Den ene var ham jeg elskede

[Petria Glas]

Amos Søfarer

Alt hvad Petria ejede lå i den sæk, som hun havde båret hele vejen gennem Nedre By, til hun endelig trådte over dørtærsklen til Duen. Hun havde endnu ikke grædt, men lyset i de blå øjne var slukket. Tomt gled blikket rundt i kroen, usikker på hvad hun ledte efter, mens kroppen stadig dirrede en anelse efter bruddet.

Hun havde ingen steder haft at tage hen. Duen havde været det eneste sted hun kunne tænke på. Var hun stadig velkommen? Hun turde ikke møde folks blikke for at finde svaret.

[Amos Søfarer]

Amos havde været ude at ordne en mindre handel ved havnen og kom derefter tilbage til Duen, mens han så sig godt for på vejen. Han var mere sammenbidt end ellers, selvom handlen egentlig var gået udmærket. Men manden han havde mødtes med, havde været både irriterende og provokerende og han var mest af alt i humør til at få sig et krus øl og sætte sig, da han kom tilbage til Duen. Han var lige nået ind af døren og gik forbi Petria, som han ikke havde set meget til i den sidste tid. Han hilste brummende og uden at lægge ret meget i det, som han gik op til disken og bestilte sig et krus.

[Petria Glas]

Det gav et svagt sæt i hende, da en mand brummende passerede hende, og synet af Amos, fik hende kort til at stivne i hele kroppen. Hun fulgte ham med blikket hele vejen op til disken. Selv tog det hende et øjeblik at samle sig, før hun i en dyb indånding bevægede sig op til ham. 

“Amos”, røg det forsigtigt, og ganske lavmælt, over hendes læber, da hun nåede op ved siden af ham. Det slog hende at hun burde have kaldt ham ved hans titel og blev kort bange for at have skudt sig selv i foden.

Hun skævede ned til hans krus, før de blå øjne lagde sig i hans. “Kan jeg.. tale med dig?”, hendes blik flakkede ved spørgsmålet, men hun fjernede det ikke.

[Amos Søfarer]

Han havde næsten allerede glemt hende, da hun pludselig stod ved hans side. Et enkelt øjenbryn løftede sig næsten umærkeligt og det var det eneste , som afslørede hans overraskelse. Kruset med øl kom hen til ham og han nikkede en enkelt gang. "Følg med," sagde han bare og satte kursen mod et baglokale. Normalt når folk sagde den slags til ham i så lav en tone, så var dét, de havde at sige, ikke noget, som beregnede sig for at blive sagt åbent i krostuen. Men nu var han nysgerrig.

[Petria Glas]

Petria var ikke sikker på hvilken følelse der ramte hende, da han ikke sendte hende væk. Den fik dog hendes skuldre til at falde. Hendes brystkasse til at hæve og sænke sig mindre tydeligt. Klumpen i halsen fjernede den dog ikke. Hun kunne mærke flere blikke brænde sig ind i nakken på hende, da hun fulgte efter Amos, og hun var af den grund meget bevidst med at have de blå øjne rettet mod Tyvekongens ryg og ikke andre steder.

Først da de nåede baglokalet, følte hun den sviende følelse gå væk og hun kunne igen trække vejret. Petria løsnede sit tag om sækken, og fik den ned over skulderen i lav anstrengelse, før hun lod den ramme gulvet med en lille lyd. Hun modstod trangen til at krydse armene i en beskyttende gestus. I stedet lod hun blikket glide rundt, usikker på hvem det var mest passende for at bryde tavsheden.

[Amos Søfarer]

Han gik forrest ind i lokalet og lod hende om at lukke døren, hvis hun ikke ønskede, at nogen skulle overhøre deres samtale. Han satte sig ved et bord og pegede på stolen over for sig. "Sid ned," bad han, fordi alt andet ville være sært. Han trak rommen til sig og to glas. "Skal du have et glas?" spurgte han og hævede flasken i endnu et tavst spørgsmål. Hun var normalt ikke meget til stærke drikke, men måske havde hun lært et og andet siden sidst, de havde talt sammen.

[Petria Glas]

Petrias første indskydelse var at takke nej tak. Flaskens indhold lignede nærmere noget der ville tage livet af hende, frem for noget der ville styrke hende. Hun vidste dog at ingen af de to scenarier var tilfældet; det kunne få hende til at glemme, og det var med den tanke i hovedet, at hun gav ham et enkelt nik, der indikerede, at hun gerne tog imod et.

Stilheden varede derefter lidt, før hun fik taget sig sammen til at bryde den. “Jeg.. mangler et sted at sove..”, sætningen gav hende straks en klump i halsen. Hun sank hårdt, og tog sig en god indånding, før hun pressede den næste sætning ud; “.. På ubestemt tid”

[Amos Søfarer]

Han hævede et øjenbryn den mindste smule og skænkede op i begge glas. Han rakte hende det ene og hævede glasset op til en tavs skål, inden han lagde nakken tilbage i en øvet bevægelse og tømte glasset. Og så skænkede han op igen.

Hendes spørgsmål fik ham til at brumme - ikke ligefrem overrasket. Der var ikke mange grunde til, hvorfor en kvinde skulle dukke op på Duen med en bylt i hånden. Han nikkede let. "Jeg skal sørge for, at der bliver gjort et klart til dig. Vent her." Han gik ud af lokalet og hen til kroværten, hvor det fornødne blev aftalt og så vendte han tilbage til lokalet.

[Petria Glas]

Petranne spærrede øjnene overrasket op, da han indvilligede i at hjælpe hende uden de store protester. Anspændt blev hun siddende tilbage, og førte glasset op til læberne, uden at fjerne det igen lige med det samme. Da Amos igen gav sig til kende i rummet, havde hun næsten tømt hele glasset, uden selv at registrere det.

De blå øjne fulgte hver enkelt bevægelse, til han igen sad på pladsen overfor hende. “Tak”, røg det over hendes læber, ikke i tøven, men i en tydelig, taknemmelig tone, som hun tillod sig selv at se direkte ind i hans blik.

[Amos Søfarer]

Han var lige ved at smile, da han så det næsten tomme glas. At hun så ham i øjnene bagefter og oven i købet talte på samme tid, fik spøgelset af ét frem. "Du er blevet voksen," sagde han bare og løftede flasken med et hævet øjenbryn. "Du behøver ikke at fortælle, hvad der er sket. Jeg kan næsten gætte det. Tag et par dage til at komme til hægterne igen og så taler vi om, hvad planen bliver." Han nikkede for sig selv, som han skænkede op og tømte sit eget glas igen.

[Petria Glas]

Hans ord fik en skæv munterhed til at løbe ned over hendes skarpt optrukne ansigtstræk. Lettelse over de næste ord fik hendes skuldre til at falde, og hun så kort på ham med dyb taknemmelighed, før hun tømte glasset for rester. Hun bemærkede knap nok smagen; mærkede kun hvordan den svagt fik hendes tunge til at dunke. Måske havde hendes sindstemning gjort hende immun over for den bitre smag.

“Jeg stoppede aldrig med at tro på dig”, røg det pludselig over hendes læber. Denne gang var hun ikke modig nok til at møde hans blik og de blå øjne blev hurtigt vendt ned mod glasset igen. “Jeg ved det må have set.. kompliceret ud. Men for mig har du altid været den rette leder”, ordene gjorde hende tør i halsen og hun ville næsten ønske at hun ikke havde tømt glasset så hurtigt. Tonen efterlod dog ingen tvivl; hun mente ordene, hver og et af dem.

[Amos Søfarer]

Amos nikkede bare let. "Det er jeg glad for at høre," indrømmede han. "Du stillede dig trods alt også på min side sidste vinter." Mere havde han ikke tænkt over situationen. Eller. Mere havde han ikke lagt i situationen. "Og du er velkommen her igen, hvis du ønsker dig det." Han nikkede let. Mere var der sådan set ikke at tale om. "Men tag dig et par dage til at komme dig og så taler vi om det hele. Du kan bare spørge ved disken, så viser de dig til dit værelse." Han drak lidt igen og forventede mere eller mindre, at hun ville gå nu.