Fingrene taget i kagedåsen

[Avilain Falk]

Tilegnet Domitan Stenhugger
Det var markedsdag. Det var en solrig dag, og det havde lokket mange af borgerne i Corus ned til Markedsdagen. Avi var en af dem, men hun var her ikke for bodernes skyld. Hun var her på grund af folks fyldte pengepunge. Avi omtalte det tit som bærplukning, fordi det var så enkelt for hende at lirke læderpungen ud af det valgte offers pung. Og når Markedspladsen som regel var propfyldt, var de valgte ofre nemme mål. Avi havde anskaffet sig en ren enkel kjole af ufarvet uld, og fundet en lang sort kappe som skjulte hendes lange arme. Hun havde her til morgen vasket sit lange hår ved vandpumpen ude i den lille gård, der hvor hendes mor boede. Derefter havde hun flettet det i en kunstfærdig frisure.
Hun vidste af erfaring at det var vigtigt i falde i et med folkemængden, så man ikke spring folk i øjnene med faldefærdigt, slidt tøj, skidt i ansigtet og fedtet hår. Avilain kunne godt lide fornemmelsen af at lade som om hun var datter af en borgerlig familie, og ikke den usle tyv hun i virkeligheden var. Det gav hende forhåbninger for en anden fremtid, end den som lå i kortene. Med et smil gik hun igennem folkemængden og søgte efter sit første offer.

Det var en lettere rødmosset, fed mand som stod forvildet i en prop midt på pladsen. Hun smuttede over på siden af ham, og greb fat om pengepungen. Herefter listede hun den ned i lommen på indersiden af hendes kappe. Før han opdagede noget, pressede hun sig igennem folkemængden og forsvandt for hans årsyn. Troede hun... "Hey! Stop! Nogen tog min pung. Forbistrede lille møgunge," råbte han. Avi stivnede i hele kroppen, men koncenterede sig om at se overrasket ud og plente ind med de omkringståendes reaktioner.

[Domitan Stenhugger]

Domitan havde fri denne dag og havde valgt dagen til at kigge nærmere på markedet. Han havde fået en liste med fra sin kone om ting han skulle handle til hende mens hun var på arbejde. Domitan var derfor klædt i simpel hverdagstøj og man ville ikke umiddelbart kunne se at han var drabant.

Domitan stod bag den store mand, da det hele skete. Normalt prøvede han at lade vær med at lægge mærke til den slags ting. Men noget ved processen havde fået hans øje til at være opmærksom. Han betragtede mandens råben, det var ikke usædvanlig. Og Domitan bemærkede hendes overrasket ansigt. Langsomt bevægede han sig frem i mængden så han stod så han kunne få fat i hende, hvis hun prøvede at stikke mere af.

[Avilain Falk]

Avilain tænkte kun på en ting, og det var at hun skulle væk. Det kunne ikke gå hurtigt nok. Men hun blev nødt til at få folk til at koncentrere sig om noget andet. Hun stak en albue i siden på en mand som stod med ryggen til hende. Han opdagede det og så sig forvildet omkring. Han så surt på en anden mand og begyndte at himle op om at der ikke var nogen grund til at skubbe. Hun greb fat om sin kappe så hun ikke faldt om den og pressede sig igennem folkemængderne. Dog nåede hun ikke langt da hun snublede så lang hun var og tabte den stjålne pung ud af hænderne.

[Domitan Stenhugger]

Domitan fulgte godt med i optrinnet og bevægede sig langsomt frem. Han stod derfor så langt fremme at, da den unge pige snublede, gik han et par skridt frem og kunne sætte sig fod oven på pungen således at pigen ikke kunne få fat på den. Derefter rakte han ned og tog godt fat i hendes håndled og på den måde let hjalp hende på benenen igen. Der stod mange mennesker omkring dem, og da Domitan var i dagligdagstøj havde han ikke brug for en masse der kiggede på ham. Han bukkede sig ned og tog pungen op. "Du kommer med mig." sagde han til pigen han stadig holdte ved håndledet. Nu var dilemmaet altid om han skulle aflevere pungen med det samme og dermed have pigen med hen til manden, eller prøve at finde manden bagefter. Domitan valgte det sidste og satsede på at hans gode evne til at genkende folks ansigter ikke var forsvundet.

[Avilain Falk]

Det hele skete så hurtigt at Avilain knap lagde mærke til hvad der skete omkring hende, før hun kom på benene igen. Hun kunne mærke et hårdt greb omkring hendes håndled. Hun prøvede febrilsk at slippe fri, men det nyttede ikke noget. Hvem der end holdt fast i hende, så var det ikke hans intention at give slip på hende.
"Giv slip! Jeg forlanger du giver slip! Jeg har en..." udbrød hun og afbrød hende selv, da det gik op for hende, at det måske ikke var så smart at oplyse den anden om at hun var bevæbnet. "Jeg forlanger at få at vide hvor du fører mig hen," spurgte hun trodsigt, og prøvede at sætte hælene i. Hun kunne ikke nå sine kasteknive. Hvad ærgerede hende. Hun havde på fornemmelsen at denne usædvanligt stærke mand var drabant. Og hvis det var sandt, så tingene bestemt ikke kønne ud.

[Domitan Stenhugger]

Domitan havde forventet denne reaktion og hislede derfor ud mellem tænderne. "Enten følger du frivilligt med i udkanten og vi snakker roligt sammen. Eller du bliver ved med at skabe problemer og drabanterne som er på vagt kommer og tager dig." Han kiggede alvorligt på hende, så hun vidste at han mente det. Lige nu ville han ikke have noget problem med at overlade hende til drabanterne, men vidste at det kunne koste hende dyrt hvis han gjorde det. På vej ud af mængden som stille var ved at glemme episoden fik han øje på manden som var blevet berøvet. "Mester, her er din pung. Jeg skal nok tage mig af tøsen." Manden så overrasket ud over at få sin pung og valgte derfor blot at nikke. Det var en fordel for ham, han fik sin pung og behøvede ikke snakke med drabanterne. "Kom så går vi unge dame. Og jeg ved godt du har våben på dig, og du kan lige prøve at finde dem frem." Hvis den unge dame ikke havde gættet at han var drabant havde hun måske nu.

[Avilain Falk]

Avilain klappede i og fulgte lydigt med. Det var langsomt ved at gå op for hende, at det kunne gå hen og blive en situation, som hun ikke ville være i stand til at sno sig ud af. Men hvorfor undgik han så drabanterne i uniform?

Allerede havde hun allerede skabt en scene, og mange omkring hende og manden, kiggede med blikke fyldt med foragt og undren. Hun følte sig som en kloakrotte, der var blevet trukket op af det ildelugtende vand, og var til skue for alt og alle. Mange trådte skridt tilbage, så de kunne komme til. Hun ville allerhelst forsvinde ned i jorden, da drabanten i hans underlige tøj, styrede direkte hen imod ham som hun havde taget pungen fra. Dog nikkede manden blot da han fik pungen igen. Han råbte ikke, eller sagde noget spydigt.

Men Avilain bemærkede alligevel hans spidende blik, som fik hende til at kaste blikket ned mod sine fødder. Snørebåndene var gået op på begge støvler, og det var måske derfor at hun var snublet. Det ridslede kold ned af hendes ryg da drabanten sagde at han nok skulle tage sig af tøsen. Hvad ville han dog stille op med hende? Hun standsede og så direkte på ham. "Mine snørebånd er gået op," fortalte hun ham. Hun nægtede bestemt at snuble igen. Desuden gjorde hendes håndflader og knæ ondt, efter det første fald.

[Domitan Stenhugger]

Han nikkede kort til manden da de gik. Da de havde gået lidt kiggede han ned på hendes snørebånd og så ganske vist at det var gået op. Han var let usikker på at hvad han skulle gøre, om han skulle lade hende binde dem eller om han skulle gøre det. "Godt så stopper vi, så kan du binde dem. Men vær ikke i tvivl om at jeg kan løbe dig op hvis du prøver at stikke af." Svarede han og slap langsomt hendes håndled. Og stod lige ved siden af hende klar til at løbe hvis det blev nødvendigt.

[Avilain Falk]

Avi gned sit håndled, da det var en smule ømt. Derefter faldt hun på knæ og bandt først det ene snørebånd, men tøvede med det andet. Hun kunne snildt løbe fra ham, men på den anden side, så tvivlede hun heller ikke på at han snildt kunne fange hende igen. Så hun tog et valg om, at hvis hun skulle løbe fra ham, så ville hun vente til en bedre mulighed. Hun skiftede ben og snørede det andet spørgsmål. Så rejste hun sig op og så på ham med et lille smil.
"Se jeg kan godt opføre mig ordentligt!" fortalte hun ham og sendte ham et lidt større smil. I virkeligheden var det ren komedie, men det behøvede den kære ældre drabant jo ikke at vide.

[Domitan Stenhugger]

Domitan nøjes med at løfte det ene øjenbryn og tænkte ved sig selv at det sagde de alle. Han lød hende gøre arbejdet færdigt før han tog hende ved skulderne og førte hende videre ud af mængden af mennesker. Da de var kommet væk åbnede han munden igen. "Nå unge dame. Hvad i Gudindens navn laver du og er du ikke kommet lidt langt væk hjemme fra?" Han kiggede nærmere på hende, og kunne ikke forestille sig at hun boede i markeds distriktet.

[Avilain Falk]

Avilain blev en smule overrumplet da han tog fat i hendes skulder og førte hende ud af folkemængden. Dog var hun en smule lettet da de standsede. Hun brød sig bestemt ikke om store mængder af mennesker. Hun følte sig så indeklemt. Dog fik hun knap pusten, før han begyndte at udspørge hende. Skulle hun fortælle ham sandheden eller stikke ham en løgn? Uanset hvad, så var hun blevet taget med fingrene i kagedåsen, og hun ville bestemt få et rap over fingrene uanset om hun fortalte ham en sandhed eller stak ham en løgn.
"Jeg havde ikke noget valg. Når man kommer fra Nedre By, er der ikke mange muligheder for at skaffe mad på bordet. Folk heroppe har for meget, og ødsler deres penge væk, som hvis de groede på træerne. Så ja... Jeg har som sagt intet valg. Jeg har mange munde at mætte," sagde hun og kiggede på ham med tårevædet øjne. Selvfølgelig en del af komedien, men ikke destro mindre sandt.

[Domitan Stenhugger]

Han kiggede mistroisk på hende, men vidste godt hvad hun snakkede om, mange havde den samme type fortælling at fortælle, der skulle mad på bordet de havde ikke andre valg. "Bare fordi de har flere penge end os andre går jeg heller ikke og tager fra folks punge." Han kiggede op og ned af hende. "Med det tøj du havde på, vil du godt kunne arbejde hårdt på at arbejde i et køkken eller andet sted. Bild mig ikke ind at man ikke i det mindste kan prøve at finde et arbejde." Han kiggede ned på hende og vidste samtidig at mange så sig nødsaget til at stjæle.

[Avilain Falk]

Avilain skjulte et lille smil bag den frie hånd. Hun fandt det en smule komisk at stod her og irettesatte hende. Hun vidste da godt at det ikke var optimalt at tage fra andre, men for hende var der ikke andre udveje end en levevej som tyv. Det var hvad hun var bedst til. Og hvad der stod skrevet i panden på hende. På trods af at hun havde gjort sig umage med at klæde sig i en nogenlunde ren kjole og hun havde vasket sit hår. Dog havde hendes forklædning afsløret hende. Men at hun.. en tyv med eget territorium skulle til at arbejde for sine penge i stedet for at stjæle dem virkede direkte absurd. Hun var stolt af sit erhverv, selvom det ikke var noget som folk ville betegne som ærligt arbejde. "De rører ikke rendestensunger fra Den Nedre By. For dem er vi alle fra Dyndkulen selvom mange af os sagtens kan skaffe mad på bordet," medgav hun. Hun prøvede ikke at hæve stemmen, men den kom alligevel til at lyde en anelse for skinger.