik]

At dræbe hende ville være risikabelt. Bort set fra den her gade var området jo ganske befolket, og to mord var noget voldsommere end et enkelt. Folk ville lede mere ihærdigt, hvis man fandt to lig sammen, og han kunne jo ikke ligefrem myrde hende her og skjule hende et sted.
Med et svagt suk holdt han den afdøde mands pung op. ”Vil det her være nok til, at du holder mund?” At bestikke hende virkede ærligtalt lettere lige nu. Man risikerede selvfølgelig, at hun ville ombestemme sig på et tidspunkt, men så ville han nok kunne nå at forlade Corus, før han blev fanget.

[Anina Skyggebane]

Der var tavst igen et øjeblik, mens det lod til han vurderede situationen endnu engang. Ville det komme til kamp, følte hun sig ikke direkte usikker, men han var stadig en mand og havde en fysisk overlegenhed i forhold til hende. Pungen blev holdt op og hun trådte langsomt fremad mod ham, stadig med den ene hånd på kniven. ”Kast” bød hun ham og så fortsat afventende på ham. En situation som deres krævede et temmelig vågent blik, og Anina følte sig klar til enten at sætte i flugt eller skulle til at kæmpe mod ham. Hun ville dog ikke starte det. Følte han ikke et behov for at ende dette i kamp, ville hun gerne undgå det.

[Kian Falkeblik]

Det var en anelse modvilligt, at han efterkom hendes forespørgsel og kastede pungen over til hende. Han forholdt sig tavs og lod hende undersøge pungens indhold i fred, imens han holdt afstanden til hende. Det ærgrede ham altså noget at måtte give afkald på den ekstra indtægt, men der var jo ikke så meget at gøre ved det. Det var bedre end at starte et slagsmål, som ville tiltrække dem for meget opmærksomhed. ”Tilfreds?” spurgte han endelig, da han syntes, hun måtte have fået tilstrækkelig tid til at vurdere pungens indhold.

[Anina Skyggebane]

Med sikker hånd greb hun pungen, varsom med at holde sikkerhedsmæssig afstand til ham, mens hun studerede dens indhold. Ikke så meget, som der kunne have været, men med tanke på, hun ikke havde tænkt sig at afkræve ham penge for at holde hemmeligheden, var det da alligevel en fortjeneste. Langsomt nikkede hun og så igen op på ham, mens pungen forsvandt ned i hendes bæltetaske. ”Jeg så dig på Duen,” sagde hun tankefuldt og skiftede vægten over på det andet ben.

[Kian Falkeblik]

Duen? Hm, det var ved at være noget tid siden. Hvis hun ikke vidste noget om hans flytning, ville han dog ikke bringe det. ”Det siger du ikke,” sagde han derfor og gik forbi hende med kurs mod de mere åbne gader. Han gik heller ikke ud fra, at hun selv ønskede at være i nærheden af liget særlig længe. ”Jeg er ny i byen, så jeg er bange for, at jeg vist ikke har bemærket dig? Der er mange nye ansigter, som jeg skal lære at kende,” fortsatte han så med en undskyldende mine.

[Anina Skyggebane]

Det var godt nok nogen tid siden, hun havde set ham der, men det var heller ikke alle, der var lige flittigt besøgende af kroen. Da han satte i bevægelse satte hun også i bevægelse i stadig lidt fra ham søgte de begge ud mod den mere åbne gade. Anina kunne dog ikke se sig fri for at være bare en smule nysgerrig og trak lidt på skuldrene til hans ord. ”Jeg husker heller ikke at have fået et navn til dit ansigt?” fiskede hun og sendte ham et afslappet smil. Lidt blod eller en livløs krop havde ikke kunne skræmme hende længe. Og lige da hun var kommet til Nedre By, havde det været det eneste, der havde gjort hende i stand til at føle noget.

[Kian Falkeblik]

Han stak hænderne i lommerne på sine bukser, imens de vandrede af sted – og forhåbentlig lignede enhver anden beboer i byen. Hendes spørgsmål fik et skævt smil frem på hans læber. ”Så er vi vist lige langt?” bemærkede han drillende. Han følte ikke rigtig behov for at give et navn fra sig, ikke efter det hun havde taget ham i. ”Er du vokset op her i byen?” Hun måtte i hvert fald have været her et stykke tid, hvis hun kunne bemærke nye ansigter på Duen.

[Anina Skyggebane]

Hun rystede lidt på hovedet af hans kommentar, men kunne ikke lade være at smile over den. Nej, det kunne hun nok ikke bebrejde ham. En hånd fejede en løs tot væk fra ansigtet, før hun så over på ham igen og rystede på hovedet. ”Nej,” svarede hun blot uden at føle hverken lysten eller behovet for at uddybe. ”Du?” valgte hun derefter at skyde den tilbage på ham. Det kunne jo sagtens være, han havde boet her hele sit liv og hun bare aldrig havde bemærket ham. Selvom det nu ikke skete særligt tit i Nedre Bys skygger.

[Kian Falkeblik]

Der var nu altid noget underholdende over at gå og være varsomme omkring hinanden, så smilet blev lidt bredere ved det korte svar. Nej var vel også svar nok. ”Nej,” svarede han igen og sendte hende et let blink. Nu hvor de var ude blandt andre folk bekymrede han sig ikke nær så meget. Ingen af dem kunne prøve på noget særlig alvorligt herude. ”Du tog synet ret pænt.” Men det var vel også et syn, man vænnede sig hurtigt til.

[Anina Skyggebane]

Han legede med og hun smilede tilfreds. Af et førstehåndsindtryk var dette da ikke værst. Hvis lige man så bort fra liget i gyden. Eller i hendes tilfælde: nok mest på grund af liget i gyden. Hun trådte lidt tættere på ham, nu de var ude på mere befolket vej. Selvom det var Nedre By, ville der alligevel nok blive rejst spørgsmålstegn til mord midt på åben gade. Til hans ord trak hun på skuldrene. ”Det gjorde du også,” kommenterede hun henslængt med et underholdt smil og så op på ham.

[Kian Falkeblik]

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes ord. ”Sandt,” nikkede han med en svag latter. ”Du er en meget stilfærdig kvinde. Jeg opfangede slet ikke, at du dukkede op.” Hvilket vel egentlig sagde en del om hende. Kian var trods alt vant til at være opmærksom på sine omgivelser. Denne kvinde måtte være det samme, når hun kunne komme så uset rundt.